Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
True-Århus, 35,4 km (353).
Søndag den 1. marts 2020.
True ligger ved den yderste grænse af Århus’ forstæder mod vest. På trods af det gør busstoppestedet et øde indtryk, Skjoldhøjparkens mange parcelhuse ligger tilbagetrukket bag høje læhegn, der skærmer dem af omverdenen. I vest fører en asfaltsti over til den gamle landsby True, med bindingsværkshuse i bybilledet, og plakater der inviterer til fastelavn i forrige weekend.
Vest for True ligger statsskoven, der bærer landsbyens navn. Dens skovpartier danner en stor halvbue, gennemskåret af motorvejen og afgrænset af Den Jyske Længdebane, der her svinger i en stor halvcirkel ind i landet. I cirklens midte ligger en svæveflyvebane, og ellers er der en rest agerland.
Jeg har været her før, vandret skoven igennem fra nord til syd (vandredag 220) og fra vest mod øst, videre gennem Skjoldhøjkilen og ind til centrum af Århus (vandredag 176).
Denne gang kommer jeg fra øst, ad den lille landevej, og dernæst ad små skovveje. True Skov er en ganske ung skov, en del af nyplantede skove som kommunen og Naturstyrelsen har rejst omkring Århus de sidste årtier. Oprindeligt mest af rekreative hensyn, men i de senere år også for at beskytte grundvandsressourcer. Eftersom målet ikke er produktionsskov har man holdt igen med nåletræer og i stedet plantet løvtræer, især bøg. Selvsåning er stadigt mere populært til skovrejsning, men skoven her (plantet fra 1994 og frem) er en klassisk nykultur, hvor de unge bøgestammer står på snorlige rækker. Eftersom træerne alle er af samme alder og højde, og der ikke er tyndet meget ud i dem, fremstår skoven med et vist præg af figurklippet bøgehæk.
Jeg starter min vandredag på højere terræn. Det centrale Århus ligger på fladt og lavt land, ved åens udmunding i Århus Bugten, omgivet af højere terræn mod nord, syd og vest. Kun ådalen, med Brabrand Sø og Årslev Engsø skærer sig ned i terrænet og ind mod bymidten. True ligger i 70 meters højde over havets niveau. Eftersom det er fladt plateau, er skoven alligevel mærket af den meget vinterregn, og snart må jeg på en lang afstikker ind gennem underskoven for at komme uden om en bæk, der er svulmet op til en stor dam på tværs af skovvejen.
Der er stadig let regn i luften. Himlen er grå; hvor jeg kommer ud i åbent terræn kan jeg i horisonten se striber af lysere himmel. En viadukt fører under motorvejen, og jeg kommer ud i en cirkelskive af skov mellem motorvej og jernbane, hvor jeg går en rundtur. Det er et ganske øde sted; der er ikke en gang dækaftryk fra mountainbikere. I stedet er der sparsomme spor af hestesko, nok til at skabe mudrede stræk af skovvejen. Der er et højdefald på en snes meter ind mod landet, og på det lavest liggende terræn har det medført at grusvejens slidspor er forvandlet til to rivende bække, der til sidst har slidt sig vej gennem rabatten og plasker ned over skråningen.
En spinkel jernbanebro gør det muligt at krydse skinnerne og komme ud på det åbne landbrugsland i vest. Mod syd ligger den lille landsby Lyngby, domineret af en lille middelalderkirke i granit. Landsbyen hørte i sin tid under godset Lyngbygård, og før reformationen hørte de begge under det forsvundne Ringkloster ved Skanderborg Sø (vandredag 294). En god del af godsets jord er nu omdannet til golfbaner, to store pavilloner med panoramaruder sørger for komfort for spillerne. I dag ligger den velplejede grønsvær dog mennesketom hen.
Godsets hovedbygning med røde sten, tegltag og sort stokværk ligger med et stor gårdsplads foran sig og et kompleks af avlsbygninger. Bag godset breder skoven sig. Det er stejl skræntskov, langs den smalle ådal som Lyngbygård Å har skåret ned i terrænet. Landevejen har brug for et stort sving for at komme sikkert derned. På dalbunden ligger Labing Vandmølle, stadigt med et opstemmet mølledam.
Lyngbygård Å er den næststørste bidragyder til vandmasserne i Århus Å-systemet. Den har sit udløb nær Silkeborg (vandredag 237) og munder ud i Årslev Engsø (vandredag 238). Den er langt fra blandt landets største åer, men i dag, opsvulmet af regn, fremstår den som en brusende fos, som den løber under broen.
Fra møllen følger jeg landevejen op ad den smalle ådal, over åbent land til Harlev, syd for motorvejen mod Herning. Herfra hælder en lang bakkeside over et par kilometer ned mod Århus Å. En bevaret kirkesti fører ned til Gl. Harlev, hvis kirke kan ses på lang afstand, kalkede hvide mure mod rødt tegltag og tårnets røde mursten. Et par flotte bindingsværksgårde ligger op mod kirken, en af dem er præstegården.
