Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Arden-Støvring, 34,6 km (348).
Søndag den 19. januar 2020.
Jeg står af toget i Arden, umiddelbart syd for Rold Skov, og tager hul på en vandredag under blå himmel og strålende vintersol, med en temperatur langt over frysepunktet, og en fornemmelse af marts og forår i luften.
Fra Arden går jeg mod sydvest, over let kuperet agerland. Meget af det er græs, og der hænger en fært af ensilage og kvæg omkring de spredte gårde. I nord kan jeg se Rold Skovs lange skovbryn. Ved den lille landsby Nysum krydser jeg Hærvejen (vandredag 228) – en af de nye udvidelser fra Viborg og nord på.
Der er næppe mere end én kilometer mellem Nysum og Ravnkilde, de to byer er forbundet med en lang række af gadelamper. Alligevel har en smal ådal klemt sig ned her, og der er et usynligt vandskel få hundrede meter mod syd. Herfra løber Simested Å mod syd, frem til udløbet i Hjarbæk Fjord. Lindenborg Å løber mod nord, frem mod Langerak, det snævre stræk af Limfjorden, mellem Ålborg og Kattegat.
Lindenborg Å er blot en bæk, som den løber under landevejen og arbejder sig mod nord. Jeg går op ad bakken mod Ravnkilde, hvor en hvid kirke rager op over den lavere bebyggelse. Med kampesten, hvidkalkede mure og tegltag tager bygningen sig smukt ud i vintersolen. En nyere tilføjelse, et forgyldt ur, hænger på den hvide tårn, lysende i solen. Kirkegården rummer også en høj, hvor der opstillet en runesten. Stenen blev fundet i 1859. Den gjorde tjeneste som dørtærskel, hvilket betyder, at runerne næsten er slidt væk. Ikke desto mindre har man tydet den indhuggede tekst som “Asser landbestyrer, Køges/Kugges søn, ristede disse runer efter dronning Asmod/Asbod.”
Fra Ravnkilde drejer jeg mod nord og nærmer mig hurtigt Rold Skov. Undervejs er der fine udsigter over ådalen og skovbrynet. Markerne op mod skoven er hegnet ind med mandshøjt hegn, fire elektriske tråde – hvilket plejer at være et usvigeligt tegn på en fin bestand af kronvildt.
Skovbrynet er markeret af ældre løvtræer med tykke stammer. Bag det smalle forhæng af løvtræer er skoven imidlertid domineret af grantræer. Der er dyb skygge på skovbunden, et bredt bånd af sollys over granernes højeste grene.
Rold Skov udgøres af et større kompleks af større og mindre skove og skovpartier, som har et væld af særskilte navne. Overordnet danner det de et trekløvermønster, hvor kun den centrale del er statsskov. Øst-, vest- og nordfløjen er privatskov, meget af det godsskov. Det er produktionsskov, hvor der ikke er gjort meget ud af at vedligeholde skovvejene, og der er ingen skiltning. Jeg går ad mudrede skovveje, slemt tilredt af traktordæk, med hochsitze overalt.
Jeg når landevejen mellem Års og Arden, og følger den mod øst. En lav jordvold fører vejen over Lindenborg Ådal. Mod syd er der uigennemtrængeligt krat over vandløbet, mod nord snor åen sig gennem et stort kær. Tidligere har jeg brugt en vandredag på den vestlige del af Rold Skov (vandredag 83), så jeg passerer et par velkendte stræk, inden jeg kommer længere ind på skovvejene øst for Lindenborg Å og går mod nord.
Her og der holder der et par biler på de små parkeringspladser, men det er mountainbikere og ikke vandrere, jeg møder ude i terrænet. På udsatte steder er skovvejene svært medtaget af deres dæk. De skovveje, jeg følger, holder sig midt på den lange skråning ned mod åen. På grund af kalk i undergrunden er der mange kildevæld, enkelte steder løber kilderne endda over vejen. Nåleskoven holder sig på de højere terræn; på det lavere terræn vest for vejen er der kær, krat og forkrøblede løvtræer, som skjuler åen for øjet. Indimellem er der små lysninger, ofte med en hochsitz i nærheden. På trods af at det er en varm dag for januar, er der rimfrost og glasklar is på pytterne.
