Langå-Ulstrup (343)

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Langå-Ulstrup, 32,8 km (343).
Onsdag den 18. december 2019.

Langå kan glæde sig over en ny fodgængerbro over baneterrænet. Hidtil har det krævet en omvej på mere end halvanden kilometer, hen til byens eneste bilbro over Den Jyske Længebane, for at nå frem til et punkt umiddelbart over for stationen, men på den anden side af jernbanen. Det er blot en uge siden broen blev indviet, den binder byen sammen på en ny måde. Nu tager det blot et par minutter at krydse skinnerne, men jeg giver mig tid til at nyde den smukke udsigt, hvor vinterens sene daggry byder på en klar blå himmel.
På den fjerne side af skinnerne ligger attraktive villakvarterer op ad Langå Egeskov og Gudenåen (vandredag 119). I sommerhalvåret afgræsses egeskoven af kvæg, men de dyrene er taget på stald nu. Krogede gamle egetræer står langs stien gennem skoven. Der er brede grønne enge ud mod åen, halvvejs oversvømmede og ellers gennemtrukne af vand. Hvide skyer og den sidste morgenrødme spejler sig i vandoverfladen. I skovbrynet på den modsatte bred kan jeg se en statelig ejendom, med hvide, takkede gavle. Det er Løjstrup Hovedgård.
Efter at være gået igennem egeskoven følger jeg et afmærket stræk af Trækstien (vandredag 25) gennem stationsbyens gader og krydser Gudenåen. Fra broen er der et langt kig i begge retninger gennem ådalen, med brede enge i bunden og skovklædte bakkesider. I øst, øverst på en bakketop, ses Grensten Kirke, som jeg var omkring en tåget efterårsdag for et år siden (vandredag 291).
Den stejle landevej fører op ad bakkesiden. En mudret skovvej med dybe aftryk af brede traktordæk fører ind i skoven. Skråningen er præget af bække, kildevæld og mange fugtige partier. Skoven indgår i en større skovstrækning, men som det ofte er tilfældet, hvor skove er sammenstykket af flere private skove, er der ikke nogen gennemgående vej, blot isolerede indfaldsveje. I det mindste på kortet. Jeg håber at finde et spor, en arbejdsvej eller en trampesti, som binder adskilte vejsystemer sammen, uden at være stor til at være taget med på et kort.
Men ikke i dag, Hvert eneste spor ender blindt. Til gengæld får jeg fornøjelsen af at se tre rådyr med tyk gråbrun vinterpels og skinnende sorte snuder. To af dem ser mig først og stikker af op ad skrænten. En efternøler kommer tøvende hen ad sporet, direkte mod mig, øjensynligt opskræmt af de andres flugt, men uden at vide hvorfor. Med ét får den øje på mig og gør et brat spring ind i underskoven.
Til sidst må jeg søge ud på landevejen, på det flade plateau oven på skoven. En let støvregn stilner af og efterlader en smuk regnbue over agerlandet.
Få hundrede meter længere fremme fører en hulvej på ny den i skovene. Denne er det en velholdt grusvej, som fører ned til Løjstrup Hovedgård. Vejens smalle, lodrette sprække i skoven giver et lang blik på ådalen og Langå på den modsatte side. Over en lysning svæver adskillige musvåger, som fylder luften med skarpe skrig. Ved skovbrynet afløses den ene slags træer af den anden: store æbleplantager, med lange rækker af nedklippede frugttræer.
Den lille herregård ligger på kanten af ådalen, både avlsbygninger og beboelsen har de karakteristiske hvide gavle. En brolagt vej fører ned til gårdspladsen, hvor en hovedbygning med små hvide pyntetårne er koblet sammen med to sidefløje. Resterne af en voldgrav omgiver bygningerne.
Jeg går mod syd gennem godsskoven, indtil jeg når åbent land, og snart derefter den gamle stationsby Laurbjerg. Byen havde håbet igen at blive stationsby, men regeringsskiftet har medført at en aftale om at genåbne byens trinbræt er taget af bordet for denne gang.
Landevejen mellem Randers og Silkeborg fører gennem byen, og jeg følger den over jernbanen og Lilleåen og op ad endnu en stejl, skovklædt bakkeside. Jeg har tidligere gået igennem Houlbjerg Skov (vandretur 290), men dengang holdt jeg mig ved det nedre skovbryn, ud mod dalbunden. Denne gang går jeg højt oppe på bakkesiden, gennem øde skov. En dynge kålroer vidner om, at nogen plejer en hjortebestand her. Den lave vintersol får skovens graner til at stå i blændende sort profil, når jeg ser mig tilbage. Skovskader skriger i underskoven, og flere gange ser jeg de smukke fugle i flugt.
