Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Søer og Skove ved Silkeborg, 26,4 km (236).
Onsdag den 6. december 2017
Det er blevet december, men der er ikke den mindste antydning af bjældeklang eller hvid jul over vejrliget. Himlen er grå, den støtte regn bliver ved i timevis, og selv da den omsider tager af, efterlader den resten af dagen rå og vandkold. Den strengt rationerede mængde dagslys, derimod, lyver ikke om årstiden. Seks-syv timer giver det mig til dagens vandring.
Jeg står ud af toget på banegården og begiver mig ud i den kolde regn. I dag kommer jeg til at krydse mit eget spor adskillige gange på en tur til skovene og søerne nærmest på Silkeborg. Indledningsvist søger jeg ud til Remstrup Å, som Gudenåen lokalt kaldes på dens korte løb mellem Brassø og Silkeborg Langsø.
Tættest på byens åhavn ligger de store villaer med egne bådebroer, men mod øst, på sydsiden af åen, befinder sig det grønne anlæg Indelukket, nabo til Museum Jorn.
Små bådebroer vender ud mod åen, et par små kunstige øer forøger antallet af bådepladser. Øerne er forbundet til fastlandet med træbroer høje nok til at lade lystbåde passere. Regnen har gjort trappetrinene forræderisk glatte, jeg når lige at gribe ud efter et vådt gelænder i tide.
I dag er det mest ænder og måger, der har fornøjelse af bådebroerne. Lystbådene er trukket på land og tæt stuvet sammen på ophalingspladserne. Et sted står en anløbsbro med en signalpost beregnet på at bestille anløb af turbådene. Men det er den helt forkerte årstid, den slags fornøjelser hører sommerhalvåret til (vandredag 118).
Jeg følger Gudenåen mod øst, og marinaen afløses af skov. Længere fremme, nær indløbet fra Brassø, er der et stykke indhegnet mose. Herfra går jeg væk fra åen og ind i skoven. En god del af de høje træer er udstyret med skilte, de indgår i Vådbundsarboretet her på stedet. En decideret turistatraktion er det vel ikke, men der er dog en del hundeluftere ude i det våde, om end de sikkert i højere grad er tiltrukket af de almindelige herlighedsværdier, og ikke af muligheden for at vovsen letter ben op ad eksotisk bark fra fjerne steder.
En større attraktion er derimod AQUA Akvarium på grænsen mellem skov og by. Selv på en grå onsdag formiddag er parkeringspladsen halvfuld. Odderne er jo også altid sjove at besøge.
Jeg søger igen ind i skoven og tager en runde om Vejlbo Mose. Tørvegravning i attenhundredtallet har skabt en sø på godt tre hektarer midt i mosen. Tørvegravningen var en nebengeschæft for Drewsen, manden der grundlagde den papirfabrik, som det moderne Silkeborg voksede op omkring.
Nu til dags afgræsses mosen af husdyr og holdes derved fri for tilgroning. Indhegningen er tom, men der er en vid bræmme af kær og mose mellem søens vand og skovbrynet.
Efter at have rundet Vejlby Mose begiver jeg mig i retning af Østerskov. Undervejs passerer jeg Vejlsø og en af Brassøs vige. En halv snes eksemplarer af stor skallesluger ligger på vandet nærmest bredden. En smal sti fører langs Brassø, men jeg fortsætter i stedet ad skovvejen. I Søhøjlandet, mellem Ry og Silkeborg, er Gudenåen opløst i en ubrudt kæde af store søer, Birksø, Julsø, Borre Sø og Brassø. Det er her, Hjejlen og de andre turbåde sejler om sommeren. Der er glimrende vandrestier både nord for (vandredag 76) og syd for Søerne (vandredag 87).
Inde i de store skove på sydsiden af Søerne ligger der imidlertid mange mindre søer. Jeg er på vej til en af de smukkeste, Avn Sø, der har form som et trekløver. Straks, jeg viser mig, letter en fiskehejre fra sivene, flyver over søen og slår sig ned i skovbrynet ud mod vandet. Den har valgt en tyk, højt siddende gren, hvor jeg kan se den stå rank som en stumtjener.
Jeg følger stien rundt om søens tre kløverblade. Østsiden er høj løvskov, der står bladløs og lysåben. Her og der forsvinder stien nærmest under et tyk dække af nedfaldne blade. Det nordligste punkt i søen er forbundet til Brassø med en kort, bred kanal. Den hedder Klüwers Kanal og er endnu et produkt af det foretagsomme attenhundredtal, anlagt for at tillade vandbaseret tømmertransport ud til Søernes hovedforløb. En høj træbro giver mulighed for at passere kanalen, broen er høj nok til at sejlbåde kan få adgang til den mindre Avnsø ude fra Brassø.
