Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Skørping-Hobro, 37,6 km (392).
Søndag den 13. december 2020.
Uvedkommende kørsel og ridning forbudt står der på et skilt ved den skovvej klods op ad et villakvarter i Skørping, som fører ind i Rold Skov. Jeg har gået den korte vej gennem byens gader, fra station til skovkant. På trods af skiltet er der en svag duft af hest i luften og næsten usynlige aftryk af hestesko på den hårde grusvej. Så øjensynlig forgår der vedkommende ridning i området.
Det er et års tid siden, jeg sidst besøgte den store skov (vandredag 348). Den gang for at vandre langs Lindenborg Å i den vestlige del af området. I dag skal jeg den modsatte vej, mod syd og Mariager Fjord. Temperaturen er lige akkurat over frysepunktet, himlen er grå og uden sol.
Indgangen til skoven markeres af et lille parti troldeskov, lave, flerstammede løvtræer, formentlig gammel stævningsskov. Der er ikke et eneste blad tilbage på grenene, og de nøgne stammer rækker som knoklede skelethænder ud efter himlen.
Den centrale del af Rold Skov er statsejet, men jeg går igennem den private del, der stadig er tydeligt præget af kommerciel skovdrift. Det handler ikke bare om træ; da jeg vil gå ad små veje gennem skovene syd for Madum Sø (vandredag 82), bliver jeg mødt af skilte, der lukker skoven på grund af jagt. Så jeg fortrækker til landevejen syd for skoven og går mod øst. En sort ravn flyver lavt over mit hoved. Anderledes højlydte er de to svaner, der flyver over engene rundt om Blåkilde (vandredag 84).
Knapt er jeg kommet fri af Rolds store skovkompleks og ud i det åbne land, før jeg drejer mod syd og kommer ind i de mindre skove omkring Villestrup Gods. På den ene side af vejen ligger avlsgårdens lave, velholdte længer. På den modsatte side af vejen ligger godsets hovedbygninger omgivet af voldgrave og ud til en stor park med figurklippede hække. Godset har overvejende været i hænderne på de gamle jyske adelsslægter. Hovedbygningerne går tilbage til den absolut sidste del af Middelalderen, hvor den daværende ejer endte på den sejrende side i Grevens Fejde – og blev belønnet af kongen for det. Siden har der været adskillige ombygninger, og i dag er det en trefløjet konstruktion i tre etager, malet i en opsigtsvækkende blodrød farve. Mod syd spejler de røde mure sig i en sø, skabt ved opstemning af Villestrup Å. En flok ænder holder til ude på vandet, og en hejre letter omstændeligt fra kæret omkring åen.
Fra Villestrup går jeg mod sydvest. Det er et let kuperet landskab, overvejende opdyrket, og ofte med gravhøje på toppen af de lave bakkekamme. Flere gange ser jeg svaner i luften, en enkelt gang en større flok som raster på grøn mark. I plateauet er der nedskåret lange smalle ådale, og jeg søger de mindre veje, der går på langs igennem dem. Kær flankerer vandløbene, spurveflokke flyver omkring krattene. Mejserne flytter sig fra gren til gren, bliver blot siddende et par sekunder, lige nok til at man kan se deres smukke farver, og så er de væk.
Der er ikke mange husdyr på markerne, men uden for Rostrup har en lille flok geder stillet sig i positur øverst på ådalens skråning. I udkanten af landsbyen ligger en lille kirke, med en høj basis af kampesten, med overbygning og tårn i røde mursten. Samme kombination ser jeg i Valsgård, hvor der også er føjet et lille våbenhus med hvidkalkede mure til kirken.