En kile af åbent land adskiller denne skov fra den næste. Oppe fra højderne har jeg en smuk udsigt over ådalen. I nordøst genkender jeg Løjstrup Hovedgård, for foden af skovene derovre.
Det næste skovparti gennemskæres af en stejl kløft, hvorigennem en hurtigt flydende bæk strømmer i krappe sving, der har skabt meterhøje brinker her og der. Der er et system af ridestier i skoven, men heldigvis er skovstierne ikke alt for mærkede af den tungere trafik.
På kortmateriale har jeg set muligheden for at gå ad små veje mod landsbyen Vellev. Man kan ikke altid være sikker på, at så små veje i praksis stadig eksisterer, men luftfoto tyder på at der i det mindste er trampestier. Det viser sig at være rigtigt.
En flot gammel hulvej fører ud af skoven og videre over det dyrkede land. Her og der er det blot en håndsbredde slidspor, mens krattet fra begge sider truer med at lukke sig over stien. Aftryk af hestesko tyder på, at det er ryttere, der holder stien åben. I en lang stigning kommer jeg igen ud på det åbne plateau med grønne vinterafgrøder, frem til jordveje, dernæst grusveje, indtil jeg omsider står i udkanten af Vellev.
På lang afstand har jeg kunnet se kirketårnet hæve sig over landsbyen. Den gyldne vintersol fra syd forvandler tårnets spir til en blussende ildkugle. Og som jeg passerer landsbykirken, kan jeg se, at der er en kompliceret konstruktion deroppe, med en vindfløj (den drejelige plade) over en gylden kugle, men under endnu et dekorativt element med gyldne blomster og små kugler.
Fra Vellev fortsætter jeg mod Hvorslev. Undervejs passerer jeg Lådnehøjvej, og som navnet lover, en gravhøj med “pels” af træer og buske, præsenterer sig smukt i den skarpe sol, mod den lave horisonts begyndende bronzeskær. På den anden side af landsbyen slår jeg ind på en mudret markvej direkte ud mod ådalens skovklædte skrænt. Således kommer jeg ad bagvejen til Busbjerg. Jeg har været her tidligere – fra Trækstien langs Gudenåen fører en afmærket rute som en afstikker op til bakken (vandretur 26).
Busbjerg (92 meter over havets overflade) minder om en mindre udgave af Himmelbjerget. De er begge en såkaldt falsk bakke, dvs ikke et fritliggende højdedrag, omgivet af lavere terræn, men derimod blot et fremstående punkt på en bakkeside. De vender begge ud mod Gudenådalen, de er begge omgivet af skov, men har en lyngklædt bakkeside ud mod ådalen. Fra Himmelbjerget ser man ud over Silkeborgsøerne, fra Busbjerg ser man ud over en bred ådal, med oversvømmede enge og en skovklædt bakkeside mod nord.
Der er et system af afmærkede stier omkring Busbjerg, som jeg slår ind på. Hurtigt kommer jeg ind på en smal sti gennem birkeskov, en skovbund af tæt blåbærkrat; dernæst et bregnekrat, visnet og rustrødt, og så åbner skoven sig til overdrev og hede, indhegnet til afgræsning i sommermåneder – til sidst kommer jeg så ud på den åbne bakkeside med den flotte udsigt. Afgræsningen har gjort sin virkning, den nordvendte skråning fremstår domineret af hedelyng, kun med spredt ene.
Langt i vest kan jeg se Gudenåens store slyngninger umiddelbart foran Bjerringbro. Foran mig har jeg den oversvømmede ådal, på tørrere grund kører et grønt arrivatog for foden af den nordlige bakkeside, reduceret til legetøjsstørrelse af afstanden. I nordøst kan kirken i Sønder Vinge lige akkurat hæve sig over skoven.
Efter at have set mig mæt på udsigten, stiger jeg forsigtigt ned ad den stejle skråning. En lang trætrappe med våde, glatte trin fører ned til en flad eng for foden af bakkesiden. Busbjerg er ejet af Gudenådalens Hjemstavnsforening. Siden 1946 har foreningen også stået for Busbjerg Spillene, friluftsteater i sommermånederne, præcis på den flade plads her.
Jeg følger landevejen til Ulstrup. Det virker bestemt ikke som den rette årstid til at benytte Trækstien. Og da jeg krydser broen over Gudenåen, kan jeg da også se afmærkningspælene for vandreruten stå i vand til knæene. Jeg, derimod, når tørskoet frem til trinbrættet på nordsiden af åen.

Elia Barcelo: El color del silencio, 376-448.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s