Syd om Mariager Fjord (235)

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Syd om Mariager Fjord 33,2 km (235)
Onsdag den 29. november 2017.

I sidste uge gjaldt det nordsiden af Mariager Fjord, i dag er jeg vendt tilbage for at gå langs sydsiden af fjorden. Denne dag er vejret markant bedre, koldt og tørt. Et låg af skyer kantes af gyldent lys mod nord.
I det første havnebassin ligger den lille hjuldamper, der i sommerhalvåret bruges til tursejlads på fjorden. Dette er industrihavnen, så der er ingen lystbåde, bortset fra et enkelt træskib. Lystbådene kan jeg se ligge på den anden side af vandet, og lidt længere mod øst begynder Hegedals grønne bakker, som jeg gik for foden af i sidste uge (vandredag 234).
Øst for industrihavnen markerer et par anhængere stablet med kanoer i spraglede farver overgang til fritidsliv. Her begynder Hobro Østerskov, hvor en skovvej løber nær vandkanten. I det rolige vand nærmest bræmmen af rørskov ligger der store flokke af blishøns, længere ude holder troldænder til i mindre flokke. Ovre på den fjerne side af fjorden lyser svaneflokke op i hvidt.
Skråningerne er bevokset med åben løvskov, der står med nøgne trækroner. Fra skovvejen ved kysten følger jeg en smattet sti op gennem bakkerne til fladere land, der snart går over i agerland, og en markvej der løber gennem to vognporte og over en gårdsplads brolagt med toppede sten.
Det er vel ikke overraskende, men terrænet er næsten en eksakt kopi af sidste uges oplevelse. Mariager Fjord er grundlæggende en dyb slugt skåret ned i et fladere plateau. I løbet af et par hundrede meter i luftlinje fra strandbredden og ind i landet stiger man halvtreds højdemetre eller mere. Jeg følger grusveje og småveje mod sydøst til landsbyen Skjellerup og derefter ud mod kysten igen. I dag følger jeg cykelruten rundt om Mariager Fjord.
Med enkelte afstikkere. Første gang ved det fredede område Katbjerg Odde. Her giver en afmærket vandrerute mulighed for at komme helt ud til kysten. Først går jeg ad en slynget grusvej gennem den højeste del af bakkerne, derefter følger jeg en trampesti over engene. Foldene står tomme hen, men kvæget har efterladt dybe klovaftryk i den fugtige jord, og jeg må bruge vandrestaven til at finde en rute gennem optrådt grønsvær, mudder og stillestående vand.
En eng, hævet en snes meter over fjordens niveau, giver en storslået udsigt over landskabet. Det er endnu ikke middag, men solen står så lavt på himmelen, at bakkesiden ligger i skygge, mens fjorden og bakkerne nord for er oplyst af et smukt lys. Der er en lille dam på engen, den er dækket af fin, glasklar is. Jeg skal helt tæt på for at kunne se isen. Det er blot fraværet af krusninger i vandoverfladen, der gør mig opmærksom på det usynlige isdække.
Den yderste spids af Katbjerg Odde er flad og græsklædt. På den alleryderste, solbeskinnede spids holder en blandet flok af skarver og sangsvaner til. På den anden side af fjorden kan jeg se Bramslev Bakker med den karakteristiske gule restaurant ensomt beliggende højt på bakkekammen. Mod øst kan jeg i horisonten ane de høje betonsiloer ved Dania, hvor jeg kommer forbi senere på dagen.
Lige nu, derimod, følger jeg på ny en grusvej, forbi en fold med højlandskvæg, gennem skræntskov og tilbage til det flade landbrugsjord længere inde i landet.
De næste kilometer går ad landevejen mod øst. Den er flankeret af tilgroede gravhøje i en høstet majsmark, hvis grove stubbe danner et smukt geometrisk mønster. Ruten slår et smut omkring den øvre del af Mariager. Byen er bygget op ad en lang bakkeskråning. Jeg passerer kirken, egentlig en rest af det langt større Mariager Kloster, og får også et idyllisk indtryk af den ældste del af byen med små hyggelige bindingsværkshuse og brostensgader.
Herfra skruer vejen sig stejlt opad, indtil jeg drejer af ved et skilt og følger en skovvej endnu et niveau op. Og så kommer jeg ud af skoven og står på en flad bakketop, for foden af Hohøj.
Hohøj er Danmarks størst gravhøj, tolv meter høj og to og halvfjers meter i diameter. En sti fører i en halvcirkel op på toppen, øverst oppe leger en flok drenge dåseskjul og skiftes til at gemme sig nede ad gravhøjens sider. Engang var gravhøjen fritliggende, men siden voksede plantager op omkring den. I 2015 blev der imidlertid fældet skov foran højen, så nu kan man endnu engang nyde udsigten over Mariager Fjord – fra et punkt et hundrede og ti meter over havet.
Hohøj har aldrig været systematisk udgravet, den er sat til side til fremtidens bedre arkæologiske teknologi. Ved udgravningen af en anden af Danmarks berømte storhøje, Borum Eshøj (vandredag 176) blev der fundet tre bronzealdermennesker i egetræskister. Deres nuværende hvilested er det nye museum på Moesgård.
Fra Hohøj går jeg gennem Alstrup Krat og videre ud til kysten. På en odde ligger Dania, en lille by der voksede op omkring cementfabrikker. Den sidste lukkede i 1984. Hele byen tilhører samme private ejer, den er velholdt og malet skagensgul med tilhørende røde tegltage. Dens gamle arbejderboliger er i nyboderstil, som jeg har set det på Christiansø (vandredag 217) og Kalvø (vandredag 66), to steder der begge også er vokset op omkring en enkelt arbejdsgiver, henholdsvist en flådestation og et skibsværft. I Dania er kun de gamle cementsiloer grå. Eneste undtagelse er et lille fyrtårn øst for byen, det er holdt i en slikkepinds røde og hvide bolsjefarver.
En lang bakke fører ud ad byen. Den går klods op ad et enormt krater, der er skabt ved råstofudvinding af kalk – grundlaget for cementfabrikkerne og dermed årsagen til byens eksistens. Under efterårets vandring ad Hærvejen gjorde jeg en længere afstikker gennem Ålborg, der også er præget af kalkbrud, her er den gamle Lindholm Kalkgrav under inddragelse til boligområde (vandredag 230).
I den sidste times dagslys går jeg langs fjorden ad landevejen mod Hadsund. Jeg var her sidst for flere år tilbage (vandredag 17), og nu går jeg samme vej ad broen over Mariager Fjord til Hadsund og busstationen.

Anne Applebaum: Iron Curtain, 470-498.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s