True-Skanderborg (353).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

True-Skanderborg, 29,1 km (353).
Søndag den 8. marts 2020.

Dagen begynder uden regn, men grå, overskyet og med regndis i luften. Jeg begynder min vandretur samme sted som i sidste uge, ved den lille landsby True, vest for Århus. Fra landevejen mod sydvest kaster jeg et sidste blik mod øst, hvor forstædernes blokke rejser sig over træerne, og Hasle Bakkers kunstige toppe rækker endnu højere op (vandretur 176). En flok råger fouragerer på den nærmeste mark.
Efter få hundrede meter kommer jeg ind i den sydlige fløj af True skov. Ved en stor parkeringsplads holder et par biler med hestetrailere. To ryttere er allerede sadlet op, og to andre heste bliver trukket frem. En midaldrende kvinde taler hårdt til en brun hest, der ikke vil som hende. Jeg gør en omvej mod vest, ad grusstierne ind i skoven. Dette hjørne af den unge skov er præget af infrastruktur: motorveje, Den Jyske Længdebane og linjer af tungt lastede højspændingsmaster. Stierne er mærkede af hestesko og hestepærer, men ellers ikke meget brugte sammenlignet med de meget besøgte skove ude ved kysten.
En rødmalet pæl viser af til Vinterens Hjerte, et kunstværk af Jørn Rønnau, indviet i år 2000. Centrum i værket er en granitstele, på hvis polerede top der er indgraverede to kurvede linjer, der i stadigt større kredse danner gentagne hjerter. Hjertelinjerne “fortsætter” usynligt ud over resten af planeten, hvor enkeltpersoner eller foreninger kan deltage ved at markere stræk af de tænkte linjer. I Århus Kommune er der f.eks. plantet linjer af takstræer flere steder.
True Skov er overvejende løvskov, mange steder mere krat end skov, med små lysninger og søer. De sidste måneders regn har skabt sump og damme mange steder. Efter at være nået tilbage til landevejen fortsætter jeg mod syd, kommer ud af skoven og krydser jernbanen.
Over fem kilometer skråner terrænet ned mod Årslev Engsø og ådalen langs Århus Å. Den første kilometer går gennem Logistikparken med fragtmandsfirmaer og Salling Groups store lagercentral. Syd for motorvejen kommer jeg ud på en strimmel agerland og drejer mod vest. Gennem bladløse trækroner kan jeg se ådalen dernede. Kort efter krydser jeg Lyngbygård Å, få hundrede meter før dens udløb i Engsøen (vandredag 238), stadig fuld af vand, men på dette sted er dens leje alt for dybt til, at den breder sig ud over markerne.
Landevejen svinger mod sydvest, og jeg får frit udblik over ådalen. Når jeg kommer her, går jeg normalt ad stien på det gamle dige (vandredag 80), men i dag følger jeg landevejen, der løber en smule højere i terrænet. Den sydlige kant af ådalen rejser sig stejlt, meget af den er skov, og ellers græsning. Engene er knapt så oversvømmede som i sidste uge. Med det blotte øje kan jeg se svaner på det lave vand nær bredden. En stor mark mellem vej og dige er frisk harvet, lugten af jord hænger i luften, og krager spankulerer rundt i den løse jord.
I sidste uge, da jeg gik langs sydsiden af ådalen, var asfaltvejen vest for Årslev Engsø oversvømmet og afspærret (vandredag 352). I dag er vandstanden vel sunket en halv meter, og vejen er frilagt – men stadig afspærret. Jeg går gennem Skibby og videre mod Gl. Harlev, to små landsbyer præget af bindingsværksejendomme. På dalbundens marker græsser en håndfuld gulnæbbede svaner, en snes gæs og nogle få gravænder. Århus Å slynger sig gennem dalen, for det meste skjult for øjet, men en enkelt slyngning finder vej ud af krattet, før den forsvinder igen.
Jeg genfinder åen ved Harlev Mølle, syd for Gl. Harlev, og kommer ind på et stræk af vandreruten mellem Århus-Skanderborg-Ry, som jeg vil følge gennem Jeksen-fredningen. Få hundrede meter fremme fører en trampesti over en mark og frem til fodstien langs Århus Å. Åen er kantet af smal skov, med stejl skrænt på sydsiden. Store sten ligger i åløbet og på bredden, væltede træer skaber opstemninger tværs over åen, og det hurtigt strømmende vand piskes hvidt og får et vældigt brus.
Selv under de bedste omstændigheder er stierne mudrede og mange steder er der plankebroer over korte og længere stræk. Vinterens regn har forvandlet de mest udsatte steder til det rene søle, og jeg er glad for at kunne skifte til mine medbragte gummistøvler. Ved Fusvad skærer en smal landevej gennem skoven. Her mødes Jeksen bæk med Århus Å, der kommer nede fra Solbjerg Sø (vandredag 188).
Jeg fortsætter ad vandreruten mod Skanderborg, der brat stiger 40 højdemetre, til toppen ad skrænten langs Jeksen Bæk. De stejle skrænter langs de to vandløb betyder, at de har fået lov at stå som skov, meget af det løvskov, med nogle få lysninger, indhegnede til afgræsning, men endnu uden dyr. Stien går på bakkesiden og falder langsom ned mod dalbunden, så da jeg drejer af til Jeksen, må jeg endnu engang bestige en stejl bakke.
Herfra går jeg over åbent agerland mod landsbyen Mesing, i støt regn der holder ved resten af dagen. Ordet “hede” indgår i mange af stednavne, men andre spor har fortidens landskab ikke efterladt. Med en enkelt undtagelse, foran kirken i Mesing står en stor stenblok med en inskription, som fortæller, hvordan i 1934 “Stenen slæbtes fra den tuede mose og sattes her”. Kirken selv består af et lille kampestenshus, kor og skib, med et hvidkalket våbenhus der virker næsten lige så stor som skibet, og dertil et udhulet styltetårn, som man især ser det på Djursland, men også enkelte andre steder (vandredag 311).
Jeg har været i Mesing én gang før (vandredag 86). Dengang tog jeg en rundtur i Illerup Ådal, syd for landsbyen, det berømte fundsted for store mængder ofrede våben i sidste del af jernalderen. Fund der kan ses på Moesgård Museum. I dag følger jeg dog blot landevejen vest om den centrale del af ådalen, krydser motorvejen og jernbanen på plateauet syd for, og når således frem til Skanderborg og den korte togtur tilbage til Århus.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s