Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Kolind-Løgten, 31,2 km (391).
Lørdag den 5. december 2020.
I morgengryet kører letbanetoget mod Grenå, forbi havnen og videre neden for de høje skrænter ved Riis Skov. På sandstranden ved Den Permanente skridter vinterbadere gennem bølgerne. Jeg, derimod, har valgt den modsatte vej, fuldt udstyret med vinterpåklædning til dagens vandring.
Gråt dagslys ligger over stationen i Kolind, lange hvide rifter i det grå, men uden at solen kan trænge igennem. Stationen ligger på kanten til Kolindsund, med en vid udsigt over engene og kærene på bunden af den tørlagte sø (vandredag 127). Umiddelbart på den anden side af skinnerne står et fugletårn, sommetider kan man være heldigt at se sort sol her, store spurveflokke, ude over rørskoven. En smule højere i terrænet ligger byens hvide kirke.
Jeg runder kirkegården og stikker hovedet indenfor i våbenhuset for at se den store runesten, der står opstillet her. I sin blev den brugt som kirkens tærskelsten. Runestenens indskrift lyder Toste rejste denne sten efter Tue, som døde østpå, sin broder, Asveds smed. Foran stenen står små sorte spande med friske blomster i vand, en bedemand er i færd med at forberede en begravelse, udenfor hænger dannebrog på halv.
Fra byen udkant går jeg mod sydvest, på vej mod Kalø Vig. Små flokke af råger er i gang med at søge føde på stubmarkerne. I udkanten af Ebdrup ligger en fin lille landsbykirke med hvidkalkede mure, kamtakkede gavle og styltetårn, omgivet af et smukt stengærde. Herfra fører små landeveje og jordveje i en bue nord om de flade Elløv Enge, hele tiden i kanten af plantagerne. I Stenalderhavets tid, da Kolindsund rent faktisk var et sund, der strakte sig fra Randers Fjord til Grenå, var det formentlig et nor, nu om dage afvandes det af en smal å til den tørlagte søs lange kanaler.
Det er et ganske øde område, og lokale stednavne som Råddenborg og Skummelvad gør vel heller ikke noget for at trække store folkeskarer til. En højlydt gåseflok i v-formation flyver over mit hoved. Inde fra plantagernes tykninger kommer skovskaders hvæsende skrig. Et langt stræk af skovvejen indgår i en afmærket vandrerute mellem Ryomgård og Kalø (vandredag 253). Så langt skal jeg dog ikke i dag, i stedet bryder jeg af og går i stedet op ad en bakket plantagevej, der fører mod Thorsager.
I modsætning til de tilgroede og forladte enge, jeg kommer fra, er der saftige grønne enge foran byen, græssende husdyr. På det højeste sted ligger Thorsager Kirke, den eneste rundkirke i Jylland. I røde mursten, i modsætning til Bornholms fire hvidkalkede rundkirker (vandredag 269). Vest for byen begynder den lange stigning op mod bakkekammen nord for Kalø Vig. Det er, hvad geologer kalder for randmoræner, jordvolde skubbet op foran fremrykkende gletsjere. Jeg passerer motorvejen til Tirstrup Lufthavn, når til Ugelbølle og krydser dernæst den gamle landevej mod Århus og kan så endelig begynde nedstigningen til det inderste af vigen.
Selv om det er pænt over frysepunktet, er det føleligt koldere i vinden på den åbne bakkeside. Over mit hoved flyver en rød glente. En forbipasserende krage gør et halvhjertet udfald mod rovfuglen, men gider så alligevel ikke. Et halvt hundrede meter længere fremme hænger en tårnfalk i luften, tydeligt mindre end glenten. Den smalle landevej skråner i et spids vinkel ned mod vigen. Til venstre kan jeg se Kalø Slotsruin som en diset silhuet (vandredag 131), til højre Vosnæs, i forgrunden Følle Strand og det lille sommerhusområde nær Gl. Løgten Strandkro.
Der er lystfiskere og spadserende ved strandkanten, joller og sejlbåde trukket på land. Landevejen svinger ind i landet, op ad bakken og det åbne land omkring Vosnæsgård. Det er en strækning, jeg har gået flere gange før, en del af den afmærkede vandrerute fra Århus til Grenå, Molsruten (vandredag 7). Så for variations skyld går jeg ind gennem godsskoven, ad plørede skovveje. Mens jeg går gennem skoven, bryder solen endelig igennem. Blot i få minutter, som en gylden tankestreng mod himlens grå skyer, for længst forsvundet, da jeg når tilbage til agerlandet og den åbne himmel.
Jeg når frem til skovbrynet med en smuk udsigt til havesiden af Vosnæsgård Gods. Godsets store hvide hovedbygning knejser øverst på bakkesiden, omgivet af et kompleks af lavere, hvide længer, og med et højt fald ned mod parken, der mest er plæner, med få fritstående træer og en lille sø.
Jeg passerer et par ryttere på det sidste stræk af grusvejen, følger så landevejen forbi godsets statelige gårdsplads, og runder avlsgården, idet jeg slår ind på en lang grusvej, forbi godsets gylletank og ned mod vigen. En blandet flok af krager og råger holder til i træerne nær avlsgården, formodentligt i håb om et let måltid. Eller måske kan de bare lide udsigten: Endeløse grønne marker løber hele vejen ned til vigen, en bred tunge af åbent land mellem den skovklædte Vosnæs Pynt i øst og Havskov i øst. Agerlandet breder sig også ind i landet, op ad bakken. Jeg kan se det lille højhus i Løgten, et nyere vartegn der kan ses viden om, og som også markerer denne vandredags endemål, eftersom det ligger ved letbanestationen i landsbyen.
For et år siden (vandredag 342) var jeg også på disse kanter, gik langs strandkanten og måtte vade barfodet gennem et åløb og over store tangdynger, blot for dernæst at skulle forcere de mange væltede stammer i kanten af Havskov. I dag er det unægteligt lettere at vandre ad en velholdt grusvej højere i terrænet, først over marken og dernæst ind gennem dagens sidste skov. Der er ikke mange huse inden for synsvidde, men cyklister og løbere vidner om, at de nordligste af Århus’ mange veludbyggede forstadslandsbyer ikke er langt borte.
Jeg når ud på åbent land, øverst på bakken, med udsigt over vigen og Studstrupværket. En ravn flyver over markerne, et par enkelte kald undervejs. Jeg drejer ind i landet, når frem til asfalt, gennem en viadukt under motorvejen og tager hul på dagens sidste kilometer, den sidste halve times dagslys. Jeg runder et vejsving og Løgten ligger udbredt foran mig, det lille højhus hævet over den fladere bebyggelse. Lystavlen ved stationen for foden af bygningen viser et kvarter til næste togafgang.
Mario Vargas Llosa: Tiempos Recios, 198-232.
Jyske Vandreture 