En ravn skriger, forbløffende tæt på, og letter så fra en siddeplads, klods op ad stammen. Ellers er det mest skovskader jeg hører, en enkelt musvåge ved en lysning. Efter et par timer når jeg frem til Rold Storkro og dernæst udkanten af skoven, ved Gravlev Ådal og Rebild Bakker. Det smukke terræn og det fine vejr har lukket mange andre besøgende til.
Jeg følger en af de afmærkede stier ud på engene. Mod syd sender solen et blændende lys gennem dalen. I nord kan jeg se det blå glimt fra den reetablerede sø i Gravlev Ådal og de hvide kalkmure ved landsbyen kirke. Mod øst er der et langt kig ind i sidedalen ved Rebild Bakker og de store lyngflader her (vandredag 115).
Gennem denne dal kommer den hurtigt strømmende Kovads Bæk, der her løber ud i Lindenborg Å. Ved et vadested gør en lang række trædesten det muligt at krydse vandløbet og nå frem til stien langs østsiden af dalen. Skov, eng og lyngbakker mødes her. Snart lader jeg dog Rebild Bakker bag mig og går lavt på ådalens skråning mod nord. Undervejs passerer jeg Ravnkilde – denne gang kilden og ikke byen. Kilden har et stort tilgroet væld, og vandet strømmer over grusvejen og ned over engene. Trædesten på langs ad vejen gør det muligt at passere tørskoet.
En bred tunge af landbrugsjord rækker fra ådalen og op til Rebild. I skovene på begge sider er der “troldeskov”, forkrøblede løvtræer, beklædt med grønt mos. Stisystemet giver mulighed for at krydse over til den vestlige side af ådalen ad en træbro over Lindenborg Å, der er blevet tilført en betragtelig mængde vand, siden jeg så den begynde som bæk i Nysums enge.
På den vestlige side af ådalen er engene gennemtrukne af vand. Der er korte plankebroer, bundet sammen af mudrede stier, mærkede af mountainbikespor og frost. Jorden er ikke bundfrossen, i stedet er det en sprød, frossen skorpe oven på blød jord.
Efter et kort stræk kommer jeg væk fra engene og op i bøgeskoven ved Buderupholm, hvor en fastere jordvej fører videre mod nord. Til sidst passerer jeg den gamle hovedgårds bindingsværkslænger. Engang var der her et stort skovgods med flere tusinde hektarer, nu er der blot nogle få hektarer tilbage omkring hovedbygningen.
Ved skovbrynet får jeg igen asfalt under fødderne og giver mig i kast med dagens sidste kilometre frem mod Støvring. I et stort sving snor landevejen sig op på højere terræn. Undervejs passerer jeg Buderup Ødekirke. En ødekirke er en nedlagt eller ødelagt kirke, som stadig nyder beskyttelse selv om den ikke mere er i brug. Hvor jeg kommer forbi ødekirker ude på landet, er der oftest blot murbrokker, kirkegårdsgærde eller mindetavler tilbage. Buderup Ødekirke er imidlertid i perfekt stand. Middelalderkirken blev taget ud af brug efter at Støvring fik sin egen kirke. Siden er den undergået restaurering. Den lille kirkegård, derimod, henlægger som plæne, blot med nogle få gravsten tilbage, uden gravstedsmarkering.
Inde i Støvring passerer jeg den nye kirke, inden jeg drejer ned til banegården. Egentlig er jeg kommet for sent til toget, men heldigvis er toget også forsinket, og det ruller ind, lige som jeg kommer frem, så jeg kan stige direkte ind.
Don Delillo, Zero K, 39-110.
Jyske Vandreture 