Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Århus Ådal, 28,8 km (394).
Lørdag den 9. januar 2021.
Vejrudsigten lokker med udsigt til sol ud på eftermiddagen. Da jeg begynder min vandredag, er det imidlertid under et hvidt skydække. Temperaturen er over frysepunktet, der er ingen vind, og den smule sne, der faldt tidligere på ugen, er for længst væk.
Jeg går gennem byens gader og slår ind på Brabrandstien ved den gamle station for Hammelbanen. Stien følger den nedlagte banes tracé langs Århus Å og ud i ådalen. I sin tid var det ikke ualmindeligt at blive mødt af lugten af malt og brygning her. Nu er store dele af det industrikvarter, der lå her, imidlertid væk. Lokalt kaldes mødestedet for Silkeborgvej og Viborgvej stadig for Ceres-Krydset, og det udflyttede bryggeri har også lagt navn til Ceresbyen på den gamle industrigrund. Enkelte af de gamle bygninger er inkorporeret i det nye kvarter, men ellers er det beboelsesejendomme, der skyder op her, blandet med uddannelsesinstitutioner og serviceerhverv.
De fleste ejendomme er på 5-6 etager, men der kommer stadig flere højhuse (efter århusiansk målestok), som har fylder godt op i udsigten, som jeg krydser fodgængerbroen over åen og går mod sydvest. Et pudsigt lille tehus fra den gamle bryggerihaven er bevaret, ankelhøjt sammenlignet med det ny byggeri.
Heldigvis har en god del af de smukke gamle piletræer langs åen overlevet fornyelsen, de krogede grene rækker grådigt ud efter lys i det åbne rum over vandet. Jeg er langt fra den eneste, der er ude og nyde lørdagen. Faktisk er her flere mennesker end nogen sinde før. På intet tidspunkt i løbet af dagen er jeg uden for synsvidde af andre mennesker: Der er gående, i talrige små grupper, løbere, hundeluftere, cyklister, rulleskøjteløbere, en enkelt herre på rulleski og adskillige kanoer på åen. Hvor jeg krydser Ringgaden og fortsætter videre har en driftig ung fyr etableret et kaffeudsalg fra en ladcykel, og han mangler ikke kunder.
Uden for Ringgaden har åen stadig bevaret en strimmel eng. I sommerhalvåret er der kreaturafgræsning her. Nu står foldene tomme, engene halvt oversvømmede og tilgroede med pil. Systematics nye kontorhus, et højhus med en kvadratisk grundplan rager op over det hele som en stor pæl. Der er asfaltstier på begge sider af åen her. De mødes kortvarigt ved De Tre Broer: tre jernbanebroer hen over åen. Brabrandstien føres på en platform under broerne, på langs af åen, indtil den igen deles på den anden side. Jeg følger stien mellem jernbanen og åen. Et hvidt intercitytog kører forbi oppe på jordvolden, men ellers foregår den tætte trafik stadig ned på fodgængerstien.
Å og sti krydser Ringvejen. Store piletræer flankerer vandløbet det sidste stykke frem til udløbet fra Brabrand Sø. Dobbelt asfaltstier løber hele vejen rundt om søen. Det er en favoritstrækning for rulleskøjteløbere, ti kilometer sammenhængende asfalt uden vejkryds eller lyskurver. Jeg krydser broen og går mod sydvest, hvor engene omkring søen er bredest.
Små flokke af råger fouragerer derude. Ude på landet har de sorte fugle en flugtafstand på mindst hundrede meter, inde i byen kan man gå forbi dem på et par meters afstand. Her er de så vant til menneskelig trafik, at de holder stand på tyve-tredive meters afstand. En god udsigtspost øverst på en pæl er dog altid en favorit.
