Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Støvring-Gudumholm, 32,6 km (349).
Lørdag den 25. januar 2020.
Efter en uge er jeg tilbage i Støvring for at fortsætte min vandretur gennem Lindenborg Ådal. Vejret er langt fra sidste uges smukke vintersol (vandredag 348), men det er dog tørvejr, pænt over frysepunktet og med solstrejf, selv om dagen bliver tiltagende grå.
Støvring-station ligger i byens østlige udkant, og en sti giver adgang til det åbne land, umiddelbart på den anden side af skinnerne og læhegnet langs det. Lindenborg Ådal åbner sig i en lang dalside, det meste af den græsmark og eng, med spredt skov på den modsatte side af dalen. Grusveje fører ud til de få gårde, og der er etableret en sti, Vaseholm-stien, som via en træbro skaber forbindelse til de tilsvarende veje på den anden side af åen.
En smule kvæg og nogle få heste er de eneste husdyr på de grønne dalsider. En musvåge jager højt på himlen og af og til flyver små svaneflokke over himlen. Grusvejen svinger halvfems grader og fører som en hulvej ned til åen.
Jeg venter, mens et par mountainbikere krydser broen. Der er bræmmer af rør langs åen og et smukt udsyn i begge retninger gennem ådalen. På den grå og vindløse dag er vandoverfladen glat og sort. Umiddelbart på den anden side af åen ligger en kunstig jordhøj, resterne af et gammelt voldsted, stadig med resterne af en gammel voldgrav, som nu er blevet til en ring af rørsump, omkring den centrale borgbanke. Borgen, Egholm Slot, eksisterede kun nogle få årtier i trettenhundredtallet, inden den blev nedrevet.
Nordjylland er undergået betydelig landhævning siden istidens afslutning. I sin tid nåede en gren af Stenalderhavets Limfjord helt ind til Rebild Bakker, og formodentlig var der stadigt sejlbart ind til Egholm Slot, da det blev anlagt, så det lå strategisk godt.
Jeg følger små veje op på højderne sydøst for ådalen. Ved den lave eng flankeres en hestefold med en række af lange stolper, hvor på der er ophængt en mængde fuglekasser. Fra toppen af bakken er der en flot udsigt over mod Støvring. Forude ligger den lille by Gl. Skørring, for længst overgået af stationsbyen, der også bærer navnet Skørring.
Her har jeg været et par gange før, senest under en vandring ad Hærvejens forlængelse mod Frederikshavn (vandredag 229). Med al den grønne eng, og de grønne bakkesider, er det let at forestille sig, hvor meget kvæg der er blevet opdrættet her og har taget tur mod syd til Holstens marsk, markeder og slagtehuse.
Fra landsbyen går Hærvejen mod nord ad en lang grusvej, dernæst en trampesti. Plateauet er let bølgende dyrket land, som går over i eng, kær og rørskov, da jeg igen kommer ned i ådalen. På den anden side af åen rejser den gamle havskrænt sig brat.
Kolindsund, hvor jeg har haft et par vandredage den sidste måned (senest vandredag 347), var også en fjord i Stenalderhavets tid, men en lang smal indskæring, som de nuværende østjyske fjorde. Her, på den gamle havbund, der nu ligger op til 10-12 meter over den nuværende kystlinje, er der en tragtformet åbning ud mod Limfjorden. Et karakteristisk er landskabstræk er de gamle småøer, holme, der nu ligger tilbage som strandede hvaler, stadig med de høje havskrænter.
Jeg krydser Lindenborg Å ad en træbro og følger en trampesti for foden ad skrænten ud til en lille landevej. Turen går gennem en fårefold. Et sted har dyrene slidt grønsværen tynd og hvid, kalkholdig jord ses på skrænten. Længere fremme er der enebærkrat og lyngkoste.
Landevejen fører mod nordøst i et langt, let stigende sving, der byder på smukke udsigter over ådalen. Her er mindre skovstykker på den højere jord, men ellers er det åbent land, tilmed er der en smal strimmel overdrev med enebusk, som falder dramatisk ud mod åen, der slynger sig mod øst.
Ad landevejen når jeg frem til Volsted. Landsbyens huse ligger som en ellipse, ikke mere end et hus dybt, omkring et centralt stykke græsning, hvor der er en lille dam, som tilmed huser et svanepar. Der er stadig adskillige gårde blandt husene. Det er en såkaldt forte, en af de mest velbevarede i Danmark. En forte var et fælles græsningsareal, hvor landsbyens kvæg blev hentet ind for natten. Den dannede også ramme om landsbyfællesskabets mange aktiviteter. Langt de fleste af den slags steder er senere blevet bebyggede, men kan leve videre som stednavne eller gadenavne, ligesom det ses med ordet fælled, der betegnede en landsbys fælles græsningsarealer. Såkaldte fægyder førte kvæget fra landsbyen til fællesgræsningen, en af dem er bevaret nær Yding Skovhøj (se foto fra galleri).
Jeg går mod øst ad landevejen, forbi den lille kullede kirke i Volsteds udkant. Landevejen går halvvejs oppe på bakkesiden, med lejlighedsvise udsyn over ådalen. Det er stadigt tørvejr, men den grå himmel er blevet diset. I en lille skov syd for åen kan jeg lige akkurat skimte taget af Lindenborg Gods, et af landets største godser med mere end fire tusind hektarer, meget af det skov.
Efter at have krydset den travle landevej mod Ålborg fortsætter jeg i en stor bue mod nordøst, nu helt nede på dalbunden. Dalen vinder hastigt i bredde, især fordi den forenes med ådalen langs Skibsted Å. Blot et par kilometer fremme når jeg ind på velkendte veje, banestien mellem Hadsund og Ålborg (vandredag 306), hvor jeg var tidligt på foråret, sidste år.
Indtrykket af flad, gammel havbund og stejl havskrænt er tydelige end nogensinde. Højt på en bakkeside ligger Gudums kirke fra den tidlige middelalder. Længere fremme for foden af en høj skrænt ligger Gudumholm Kirke. Den er ikke meget mere end hundrede år gammel, så folk følte sig formodentlig trygge ved at bygge på lavere – og nu sikkert tørlagt – land.
Den lille landsby har hele tre busstoppesteder, og selv på en søndag er der en bus i timen til Ålborg. Sund økonomisk sans i det nordjyske gør at ruten i weekenden betjenes af en minibus, men der er stadig en overflod af ledige sæder.
Don DeLillo, Zero K, 110-251.
Jyske Vandreture 