Trustrup-Kolind (347).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Trustrup-Kolind, 36,2 km (347).
Søndag den 12. januar 2020.

Der er let støvregn i luften, da jeg står af letbanetoget i Trustrup. Som jeg går mod nord bliver det tørvejr, og små kortvarige blå sprækker dukker op i det grå. I sidste måned gik jeg fra Kolind til Trustrup, ad en rute der førte mig syd for Kolindsund (vandredag 344). I dag går jeg fra Trustrup til Kolind, men altså nord for den tørlagte sø. Oppe på plateauet er det dyrket land og fladt – for Djursland i det mindste – indtil jeg nærmer mig Kolindsund. De mange våde måneder har skabt store søer på markerne. En flok måger har slået sig ned ved sådan en; langt bag dem krydser tre rådyr det åbne land i små, urolige ryk.
Den udtørrede sø rækker en finger langt ind i Djursland (vandredag 127), og den er flankeret af høje skrænter, højest på nordsiden, hvor jeg kan den veldefinerede bakkekam et godt stykke tid før, jeg når frem til dalen. På sydsiden af skråningen ligger godset Fævejle med avlsbygninger i sort og hvidt bindingsværk og en fritliggende herskabsbolig, i et plan, med tre kviste.
Den 20 kilometer lange sø er for længst forsvundet, men et ekko lever videre i de mange stednavne, hvor der tit indgår ord som odde, pynt, næs, holm, sund eller ø. Fæ er et gammelt udtryk for kvæg (som i “folk og fæ”). Vejle er også et gammelt ord, som blandt andet betegner et lavt liggende stykke land eller havbund, som kan være blotlagt ved ebbe og bevokset med strandeng.
For foden af den gamle havskrænt krydser jeg den første af de tre lange kanaler, der løber på langs af ådalen og holder den drænet. I vest holder en stor flok larmende sangsvaner til, i nordøst bevæger et lille selskab af jægerne sig i retning af de biler, der holder parkerede langt nede ad en grusvej.
Ådalen er blot en god kilometer bred, så jeg passerer snart Nordkanalen og når frem til den lille by Fannerup. En lang, smal slugt fører Ørum Å ned til ådalen og leder en lille asfaltvej fra ådalen op på plateauet og landsbyen Ørum. De brede enge og kær snævres hurtigt ind til en bræmme af fugtigt land langs bækken. Undervejs passerer jeg et par gamle vandmøller. Flere steder vokser plantage ned ad skrænterne. Hvor slugten nærmer sig åbent land ligger et stutteri med små flokke heste på græs i foldene.
Jeg krydser landevejen mod Grenå, går gennem Ørum og videre mod Stenvad. Stenvad var i sin tid en stationsby på den nedlagte Gjerrildbane, hvor af en del tjener som banesti (vandredag 11). Fra Stenvad blev der også anlagt en smalsporet stikbane til brug for tørveudvindingen i området. Banen benyttes som veteranbane af Mosebrugscentret i Stenvad, et museum viet til tørvegravningens historie.
Byens kirke ligger i udkanten af byen. På den bare mark foran den har sangsvaner slået sig ned, selv om det ikke virker som om, der er megen føde at finde.
Fra Stenvad skal jeg mod sydvest, men først gør jeg lige en kort afstikker nord for byen. På det højeste sted her ligger Stenvaddyssen. Det er resterne af en langdysse fra bondestenalderen. Der er en smuk udsigt horisonten rundt. Den tonstunge overlægger, der stadig bæres oppe af støttesten gør et imponerende indtryk. I sin tid var denne stendysse lidt af en lokal seværdighed, fordi en tegning af den prydede den 50-krone-seddel, der var i omløb fra 1957-1975. Det gav den navnet 50-kroner-dyssen.
Den nuværende 50-krone-seddel har også et oldtidstema: Skarpsallingkarret. Ligesom stendyssen er den omkring 5000 år gammel. Originalen opbevares på Nationalmuseet, der er en kopi i Vesthimmerlandsmuseum, og på fundstedet, en plantage nær de Himmerlandske Heder er der opstillet en mindesten (vandredag 225).
Fra stendyssen begynder jeg på hjemturen. Den går ad små stier og jordveje vest om de små søer nord for Ramten. Det er et kuperet stræk, med skov på bakkesiderne og eng og kær på de små dalbunde. Fra højere punkter er der fine udsigter over søerne, men tættere på er de skjult bag en mur af uigennemtrængeligt krat, stående i en sump med sort, stillestående vand.
Ved Ramten krydser jeg endnu en gang Grenåvejen og går mod Nimtofte. Den ældste del af byen ligger lunt i ly nede i en slugt, men jeg skal straks oppe på det åbne land igen, for at tage hul på det sidste stræk frem mod Kolind. Der er mindre end en times dagslys tilbage. Heldigvis er der ikke meget på trafik på den lille landevej frem til Koed, og på de sidste kilometer er der en god cykelsti, adskilt fra den travle hovedvej.
Mine øjne har vænnet sig til skumringslyset. Så da jeg når frem til Kolind og gadelampernes skær bliver det brat mørkt. Og da letbanetoget nærmer sig ti minutter senere, er det med vinduerne som en bevægelig række af lysende firkanter i vintermørket.

Erika Fatland, Englebyen, 235-270.
Don Delillo, 1-38.

This slideshow requires JavaScript.

One thought on “Trustrup-Kolind (347).

  1. Pingback: Femmøller-Ebeltoft (346). – Jyske Vandreture

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s