Nåleskov er stærkere repræsenteret på den vestlige side af Avnsø. Statsskovene omkring Silkeborg er nogen af landets største, og som plantager, tilplantet med nåleskov, er de også nogen af de ældste. Jeg vender tilbage fra Avnsø, krydser den travle Horsensvej og går i gang med en rundtur omkring Almind Sø. Netop her står nogle af landets højeste douglasgraner. I det vestlige Nordamerika, hvor arten stammer fra, kan det nå hundrede meters højde, i Danmark når de mere end fem og fyrre meters højde. Et af de højeste står ved Slåensø, få kilometer herfra (vandredag 162).
Almind Sø er en af Danmarks reneste søer, på trods af at den grænser direkte op til Silkeborgs sydlige forstæder. Den er stort set omgivet af skov og forskånet fra forurenende tilledning fra industri eller landbrug. Som andre af områdets søer er den dyb, tyve meter, og også over vandlinjen rejser der sig høje skrænter.
På turen rundt om søen følger man stier, snarere end skovveje, og mange steder er underlaget præget af tykke blotlagte rødder, der tilmed er glatte af regnvand. Undervejs kan man glæde sig over adskillige smukke udsigter, selv på en diset dag. En lille vig har en fin badestrand med rødbrunt sand. Stranden ligger mennesketom hen, og det samme gælder de to store badeanstalter, Østre og Vestre, som jeg kommer forbi. Træbroerne rækker langt ud i søen, men end ikke ænder eller måger lader sig lokke. I det mindste kan jeg få lidt læ for regnen i ly af omklædningsrummene, mens jeg spiser min frokost.
Efter et sidste blik på søen går jeg mod vest, tværs igennem Vesterskoven, krydser vandrestien på den gamle Horsensbane (vandredag 29) og er snart inde i den mindst besøgte del af skoven. Længst inde i skoven er der en lille lysning og en ensomt beliggende gård med avlsbygninger opmuret i kampesten. Skovbrynet er kantet af et fint gammelt stengærde. I lysningen hænger regndisen tyk som røgen fra kanoner.
Turen gennem skoven er foregået på plant terræn, men nu fures skoven af store slugter, og da jeg når frem til Frederik den Syvendes Høj, et udsigtspunkt nær skovens vestkant, kigger jeg ud over Funder Ådal, med et fald på fem og halvfjerds højdemeter frem mod åen.
Den kongelige tilknytning vejer tungt nok til, at udsigten bevares, således at den vestlige bakkeside er ryddet for trævækst og bevokset med lyng og bregner. En mudret trampesti, ikke mere end to håndsbredder i tværmål, fører ned ad bakkeskråningen. Jeg forcerer den med største forsigtighed, når frem til skovvejen, og dernæst landevejen klods op ad skovbrynet.
Herfra krydser jeg ådalen ad små grusvejen. Regnen er omsider holdt op. En flok heste med vinterdækkener græsser på en mudret mark. Ved Funder Holme krydser jeg Funder Å. Den udspringer umiddelbart syd for Bølling Sø (vandredag 135), der afvandes til Karup Å og Limfjorden. Funder Å, derimod, løber til Ørnsø, der er en del af Gudenå-systemet.
Ørnsø er den sidste sø på dagens program. Jeg krydser jernbanen to gange, før jeg omsider når frem til stien rundt om søen. I princippet går stien hele søen rundt, men jeg ved af erfaring at den nordøstlige fjerdedel af stien er massivt oversvømmet på denne del af året. I stedet tager jeg den lange vej rundt. Der er omfattende kær, sump og pilekrat, hvor Funder Å løber ud i søen. Heldigvis går stien på en omhyggeligt anlagt forhøjning, der muliggør tørskoet passage gennem rør og pileskov, hvor det sorte sumpvand her og der er overgroet med skinnende grøn andemad.
Landskabet skifter brat, hvor høje skrænter med gammel løvskov når ud til søen. Jeg holder mig til stien nærmest bredden. Snart kommer jeg til Arnakkekilden. Øverst på skrænten ligger det gamle Silkeborg Bad, et sanatorium, der nu om dage er omdannet til kunstcenter. For foden af skrænten springer kilden fra en brønd med en halv snes vandhaner, løber gennem et bassin og ud til søen. Det helsebringende vand er kendetegnet ved højt jernindhold, og brønden er farvet af rustrøde aflejringer.
Snart efter når jeg frem til byens gadenet, slår ind på banestien og følger den under Søndre Ringvej. Yderligere få hundrede meter og jeg er tilbage ved banegården i Silkeborg.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Mands Minde, 1-68.
Jyske Vandreture 