Århus Ø (395)

Udklip395

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Århus Ø, 24 km (395).
Tirsdag den 2. februar 2021.

Det er en bidende kold formiddag. Jeg forlader Øgadekvarteret og går gennem Universitetsparken. Hættemåger i vinterdragt står side ved side i parkens små søer. Ringgaden fører mig videre til Riis Skov. Den lille røde kiosk ved indgangen er vinterlukket. Selv under normale omstændigheder er skoven, tæt på centrum af Århus meget velbesøgt, og, som andre af byens grønne områder, er den meget søgt i tiden med corona-restriktioner.
Jeg følger den 5 km lange sti i skovbrynet skoven rundt. Det er høj gammel løvskov, mest bøg, som er ganske lysåben på denne tid af året, solen lægger et smukt skær over det øverste af stammerne. Den smule sne, der kom for få dage siden, dækker knapt skovbunden, men lyser alligevel hvidt, frosset ind til et hvidt pulver, der knitrer tørt under min vandrestavs dup.
Jeg går rask til på den bundfrosne jordsti, runder den lille eng ved sydspidsen af skoven og når frem til udsigtspunktet på skrænten ud mod havnen. Det er det mest populære sted i skoven, og der er da også adskillige små grupper samlet, dertil en ladcykel, hvorfra der sælges kaffe.
Herfra er der en flot udsigt over den nordlige del af Århus Havn. I sin tid så man ud over store stabler af containere. Nu om dage er den godstrafik flyttet ud til dybvandshavnen ved den nyt containerterminal, der rækker et par kilometre ud i bugten. De høje kraner derude kan ses viden om. Den gamle containerhavn og andre bynære havnearealer er under hurtig omdannelse til den nye bydel Århus Ø. Højt boligbyggeri præger nu udsigten derovre. Langt ude kan jeg se katamaranfærgen fra Sjælland nærme sig Indtil et par måneder siden sejlede den gennem havnen, men nu er den flyttet til et nyt færgeleje ude ved containerterminalen.
Fra udsigtspunktet følger jeg stien oven for den høje skrænt mod nord. Trafikken af gående, hundeluftere og løbere er særlig tæt her. På trods af kulden er flere bænke indtaget af besøgende, nogle af dem har medbragt termokander. Den stejle skrænt er bevokset med bøgetræer, flere af dem dekorativt overgroet med vedbend. Om foråret gør det rigelig lysindfald på den sydøstvendte skrænt, at bøgebladene springer først ud her. I dag betyder det, at den øverste centimeter af den ellers bundfrosne jord er optøet.
Et par større slugter skærer sig længere ind i skoven, og stien følger efter dem. Umiddelbart før står to mindesten. Den mindste markerer fundstedet for Århusmeteoren i 1951. Den største marker Margrethe den Førstes tildeling af Riis Skov til Århus by i 1395. Et stykke fremme, hvor vejen svinger, gør flere spadserende holdt og stirrer op i trækronen på et højt træ. Et hul i træet er et kendt hvilested for ugler. Også i dag er der bid, en natugle sidder urørlig deroppe.
Riis Skov er for længst indlemmet i Århus og har givet navn til århusbydelen Risskov. Skoven har i århundreder tjent som forlystelse for borgerne i Århus, og tre steder står bygninger fra de dertil beregnede etablissementer stadig. Først passerer jeg skytteforeningens hus og går over den røde træbroen over kløften. Broens planker er dækkede af glat is, og jeg må gribe ud efter rækværket for ikke at falde. Efter at have fuldført rundturen, går jeg gennem skoven, ud mod kysten. Her passerer jeg vandrehjemmet, der har til huse i en tidligere danserestaurant. I den store dansesal serveres der nu morgenmad til vandrehjemmets gæster. Længere nede, ud mod kysten, men hævet en halv snes meter i terrænet ligger Sjette Frederiks Kro i gult bindingsværk og rødt tegltaget. Bøgehækkene står med visne blade, næsten samme nuance som teglene.
En lang trappe fører ned til cykelstien, der løber neden for skrænten, og en fodgængertunnel går under letbanen og giver adgang til Den Permanente (Badeanstalt), hvis tjærede længer virker som et lille fort.
Bugtens vande er stille. Over mit hoved er der blå himmel med hvide skyer. Ude over bugten er der en fin dis, der næsten udvisker konturerne af Skødshoved (vandredag 257) på den anden side af Kalø Vig.
