Hobro-Randers (398).

Udklip398

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Hobro-Randers, 38,4 km (398).
Søndag den 7. marts 2021.

Hobros banegård ligger højt på bakkesiden nord for bymidten. Klods op ad svellerne, på den absolut sidste bid af skråningen ligger en stribe løvskov, som huser en stor rågekoloni. Og her er der liv og glade dage, skræppen og en tæt trafik af sorte fugle med kviste i næbbet, de kuglerunde reder side om side i trækronerne øverste grene. En enkelt due søger skyndsomt væk. omhyggelig med at holde sig i et lavere luftlag end rågerne.
Det bliver en smuk og kold dag. Solen er ved at vinde overhånd, dagen igennem med lave hvide skyrækker i horisonten. Dagens vandring går til Randers, så jeg begynder med at krydse den ådal, på hvis bund Hobro ligger, ud til Mariager Fjord. Jeg følger Jernbanegade ned ad bakken, og krydser den smalle å, der afvander Vesterfjord og Fyrkat Engsø til Mariager Fjord (vandredag 393). Derfra går det videre ad Adelgade, byens handelsstrøg og gågade, op ad den sydlige bakkeside.
Ådalens bund ligger halvtreds højdemeter lavere end det plateau, den har skåret sig ned i, så det er en opstigning, der får sveden frem på panden. Heldigvis kan jeg gøre en afstikker omkring byens kirke, der ligger på et fremspringende punkt midt på bakken. I forhold til de middelalderkirker, jeg ser i de små landsbyer senere på dagen, er det en forholdsvis moderne sag, fra midten af nittenhundredtallet. Kirken er opført i en historicistisk stil med mange takkede gavle, og med sten i to forskellige farver, som skaber markante bånd i murværket. Arkitekten er Gottlieb Bindesbøll, der på national plan mest er kendt for Thorvaldsens Museum i København. I min hjemby, Århus, huskes han dog især for Jyske Asyl, der bestod som Psykiatrisk Hospital, indtil den funktion i 2018 blev flyttet til det nye supersygehus i Skejby.
Jeg fortsætter min vandring op ad den lange vej, forbi boligblokke, parcelhuse og industrikvarterer indtil jeg omsider kommer ud på det åbne land på det høje plateau mellem Mariager Fjord og Randers Fjord. Der hænger rakler på træernes bladløse grene, nær huse og gårde har blomstrende vintergækker og erantis forvildet sig ud i vejkanten. Det dyrkede land er fladt, men ikke pandekagefladt, som man ser det i Vestjylland. I stedet er der lange, lange ganske lave bakker, uden mere end to-tre meters højdeforskel, som giver landskabet et bølgende præg.
Små landeveje fører mig mod sydøst, indtil jeg når kanten af en lav tunneldal og møder synet af det glitrende vand fra Glenstrup Sø. Der er ikke megen skov omkring søen, men derimod en hel del eng og kær. Den høje sols reflekterede lys gør næsten vandoverfladen forude hvid, i de to fjerne ender af søen har det en anderledes blå tone. Søen er fire en halv kilometer lang, bredden sjældent over en km. Den er overraskende dyb, 31 meter. Mariager Fjord er få kilometre borte, men Glenstrup Sø er en del af Skals Å-systemet, så dens vand ender i Limfjorden (vandredag 303).
Jeg går øst om søen, undervejs møder jeg den regionale cykelrute 18, som jeg følger mod Randers. Nær en gård er der kvæg på græs, men også en fold med et par æsler. De har slidt græsset væk i en stor cirkel, og et af æslerne ruller sig på ryggen i den grå, sandede jord med alle tegn på velbehag. Nysgerrighed får den dog til at stable sig på benene og nidstirre mig med et skeptisk blik. Længere fremme passerer jeg et vejskilt med teksten Brødløs 2 km. Næppe et vidnesbyrd om den store bonitet. Syd for Klosterheden findes et tilsvarende stednavn: Brødtrang. (vandredag 381).
Ved østenden af søen ligger den lille landsby Vester Tørslev med kirken smukt placeret på kanten af de vidstrakte kær. Kirken har hvidkalkede mure og rødt tegltag. Fra kirkegården kan man se hen over stengærdet til søens blå. Fra landsbyen går jeg igen over højere land, på vej mod Skalsådalen. Undervejs krydser jeg jernbanespor. Det er en rest af den gamle jernbane mellem Viborg og Mariager, som især blev bygget for at skaffe Viborg havneadgang (uden at gavne den konkurrerende købstad Randers). En stor del af tracéet består stadig som banestien gennem Nørreådalen, mellem Viborg og Hammershøj (vandredag 181). Mellem Handest og Mariager ligger skinnerne der stadigt, og der er behørig skiltning i terrænet og ved krydsende veje. Det skyldes, at der er lejlighedsvis veterantogsdrift, med traditionelle juleture.
Efter nogle kilometre i den kolde vind på plateauets åbne terræn kommer jeg endelig ned i Skalsådalen ved Fårup. I sin tid var det en stationsby, men nu kører togene mellem Århus og Ålborg igennem uden at standse. Jeg har været her før, på en vandretur gennem Skalsådalen (vandredag 302). Den brede ådal er næsten dækket af enge og kær, og der er store flader af åbent vand derude. Meget af det er gamle tørvegrave, der er blevet oversvømmede og flydt sammen til en perlerække af små søer. Jeg kan se enkelte ænder og langt ude svaner.
En halv snes kilometer vandrer jeg mod sydøst gennem ådalen, tæt på jernbanen og med kær og søer på den anden side, forbi det punkt hvor jeg krydsede dalbunden ad jordveje sidste gang, og videre. Kærene er relativt frie for tilgroning med pilekrat og andet, så de er nok stadig i brug til sommerafgræsning. Der er fine landsbykirker i Fårup og Kousted, variationer i kampesten, røde tegl og hvid kalk. Et par gravhøje øverst på bakkesiden. En hare løber tøvende over marken, da jeg nærmer mig.
Den lille landsby Svejstrup har en stor dam på tærsklen til husene. Et par knopsvaner med røde næb holder residens her, en grågås og ænder holder behørig afstand. Højt på himlen er der et stort rågetræk i gang, uden at jeg kan se reder i de høje træer. Svejstrup er også, hvor jeg forlader ådalen og tager hul på de sidste kilometer ind til Randers. Bakkesiden er dækket af grøn vinterafgrøde, små svaneflokke har slået sig ned der, gule næb denne gang.
Efter at have krydset bakkekammen står jeg over for højspændingsledninger, motorvejen og udsigten til Randers’ yderste forstæder. Fra forstæder nærmer jeg mig bymidten og følger en lang boulevard mod syd, ned ad bakkesiden, med et flygtigt glimt ud over Gudenåen og Vorup Enge (vandredag 119). Snart efter er jeg fremme ved banegården.

Jens Blendstrup, Slagterkoner og Bagerenker, 117-248.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s