Øst for kirken fører en trampesti over marker og enge ned til Århus Å. Solen bryder igennem for et kort øjeblik, men snart begynder regnen igen. Vandet står højt op på engene. Jeg skifter til mine medbragte gummistøvler og kommer tørskoet frem til træbroen over åen. Åen har sit udspring ved Solbjerg Sø (vandredag 188) og leverer den største vandføring til ådalens søer. Efter jeg når frem til asfalt, beholder jeg støvlerne på, for jeg skal snart gå ad vandrestien syd for Årslev Engsø og Brabrand Sø, hvor der er massive oversvømmelser.
Årslev Engsø er flydt over landevejen vest for søen og gået i ét med den mindre sø på engen der. Vejen er spærret af med gule cementblokke, rød og hvide hegn, skilte og advarselslamper. Et par biler holder parkeret, og en håndfuld mennesker spadserer ud for at se nærmere på oversvømmelserne.
Jeg slår ind på grusstien i kanten af engene. Stien runder den gamle stationsby Ormslev, hvor vandet når helt op til kanten af landsbyen. Få hundrede meter længere fremme begynder oversvømmelserne med korte mellemrum at dække lange stræk af stien, og mine gummestøvler kommer til deres ret. På den frie del af stien ligger tætte måtter af død vegetation fra rørskoven, som viser, at oversvømmelserne har stået endnu højere. Blishøns, gråænder og troldænder svømmer på de oversvømmede enge tæt på stien. Ude på søen ser jeg svaner, og en lille flok skarver tørrer vinger i de små træer på en af engsøens øer.
Stien svinger op gennem skoven ved Constantinsborg og fortsætter som banesti ad en stump af den gamle Hammelbane. Efter et par kilometer står jeg ved Søskovvej, som går fra nord til syd mellem Årslev Engsø og Brabrand Sø. Den er afspærret på tilsvarende vis som vest for Engsøen, og også her har oversvømmelserne bragt nysgerrige frem til oversvømmelserne.
Der er ti kilometer asfaltsti rundt om Brabrand Sø, og her sydvest for søen ligger den hævet over søens niveau, selv om vandmasserne har indtaget en stor del af engene. Små flokke af gæs fouragerer på begge sider af stien. På den modsatte side af søen kan jeg se den hvide kirke i Brabrand og de høje beboelsesblokke. Regnen er stilnet af, og et spinkelt sollys falder over landskabet og fremkalder en regnbue over kirken. Gråænder og blishøns kæmper om lydbilledet. Mellem gråænder ligger der pibeænder i små grupper, tre-fire stykker sammen. Andrikkerne er let genkendelige på det rødbrune hoved med den gule blis.
Som jeg går mod øst, taber stien langsomt højde; på de flade enge omkring Døde Å ved den sydøstlige del af søen er der massive oversvømmelser. Normalt er der femhundrede meter ud til søbredden, men i dag er stien oversvømmet over et langt stræk. I første omgang kan jeg dernæst gå tørskoet frem til broen over udløbet fra Brabrand Sø. Vandet står imidlertid højt på det lave terræn nord for broen, og jeg skal kun tage et par skridt ud i vandet for at blive klar over, at mine gummistøvler langt fra er højskaftede nok til den udfordring.
Det kommer ikke helt bag på mig. I stedet går jeg videre mod øst ad en mudret sti mellem åen og kolonihaverne, ind til jeg når frem til Eskelund, øst for ringvejen og syd for åen. Eskelund er et noget vildtvoksende grønt område nær en genbrugsstationen. På det højere liggende land er der krat og småskov, nær åen er der sump og rørskov. Der er langsigtede planer om udvikling til rekreative områder, men lige nu er det forholdsvist øde, præget af mudrede jordveje, bortset fra den asfalterede cykelsti, der skærer igennem arealet.
Som jeg følger cykelstien ind i området, sniger et rådyr sig over det smalle asfaltbånd. Der er mindre end tre kilometer til Rådhuspladsen i Århus, samme afstand som Riis Skov, hvor det vækker opsigt, når et rådyr finder frem til skoven, ved at følge jernbanen ind fra oplandet.
Jeg runder genbrugsstationen og møder de forventede massive oversvømmelser nær De Tre Broer, hvor Brabrandstien går under tre jernbanebroer. Lange rækker af lygtepæle står i vand til knæene og angiver, hvor stien går, skjult under et tæppe af vand. I stedet skifter jeg tilbage til vandrestøvler og går en lang omvej gennem Langenæs-kvarteret og over Ringgadebroen for at nå frem til Brabrandstien for det sidste korte stykke af dagens rute.
Strækningen fra Ringgaden til den gamle Hammelbanestation og Thorvaldsensgade er det sidste stykke, før åen bliver lagt i betonkiste. Brinkerne er imidlertid høje, så selv om vandstanden er høj, er der ingen oversvømmelse. Åen er kantet af en spinkel række træer, nogle af dem allerede med hvide blomster. Som så mange steder i Århus er bynære industriområder ved at blive aflyst af boliger. På den østlige bred står klynger af beboelsesejendomme i ti-etagers størrelse. På den vestlige bred er de nye bygninger knapt så høje, bortset fra et enkelt højhus med tyve etager på Ceres gamle grund. Nærmest bykernen er et par af bryggeriets gamle administrationsbygninger bevaret, lige som en del af den gamle have, inklusive et kønt lille tehus, indgår i en strimmel offentlig park.
Jeg følger åen forbi Mølleparken, med det smukke blik på ARoS, og drejer så af til Øgadekvarteret og dagens endemål.
Jyske Vandreture 