Ænder, gæs og måger holder også til på engene. I det sydøstlige hjørne af søen er der tilløb af Døde Å. En børnefamilie har stillet cyklerne fra sig og fodrer ænder. Det er mest gråænder, der kæmper om godbidderne. Et par af fuglene har gule næb og helt hvide fjerdragter, så fodring er formentlig konstant her, den variant har svært ved at klare sig i naturen. Et par meter borte fra myldret af fuglekroppe søger en håndfuld pibeænder føde. Det er trækfugle fra nord, det rødbrune halsparti får jægerne til at kalde dem for brunnakker.
Under den sene vinters store oversvømmelser sidste år stod vandet op over stien her, de brede enge dækket af vand (vandredag 352). Broen over Døde Å var lige akkurat passabel i gummistøvler, mens tværforbindelserne over ådalen var lukkede med afspærringer.
Stien løber i et par hundrede meters afstand fra søen, af og til inden for skovkanten, men oftest med udsigt over engene og de massive rørskove, der omgiver den lavvandede sø. Nord for søen rejser Gjellerups høje blokke sig tættest på Århus, mens den hvide kirke i Brabrand udgør et vartegn i vest. Ved Stavtrup gør jeg en afstikker til fugletårnet. En stor og en lille cykel står parkerede op ad trappen, og på platformen er et mor-og-datter par i gang med hyggelig samtale over varm tomatsuppe. Selv under iagttagelse af coronarestriktioner er der dog plads til os alle.
Vest for Brabrand Sø ligger Årslev Engsø, en reetableret sø. I begyndelsen går stien på et stykke af det gamle banelegeme, indtil den afmærkede sti føres ned ad den skovklædte skråning vest for Constantinsborg Gods og videre i kanten af det flade land, hvor skovbryn møder eng. Her er der også mulighed for at gøre en afstikker til et fugletårn. “Tårn” er dog ganske misvisende, uanset skiltningen, der er mere tale om et muret læskur, som toppen af et transformatortårn. Men den ligger i vandkanten med en halvkreds af panoramisk udsigt. Små og store svaneflokke ligger spredt over vandoverfladen. Længere fremme ser jeg gæs nær bredden, mens skarverne tørrer vinger i deres faste træ i krattet på en holm ude i søen.
Stien fortsætter til Ormslev, egentlig Ormslev Stationsby, ligesom Stavtrup egentlig var Stavtrup Stationsby. Små byer opstået omkring den nu nedlagte Hammelbane. Stationsskiltet er bevaret på den konverterede station. Herfra er der mulighed for at fortsætte mod Skanderborg, ad en afmærket vandrerute, der fører videre mod Silkeborg (vandredag 80).
I stedet krydser jeg ådalen og kommer ind på stien nord for søen. Den går oven på det gamle dige, der gjorde afvandingen af engene mulige. Det er også her, Århus Å har sit indløb i søen, på vej fra Solbjerg Sø til Århus havn (vandredag 188). I en senere fase af reetableringen af engsøen blev åens naturlige forløb også genetableret, så den gennemstrømmer Engsøen og ikke løber i kanaler. Små træbroer fører over åen og tilløbet fra Lyngbygård Å (vandredag 238).
Det lovede solskin er udeblevet, men det er stadig fint vejr, og selv her, længst fra Århus bymidte, er der en hel del mennesker ude at motionere. Parkeringspladserne i tilknytning til stisystemet er stuvende fulde. Fra denne side af søen er der et fint udsyn til Constantinsborgs hvide hovedbygning, højt på bakkesiden oven for parken. Et hvidt tehus spejler sig vandkanten.
Snart krydser jeg vejen mellem Årslev Engsø og Brabrand Sø. Her holder endnu en ladcykel, der tjener som kaffebod. Der er en pæn kø, gjort længere af den omhyggelige afstand mellem kunderne. Skumringen begynder så småt, så jeg går i rask tempo forbi Brabrand Kirke, frem til åens udløb og tilbage mod byen. Lysene er tændt i Systematics højhus, de spejler sig smukt i åens stille vand. Jeg krydser Ringgaden, snart er jeg tilbage ved Ceresbyen og næsten hjemme.
Jyske Vandreture 