Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rundtur ved Hobro, 24,2 km (393).
Lørdag den 19. december 2020.
Det er den første solskinsdag i december. Rågerne er bestemt glade for det. Der er liv og glade dage i den store koloni klods op ad perronerne i Hobro. Så, med deres oprømte skrig i ørerne, går jeg gennem tunnellen og ud foran stationsbygningen, hvor trapperne fører ned til Jernbanegade og det lange fald ned mod byens centrum på dalbunden.
Hvor gaden flader ud, løber Onsild Å under kørebanen, på den korte vej fra Vesterfjord til Mariager Fjord. Vesterfjord var i sin tid en del af den større fjord, men menneskelig foretagsomhed har for længst forvandlet den til en ferskvandssø, sådan som det også er sket med andre afsnørede fjordafsnit som Nørrestrand ved Horsens Fjord (vandredag 184) , Rands Fjord ved Vejle Fjord (vandredag 240) og Stadil Fjord ved Ringkøbing Fjord (vandredag 367). En sti fører langs åen og hen til en lille park, fra hvis plæne der er en fin udsigt over byen, den flade sø og højdedraget bag den. Jeg kan ligge akkurat skelne banegårdsbygningen højt oppe på skråningen, foran de høje træer som rågerne har gjort til deres.
Et skilt forbyder i en kommanderende tone fodring af ænder (af hensyn til rotter), men parkænderne padler alligevel optimistisk i min retning, mens jeg et øjeblik står stille og nyder udsigten. Længere ude holder svanerne sig på fornem afstand. Solen lægger et smukt lys over land, sø og by, mens andre partier forbliver i skygge, indtil jeg kommer ud på åbent land. Temperaturen er pænt over frysepunktet, det er vindstille og klart i vejret, omgivelserne spejler sig i søens ubevægelige vandoverflade.
En smule længere oppe i ådalen, mellem byen og Fyrkat, er den forsvundne fjord gennemopstået som en lille klynge engsøer. Fyrkatstien fører fra bymidten og ud til vikingeborgen. Først krydser den åens tilløb og følger en lang plæne i udkanten af byen, hvor skulpturer står opstillet ud mod Vesterfjorden. I vest går den gamle fjord over i rørskove og enge, foran en lang skrænt. Det hele er hegnet ind, og en nydelig sti løber mod nord højt på skrænten, så jeg bestemmer mig for at gøre en afstikker fra Fyrkatstien.
Der er ikke mere end en håndfuld kreaturer i foldene. Til gengæld er der fuld aktivitet i luften, mest måger, men med korte mellemrum ser jeg også to rørhøge glide gennem luften. Inde i bymidten løfter kirketårnet sig over lavere huse, mens bebyggelsen breder sig op ad dalsiden, indtil den når bakkekammens skov. Ude på engene slår en af rørhøgene sig ned i en stor busk. To gråkrager følger efter, men det selskab holder ikke længe.
For at genfinde Fyrkatstien går jeg gennem et lille industrikvarter og en bakkeside med parcelhuse, for så at stå på en bakketop med udsigt gennem ådalen, søerne på dalbunden og de skovklædte bakkesider. Fyrkat Engsø hedder den største af søerne, de mindre søer er kun adskilt fra den af diger og dæmninger. Stien går på et dige syd om engsøen. Rørskoven rejser sig som en mur, med korte mellemrum står fiskehejrer foran den, intenst koncentrerede om jagten, upåvirkede af deres egne spejlinger i vandet. Ænderne er søgt sammen i små flokke.
Jeg nærmer mig hurtigt den grusvej, der krydser dalen. Når jeg ser mig tilbage, kan jeg stadigt se kirketårnet inde i Hobro. Højt på dalsiden kører et hvidt intercitytog mod syd, og trækker en lang flimrende refleksion over søen. Allerede på afstand kan jeg se Fyrkats grønne volde, på et plateau en smule hævet over dalbunden. Nedenfor ligger en smuk firlænget gård, stråtækket, rødt og sort bindingsværk. Langs facaden ud mod vejen løber vand i en smal kanal, fra et møllehjul hvis rotation for længst er stivnet.
Her er en parkeringsplads til besøgende og vejen går over i asfaltbelægning, som den snor sig op ad bakkesiden, forbi Fyrkats ringvold. Volden består af fire kvartcirkler adskilt af åbninger til porte. Da vikingeborgen blev bygget kunne man sejle helt herop. En af Hærvejens nye forgreninger nord for Viborg passerer her forbi, på vej mod Rold Skov og Ålborg. Jeg kom forbi en anderledes regnfuld dag for tre år siden (vandredag 228).
Som jeg går op ad bakken, får jeg en flot udsigt over det rekonstruerede vikingehus ved borgen, i smuk kontrast til dalen og skoven på den fjerne bakkeside. Lidt længere oppe, gennem spinkelt grenværk uden blade, får jeg et bedre indtryk af ringborgens cirkelstruktur, som ikke fremstår så tydeligt set fra fladere land. Højt på bakken, nær skovbrynet, ligger en rekonstrueret vikingegård, der huser museet ved Fyrkat. De stråtækkede tage har den karakteristiske krumning, der minder om et vikingeskibs køl. Murene er kalket i gult, gavlenes bjælker malet i rødt og gult.
En lang snoet grusvej fører endnu højere op over den græsklædte bakkeside. Herfra er der en fremragende udsigt dalbunden, med søerne gennemskåret af digernes lange lige linealstreger, og man kan fornemme, hvordan et sammenhængende vandlegeme, Mariager Fjord og Vesterfjord, engang har rakt helt ind til tærsklen af Fyrkat.
En par heste deler en fold, hvor der er en kuperet overgang mellem den græsklædte bakkeside og de fladere marker på baglandets plateau. De ser mig nysgerrigt an, men så bliver deres opmærksomhed fanget af et par forbipasserende hestepiger og deres ganger.
Under høj sol fortsætter jeg ad flade grusveje, indtil det bliver tid til at svinge i en bue mod sydøst, og jeg igen nærmer mig det kuperede landskab nær fjorden, stadigt med et par timers dagslys tilbage. Først går jeg gennem Hobros yderste forstæder, og så er jeg fremme ved skråningen ned mod Mariager Fjord.
Der er et stort stisystem i skoven her (vandredag 235). En grusvej skruer sig gennem løvskoven og ned til kysten. Ved en lille landingsplads ligger en jolle og en kano trukket på land. En mindre båd ligger for anker et stykke ude. En bådebro står tilbage som en række stolper, plankerne er fjernet for vinteren. På den modsatte side af den smalle fjord ses Bramslev Bakker, hvor jeg vandrede i sidste uge (vandredag 392), skrænter med overdrev og buskads, et par kløfter der skærer sig ned til kysten.
Jeg tager hul på de sidste kilometre ind til Hobro. Rørskoven er en tynd bræmme, som breder sig ud ved små odder. Ude på vandet ligger flokke af gulnæbbede svaner. Jordvejen løber i kanten af skovbrynet, indtil jeg nærmer mig Hobros havn med lystbåde, ophalingspladser og småindustri. Her holder blishønsene til i smult vande mellem forankrede både. Den ene flok af små sorte fugle med hvid blis går over i den anden. Langsomt vinder havnens bygninger i højde, indtil jeg står i hjertet af industrihavnen. Her forlader jeg vandet, krydser endnu en gang Onsild Å på dens snoede vej mellem Vesterfjord og Mariager Fjord og følger Jernbanegade op til banegården øverst oppe.
Mario Vargas Llosa: Tiempos Recios, 232-326.
Jyske Vandreture 