Kongerslev-Ålborg (306).

Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Kongerslev-Ålborg, 37,5 km (306).
Onsdag den 27. marts 2019.

En fuldt dusin rådyr løber over en stor mark med grønne vinterafgrøder. Bussen fra Ålborg har fulgt landevejen langs Limfjorden, indtil den runder Storvorde og kører mod Kongerslev. Nu om dage er her græsmark og ager på drænede enge og tørlagte søer, men landskabet er gammel havbund, og det er fladt som et billardbord. De store markstykker og få læhegn gør, at de små hjorte kan ses på lang afstand.
Kongerslev ligger i læ i en hulning i bakkerne. Min sidste vandretur ad banestien på den nedlagte jernbane mellem Hadsund og Ålborg endte her (vandredag 305). I dag begynder jeg min vandredag ved at gå ad landevejen mod vest, op på plateauet, hvor blæsten er anderledes kraftig. Det er en dag med en hel del sol og mange drivende skyer. Himlen er høj og udsigten er vid her på egnen. Kongerslevs lille kirke ligger klemt op mod en skovklædt skråning, men mange af egnens små hvidkalkede landsbykirker ligger på bakketoppene kan ses på lang afstand.
Umiddelbart forude, på kanten til ådalen omkring Lindenborg Å, ligger den lille kullede Komdrup Kirke, opført i granitkvadre. Kirken er omgivet af et stendige, og næsten blottet for buske og træer, bortset fra et stort, vedbendklædt løvtræ, der rejser sig langt højere end det lille stenhus.
Jeg følger en lille landevej ind i Lindenborg Ådal, indtil jeg genfinder banestien mod nord. Der ligger et par sheltere ved stiens begyndelse, på en parkeringsplads holder en bil, snart efter møder jeg da også en hundelufter med hund.
Banestien løber mod nord ad en høj jordvold, som krydser ådalen. Nær bakkesiderne er der dyrket land, isprængt en smule skov, såvel som lidt krat langs banedæmningen. Snart tager engene over, og dernæst sump og rørskov omkring åen. Åen er ikke rettet ud på dette stræk og slynger sig smukt gennem landskabet.
Lindenborg Å har sit udspring syd for Rold Skov (vandredag 83), løber gennem skoven, gennem Gravlev Ådal (vandredag 82) og videre mod nordøst (vandredag 103), frem mod udløbet i Limfjorden øst for Ålborg. De få gårde ligger ikke ude på engene, men derimod i de små landsbyer ved kanten af ådalen.
I Vaarst følger banestien foden af en høj skrænt mod vest. Det er ikke en egentlig dalside, derimod gammel havskrænt. Øst herfor er der fladt land, gammel havbund, ud til Kattegats nuværende kystlinje. En god del af området indgår i Lille Vildmose.
Jeg nærmer mig Gudumholm, hvis hvide kirke kan ses på lang afstand. Der er et stort spektakel fra toppen af de høje træer ved det gamle stationsterræn: En oprømt rågekoloni er i gang med at flytte ind i rederne.
Langs den gamle bane ligger de tre forhenværende stationsbyer Gudumholm, Sejlflod og Storvorde som perler på en snor. De er næsten sammenvoksede, og banestien er brudt op i kortere fragmenter, afbrudt af gader og veje. Nord for Storvorde kommer jeg ud på det sidste lange stræk af banestien. Jeg er tæt på Limfjorden, selv om dens vand næsten er skjult for mig, blot en blå flænge gennem engene. Et fragtskib er på vej gennem det smalle stræk af Limfjorden, længere mod nord kan jeg se endnu en landsbykirke, denne gang nordenfjords.
I horisonten i vest kan jeg se industrianlæggene ved Ålborg. I det flade land ud mod fjorden ligger den lille herregård Klarupgård. Banestien svinger ind i landet, gennem forstadslandsbyen Klarup, og ind i ådalen omkring Romdrup Å. Ådalen er smallere og med klart definerede bakkekamme, skovklædt i vest og græsklædt i øst. Himlen er blevet tiltagende mørk. Romdrup Ådal går langt ind i landet og mødes med Lindenborg Ådal ved Vaarst. Jeg krydser blot ådalen på den smalle led og når frem til Gistrup, hvor jeg følger banestien gennem byen og videre ind i en sidegren til hoveddalen.
Vest for byen hører banestiens asfalt hører og afløses af grusvej langs engene. Et jernbanespor, en stikbane til industriområdet ude ved fjorden, kommer ind fra kysten og løber parallelt med grusvejen. Ålborgs nærhed er følelig: På de halvanden kilometer grusvej her vest for Gistrup møder jeg flere trafikanter, end jeg har mødt på banestiens mange kilometer asfalt tidligere på dagen. Her er løbere, hundeluftere, cyklister og en enkelt rytter.
Stikbanen fra fjorden løber videre mod vest for tilslutning til den jyske længdebane. Banestien, derimod, er ved vejs ende. I stedet slår jeg ind på en kort grusvej, mod nord, tværs over den smalle ådal. Umiddelbart mod nord ligger Ålborgforstaden Gug, bygget på et højdedrag, der rejser sig 60 meter over engene. En travl, nybygget omfartsvej løber for foden af højdedraget, men heldigvis er den gamle landevej få meter borte anderledes fredelig. Den ligger også lidt højere i terrænet flankerer forstaden, og byder på glimrende udsigter over ådalen.
Snart når jeg dog frem til det egentlige gadenet, svinger mod nord, går under motorvejsbroen og følger en travl indfaldsvej ind til centrum af Ålborg. Efter parcelhuse og industriområder kommer bykernens etageejendomme, gamle og nye, og inden længe er jeg fremme ved banegården.

Joseph Conrad: Lord Jim, 189-261.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s