Den Permanente har en lang længe mod syd. Folk sidder tæt på de lune pladser her, ryggen mod den bræddeklædte væg, ansigtet vendt mod solen. En sti yderst på kystbefæstningen, klods op ad letbanen, fører hen mod havnen. Først kommer træskibshavnen, dernæst lystbådehavnen, over en skov af master ses silhuetten af domkirkens tårn. Indsejlingen til lystbådehavnens bassiner er ganske smal, med et lille fyrtårn på begge sider. Der er ringe vandudskiftning, og store dele af vandoverfladen er frosset over, kun en smal rende åben.
Inderst er der stadig en lille fiskerihavn. Fiskeforretningen spreder en duft af fiskefrikadeller over et større område, folk står i kø med omhyggelig udmålt corona-afstand.
Som en del af byudviklingen på Århus Ø er der anlagt et system af kunstige kanaler, så jeg må krydse en bro for at komme over på den anden side af lystbådehavnen. Herfra har jeg en fin udsigt til Riis Skov og udsigtspunktet, hvor jeg var for en times tid siden. En jolle med påhængsmotor sejler i den åbne rende mellem isen. Den løse is i renden får påhængsmotorens skrue til at frembringe samme lyd som en cementblander.
Langs nordsiden af havnen løber en promenade, forbi de nye boligblokke. En badebro fører over kystbefæstningen og en modig sjæl kaster sig ud i vinterbadning. Eller – det er mere en varsom nedsænkning af legemet med tilhørende skrig. Der er bygget meget på Århus Ø de sidste år, men der er stadig adskillige byggepladser. En af dem ligger på det nordøstlige hjørne, hvor der skal bygges et 140 meter højt højhus. Klods op ad byggegrunden, ud mod indsejlingen til inderhavnen og industrihavnen, ligger Isbjerget, et byggeri i hvid beton, med mange skarpe vinkler, og altaner med blåt glas.
To små fyrtårne markerer den bredere indsejling til den indre havn. På denne side af havnen står fyrtårnet på en bred platform, der er populær hos lystfiskerne. Fyrtårnet på den anden side er ikke tilgængeligt for besøgende, men til gengæld værdsat af skarverne, der sidder i lange rækker derover, et halvt dusin har deres egen klub i toppen af fyrtårnet.
En ny havnepromenade fører langs bassin 7, med store boligbyggerier, opførte eller under opfindelse. Havnebadets små bassiner er frosset til, med der er stadig kaffe at få fra de nærliggende boder og masser af mennesker. Længere fremme passerer jeg sjællandsfærgens gamle opmarcharealer. Færgen er flyttet, men der er straks fundet ny anvendelse til området, hvide telte og skilte, der viser hen til coronatest eller vaccinering.
Snart passerer jeg Toldboden og de åbne pladser her. Lange rækker af hættemåger står på stenene op mod betonpladerne, store flokke af de samme fugle giver et indtryk af nyfalden sne over havnebassinets rolige vand. Jeg runder DOKK1 og går ud på industrihavnen over for. En skarv fisker i det isfri vand, og en anden tørrer vinger ved bassinkanten. Herfra er der et fint blik ind over byen. En god del af bygningerne er overgået til erhverv, der ikke har nået med havnen at gøre, men der ligger stadigvæk en foderstof med store lagerbygninger, hvorfra en lugt af sojaskrå spreder sig.
Som jeg fortsætter mod syd, passerer jeg afspærrede industriområder med låste låger, pigtråd og masser af skiltning med rygeforbud. Et togspor og en trafikeret vej fører ud til containerterminalen og den nye færgehavn. Jeg drejer dog af og kommer ud til den sydligste del af havneområdet, Marselisborg Lystbådehavn ved Tangkrogen.
Lystbådehavnens bassiner er næsten tomme. Inderst inde er der et spinkelt lag glasklar is, som lader vandets grønne farve skinne igennem. Hurtigt går det dog over i grødis og dernæst grønt vand, hvor man uden besvær kan se havbunden. Disen er lettet en smule, og jeg kan lige akkurat se den gule farve på Mols Hoveds høje sandskrænter (vandredag 130). En dristig paddlesurfer har vovet sig langt ud på bugten.
I syd fører Strandvejen hen mod Marselisborgskovene, flankeret af en række af smukke gamle palæer. Jeg følger stranden over til vejen, og i den begyndende vinterskumring går jeg gennem byen og hjem.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s