Ved Valsgård kommer jeg ind på det omfattende stisystem omkring Bramslev Bakker (vandredag 234). En lang slugt løber hele vejen ud til fjorden. I første omgang følger jeg en cykelsti syd for kæret neden for kirken, og derefter går det videre ad trampestier højt på bakkesiden. En bæk løber gennem den smalle dal og fylder den med den behagelige pludren fra vand i rask bevægelse. Bakkesiderne er vokset til med skov og krat. Det er mest løvtræer, så jeg kan se gennem det bladløse grenværk og ned på engen. Fra begge bakkesider presses der så meget vand ud, at et net af vandfyldte render løber ud mod bækken, og området har nærmest karakter af væld.
Selv om det mest besøgte udsigtspunkt i Bramslev Bakker ligger et stykke mod øst, er der også her ved denne mindre brugte sti sat gule opslag op, plasticlaminerede, som opfordrer til at holde behørig afstand for at undgå corona-smitte. Engene og overdrevene afgræsses af kvæg for at bevare naturtypen. Under tidligere besøg har trampestierne været trådt til sugende, dybt mudder, men lige præcist denne sti fremtræder mirakuløst uberørt af klove. Jeg når lige at tænke, at dyrene er taget ind for vinteren, da jeg støder på dagsfriske kokasser. Et stykke længere fremme, hvor slugten vides ud til et større åbent rum, møder jeg da også galloway-kvæg, sorte i pelsen med hvidt mavebælte. Et par strejfere søger lykken på egen hånd nede på engene, mens resten græsser i fællesskab på den fladere bakke her, klods op ad trampestien som føres ind folden.
De store dyr løfter vagtsomt hovederne, da jeg passerer, men finder øjensynligt ikke grund til alarm. Som jeg vandrer længere ned gennem slugten, afløses dalsidens krat af overdrev med store fritstående partier af ene. Trampestien krydser til den modsatte bakkeside, bækken er vokset til dobbelt størrelse, vandet løber stadigt rask til. En kort stykke fremme er den opstemmet til en lille sø, den gamle mølle omdannet til idyllisk beboelse. Herefordkvæg råder øjensynligt over folden her. Blot to eksemplarer, med smuk brun pels og hvide pandebliser.
Neden for møllen snævres dalbunden ind til en strimmel af rørskov. Snart åbnes slugten dog til en vid tragt, og jeg får udsigt til fjorden og skoven på den modsatte side (vandredag 235). Enens stikkende grene gør den til et frøskjul for andre andre, der her kan vokse op i sikkerhed, og højere oppe i dalen var enekrattet da også gennemvokset af små løvtræer. På bakkesiderne nær fjorden er der imidlertid gnavet ganske rent omkring enebuskene, og de præsenterer sig næsten som prydbuske på en parks grønne plæner.
Jeg tager hul på den sidste times dagslys, netop som jeg påbegynder vandringen langs fjorden, ind til Hobro. Det er ganske vindstille, og vandoverfladen er rolig og glat. Hvide svaner ligger på begge sider af kysten, deres kald høres vidt omkring. Bakkesiden er stejl og dækket af ene eller andet krat, kun lejlighedsvist gennembrudt af slugter. Jo tættere på byen, jeg kommer, jo flere andre naturgæster dukker der op, alle på vej mod Hobro. For det meste kan jeg gå ad en veltiltrådt jordsti. Hvor den slår op i bakken, går jeg i vandkanten, indtil stien finder tilbage til strandens nærhed. En flok ænder letter i parallelle baner, mens knopsvaner holder stand nær vandkanten.
Dagen forbliver grå. Langt i vest blegner skyerne til en hvid farve, en spinkel kobbertråd viser sig et kort øjeblik, og så er solen gået ned, og skumringen tager over. Byens lys nærmer sig hurtigt, og da jeg passerer lystbådehavnen og træder ind i gadebelysning bliver det med et aften, selv om klokken ikke er meget over fire.
Fra havnen går jeg ad den lange gade op mod togstationen højt på bakken. Det røde lysskilt med DSB’s logo ses på lang afstand i vintermørket.
Mario Vargas Llosa: Tiempos Recios, 198-232.
Jyske Vandreture 