Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Damp-Eckernförde, 26,5 km (351).
Søndag den 9. februar 2020.
Sabine er det navn, som tyskerne har givet den storm, der er på vej. Den rammer det nordvestlige Tyskland og trækker så syd over. Af og til vil den nå orkanstyrke, og der er varslet aflysning af alle tyske fjerntog, skolelukninger osv. Det hele begynder først på aftenen, søndag, så jeg har stadigt rigelig tid til min anden vandretur langs Schwansen-halvøen, selvom det bliver i hård blæst og regn.
Schwansen er halvøen mellem Slien i nord og Eckernförder Bucht i syd. I går gik jeg fra Kappeln til Damp ved Østersøen (vandredag 350). I dag gælder det så det sidste stykke frem til Eckernförde.
Jeg står af ved det sidste stoppested, ved byens centrale højhus, hotellet, og går over butikstorvet til den tomme marina og ud til sandstranden. Blæsten er allerede hård, der er regn i luften, men alligevel en del spadserende, og nogle få halvstore børn der sætter drager op.
Som jeg går mod syd forvandles sandstranden til grusstrand. Sandfodring af strande er en udbredt praksis ved mange bade- og turiststeder i Tyskland, både i Østersøen og ved Vesterhavet, og det mønster, jeg så på gårsdagens vandring, var da også, at sandstrandenes forekomst hang utroligt godt sammen med tilstedeværelsen af turisme og kursteder: Så måske er grusstrand den mere oprindelige tilstand her.
Jeg holder mig imidlertid mest til den udmærkede grussti, der går et par meter fra, hvor den faste grønsvær begynder. Snart når jeg dog den første strækning med høje skrænter, og nu fortsætter jeg ad en leret trampesti oven for klinten. Dagens vandring går i en bue mod sydvest, hvor den hårde blæst kommer fra. Hyppigt bringer vinden også en hård og stikkende regn med sig, så jeg i perioder må gå med hovedet foroverbøjet for at beskytte øjnene. Ærmer og hætte er strammet til for ikke at slippe vinden ind.
På samme måde som i går er der dyrket land helt ud til randen af skrænten, og derfor vid udsigt over hav og land. Jeg er endnu ikke begyndt at runde fremspringet og dreje ind i Eckernförder Bucht, men jeg kan tydeligt se det skovklædte land syd for fjorden. Det er endnu en halvø, mellem Eckernförder Bucht og Kieler Fjorden. Halvøen bærer navnet Dänischer Wohld, “Danskerskoven”, et rigtigt grænselandsnavn med dybe historiske rødder. Her gik grænsen mellem de to hertugdømmer, det danskprægede Slesvig og det rent tyske Holsten.
Ved den næste sektion med høje skrænter går jeg ad grusstranden. Skrænterne er næsten lodrette, med gulbrunt sand. De er for stejle til at bære dækkende vegetation, til gengæld er der her og der huller fra digesvaler.
Mens skrænterne langsomt taber i højde, svinger kysten mod vest, og blæsten bliver endnu hårdere. Et godt stykke inde i fjorden kan jeg se sejlene fra et par kite-surfere. På et langt, fladere stræk, hvor stranden går over i eng, får jeg mulighed for at vandre ad en jordsti i en snes meters afstand fra vandkanten, og selv den lille forskel gør en følelig forskel i vindstyrkens intensitet. Af og til er der endog korte stræk med skærmende buske. Der er ikke mange husdyr i foldene, til gengæld rigeligt med gæs.
Der er også rigeligt med campingpladser, stort set mennesketomme. I forlængelse af en af dem kommer jeg til et højt hegn. et militærområde. Pæle angiver en smal passagemulighed langs stranden. Flere steder står de imidlertid i knædybt vand, så i stedet gør jeg en omvej ind i landet, hvor grønne enge ligger i læ mellem skov og bakker. Efterfølgende passerer jeg et større sommerhusområde. Kite-surferne gør sig akkurat færdige, mens jeg vandrer forbi, de går på land og kæmper for at få pakket de kulørte skærme sammen i blæsten. I vest kan jeg se Eckernfördes huse.
For sidste gang går jeg langs en høj skrænt. Markerne afløses af en lille nåleskov med høje gamle træer. Et kort stykke tid er jeg i fuldstændigt i læ for vinden. Vinden pisker trækronernes kviste og grene sammen og fremmaner lyden af en voldsomt strømmende bjergbæk.
Umiddelbart før jeg når Eckernförde, må jeg gøre endnu en omvej, langt større, på grund af militært terræn. Den tyske flåde har en stor base her, med omfattende uddannelsesfaciliteter, sportsanlæg, boligblokke, det hele behørigt hegnet, og skiltning med oplysning om autoriseret våbenbrug over for ulovlig indtrængning. Så meget ulejlighed vil man jo heller ikke forvolde, så i stedet tager jeg en lang omvej, før jeg omsider når frem til havnepromenaden ved Eckernfördes hyggelige inderhavn, hjemsted for lystbåde og nogle få fiskekuttere.
En fodgængerbro med våde, glatte planker fører over havnebassinet. Et hvinand har fundet tilflugt i smult vande, mens bølger slår imod kystpromenadens kystbefæstning uden for havnen. Den har en kæk fjerdragt i sort og hvidt, og det lysende gule øje, der på engelsk har givet arten navnet golden-eye.
Eckernförde er en stor kurby og feriested. Jeg var her en flot efterårsdag for halvandet år siden (vandredag 289), og selv så sent på sæsonen var det en fornøjelse at gå langs byens strand, hvor tyskernes karakteristiske store kurvestole stadig stod fremme.
I dag, gennemvåd, og med en vind der nærmer sig stormstyrke, foretrækker jeg at gå gennem byens gader, beskyttede mod vinden, og frem til mit hotel og et varmt bad.
Fernando Aramburu: Fuegos com limón, 75-204.
Jyske Vandreture 