Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Kappeln-Damp, 21,8 km (350).
Lørdag den 8. februar 2020.
Kappeln er en idyllisk havneby nær Sliens udmunding i Østersøen. Tidligere har jeg brugt den som udgangspunkt for vandringer langs den lange fjord, ved hvis bund Hedeby og Schleswig ligger (vandredag 250 og 288). Senest har jeg vandret de få kilometer langs den nordlige bred af Slien, ud til Østersøen og videre op til Flensborg Fjord (vandredag 313).
I dag tager jeg hul på den første af to vandreture, der skal føre mig syd om Slien, ud til Østersøen og videre mod syd til Eckernförde og dens fjord.
Weekenden lover særdeles blandet vejr, men dagen i dag holder stort set tørvejr, og de første timer er det flot solskin. Lige som i Danmark har man i Schleswig-Holsten haft en grøn vinter, med forårsagtige temperaturer, og uden blivende sne. På vej til Kappeln har jeg set store hvide svaneflokke på markerne, og ved campingpladserne holder lange, tætte rækker af store hvide campingvogne parkerede ud til den attråede havudsigt, men ellers er der ikke meget hvidt over landskabet.
Kappeln gør et tiltalende indtryk i vintersolen: Fjorden er blå, og turbåde ligger forankrede ved havnepromenaden. Byen råder over den ene af kun to broer over den 40 kilometer lange fjord. Herfra får man et fint blik ud over den fredede fiskegård, der står tilbage i Slien, med den lange v-takkede pælerækker. I sin tid var fjorden fuld af tilsvarende indretninger. Måger og skarver sidder på bundgarnspælene.
Efter at have krydset fjorden går jeg mod øst og kommer snart ud på landet, hvor der det ene sted dufter af brænderøg, det næste sted af ensilage og kvæg. De første kilometer går landevejen et pænt stykke fra fjorden, men snart markerer små svaneflokke i luften, at jeg igen nærmer mig kysten. En bred tunge af eng og rørsump skyder sig ind mellem det højere liggende lands veldrænede jorder med marker og skov. Mens jeg betragter en musvåge jage langs et skovbryn, lander en hejre på engen foran mig. I flugten har den været usynlig for mig, jeg opdager først fuglen, da den klapper vingerne sammen og lader sig dumpe ned på grønsværen.
En lille sidevej fører forbi godset Olpenitz, og dernæst, i anstændig afstand der fra, den lille landsby af samme navn, der sikkert oprindeligt har huset godsets landarbejdere. Små gåseflokke fouragerer på de grønne marker ud mod fjorden.
Egentlig er dette en temmelig tyndt befolket egn, men alligevel nærmer jeg mig et anderledes tæt bebygget stykke land: Ostseeresort Olpenitz, en stor ferieby, under stadig konstruktion. Kernen i den er et stort havnebassin. Store hvide feriehuse i forskellige stilarter ligger på rad og række, gadenavnene har maritime navne, der er rejst store salgsskilte og små kontorbarakker, hvor sælgerne holder til. Jeg slår ind på vejen ud ad den nordlige havnearm. Der er stort set ingen lystsejlere i marinaen, til gengæld er der lange rækker af ens husbådspramme ankret op. De seneste er stadig ved at blive færdiggjort. Der arbejdes selv på en lørdag, der lyder slaviske stemmer, og håndværkernes biler har polske nummerplader. Salgsplakaterne taler om “dit svømmende hjem”.
Nord for vejen ligger så Slien og Schleimünde, Sliens udmunding, hvor en stor lagune gennem en spinkel åbning forbindes med Østersøen. Fra syd mødes en lille, flad landtange med en stor landtange, tilsvarende flad. De er ubebyggede, fordi det er et naturreservat, med adgangsforbud. Her syd for Slien er overgangen fra feriehusbebyggelse til naturreservat knivskarp.
Fra en position blot en smule over havniveau er det næsten umuligt med det blotte øje at skelne passagen mellem fjord og hav, de to flade tanger synes at gå over i hinanden. Jeg ved imidlertid, at det grønne og hvide fyrtårn derude står på nordsiden, ligeledes den gamle fyrmesterbolig. Det er den eneste del af naturreservatet, som der er lovlig adgang til, men det kræver, at man tager en af turbådene fra Schleswig eller Kappeln.
Mågerne flyver omkring fyret, på fjorden ligger små flokke af sangsvaner med gule næb. På den anden side af lagunen kan jeg se Maasholm, en gammel fiskerlandsby, der har genopfundet sig selv som turistmål.
Jeg går tilbage ad den nordlige havnearm. Østersøkysten er få hundrede meter borte, men massiv udbygning med ferieboliger har medført store indhegninger af byggepladser, spærrede og mudrede veje, så det tager lidt tid at finde der ud.
Der er en lang sandstrand mod syd, og en glimrende cykel- og gangsti få meter fra kysten. Et kort stykke vej længere mod syd bliver den til en decideret kystpromenade, og der dukker skilte op, som kræver at man betaler kurafgift for at opholde sig på stranden (i sommermånederne), sådan som det er sædvane ved Tysklands statsanerkendte kursteder.
Det lille kursted her hedder Schönhagen, og der er forskellige feriemuligheder i tilknytning til det, skiltning for bondegårdsferie. Kiosk o.l. er lukket for vinteren, men der er stadig en lille strøm af spadserende, en del med gangstokke.
Hidtil er stranden gået direkte over i lave enge. Syd for Schönhagen begynder et langt stræk med grusstrand og høje, stejle skrænter. Jeg vælger at følge stien langs kanten af skrænten, som over lange stræk er næsten lodret og præget af rå jord, snarere end vegetation. Det dyrkede land går helt ud til kanten af skrænten, og vandrestien løber på det yderste af marken.
Hvor skrænten langsomt begynder at tage af, får jeg et vidt udblik mod syd, over havet og de store enge med en strandsø, der kan være en afsnøret lagune. Umiddelbart derfor ligger Damp – Ostseebad Damp. Damp er et langt større kursted end Schönhagen, og dertil et betydeligt feriested. Det er tydeligvis af en ældre generation end Olpenitz, med dets mange nye individuelle feriehuse. Kernen i Damp er et hotelhøjhus og en stor klinik. I det flade land i syd rager hotellet op som et kunstigt fuglefjeld.
Jeg tager hul på dagens sidste kilometre. Som jeg kommer ned fra skrænten og ud på den flade land, når jeg frem til endnu en velholdt og bred grussti, velegnet for rekonvalescenter. Hvor et hegn krydser stien er der endog en mekanisk anordning, som gør det muligt for en person i kørestol at åbne leddet.
En del af sandstranden er afspærret af hensyn til ynglende søfugle. Fuglene er også glade for søen og de oversvømmede enge omkring den. En flittig tårnfalk afsøger terrænet, mens gæs ænder og svaner holder til ved søbredden. En lille flok små krikænder hviler på oversvømmet eng, mens en halv snes kreaturer græsser uforstyrret.
I søen, blot få meter fra bredden, er der en serie små platforme, som informationsmateriale forklarer er kunstige øer til brug for rugende terner. Terner er ikke kræsne med at benytte menneskelige konstruktioner til redepladser. På den vestlige side af Schleswig, ved Eidersperrwerk, den store dæmning der beskytter mod stormflod fra Vadehavet, har en stor ternekoloni etableret sig direkte på dæmningen, håndsbredder fra de mange besøgende (vandredag 259). I dag er det dog kun skarver, der har glæde af platformene her.
Jeg når frem til Damp, og møder stadig flere mennesker på grusstien og stranden. På sandstranden sætter børn og forældre drage op. Et par store gåsetræk passerer. Den lille marina er næsten tom. Der er vedligeholdelse i gang på hotellet, og i det omkringliggende butikstorv er de fleste restauranter og caféer lukkede. Der er trods alt en del mennesker i byen, og et hyggeligt konditori holder åbent, så jeg køber varm kaffe og sætter mig til rette. Der er halvanden time til den næste bus til Eckernförde.
Don DeLillo: Zero K, 252-274.
Fernando Aramburu: Fuegos con limón, 1-74.
Jyske Vandreture 