Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Øster Bjerregrav-Vammen (302).
Onsdag den 27. februar 2019.
Sidst på efteråret sluttede en af mine vandreture i Øster Bjerregrav (vandredag 291). Det var en tur fra Gudenåen ved Langå, mod nord gennem Nørreådalen til Fussingøskovene, og – til sidst – langs med Skals Å, der har sit udspring ved Fussing Sø. Nørreåen munder ud i Gudenåen ved Fladbro (vandredag 182), og den samlede vandmasse ender i Randers Fjord og Kattegat. Skals Å, derimod, er en af Himmerlands store åer. Den løber i en bue mod vest og afvandes til Hjarbæk Fjord, inderst i Limfjorden (vandredag 200).
Dette er den første af to vandredage, hvor jeg vil vandre gennem Skalsådalen frem til åens udmunding i Hjarbæk Fjord.
Jeg begynder dagen ved landsbykirken. Nørreådalen, umiddelbart mod syd, er kendetegnet ved sine mange runesten. Øster Bjerregrav Kirke har også en runesten stående i våbenhuset. Den indhuggede tekst lyder Gyda rejste denne sten efter Thorbjørn, sin mand, en meget god thegn. Og Thord ristede disse runer.
Kirken har et skib af granitkvadre, tårnet og portalen til kirkegården er hvidkalkede Den klare dag med høj sol skaber en tindrende blå indramning af de hvide kalkflader.
Jeg forlader byen og går mod nord, ud på åbent agerland med vid udsigt. Efter et par kilometre kravler landevejen ned i en lav, bred ådal, hvor jeg drejer ind på en mindre vej mod vest. Et skilt gør opmærksom på, at der ikke må læsses affald af i mosen.
Lavest i terrænet ser jeg nu i første omgang ikke mose, men derimod en blå sø. Længere fremme slår jeg ind på mark og grusveje, som fører mig gennem et landskab af søer, vidstrakte rørskove og enge, med enkelte mindre skovstykker i mosaikken. Dalbunden når dobbelt bredde, fordi den mindre ådal, der er min adgangsvej, støder til Skalsådal. Engang var her sikkert udstrakt mose, men nu er landskabet fragmenteret i et utal af store og små søer. På kort og luftfoto har mange af søerne en rektangulær struktur, der kunne tyde på, at de er opstået ved tørvegravning.
Området er godt besøgt af gæs; ænder, blishøns og svaner holder sig i par eller mindre flokke. En gammel træbro af jernbanesveller fører over Kousted Å, der få hundrede meter fremme udmunder i Skals Å. Rørskovene synes at brede sig endeløst mod vest. I nord afgrænses eng og kær af den jyske længdebane mellem Randers og Hobro. En grusvej fører frem til en bro over banelegemet, og dernæst følger jeg landevejen mod nordvest.
Landevejen holder sig i kanten af ådalen og har retning mod Fårup, som jeg kan se i horisonten. Byen er bygget op ad en bakkeside, med en hvid kirke øverst. Umiddelbart før byen har en bred eng klemt sig ind mellem jernbane og landevej. Der er et par søer derude, resultatet af et naturgenoprettelsesprojekt, der også skal håndtere øgede regnmængder. Det fortæller et lille informationsbord. Gæssene har også slået sig ned derude. På jernbanedæmningen kører et IC-3-tog tørskoet gennem det våde terræn.
Fårup Station blev nedlagt i 1973, men hovedstrøget rummer stadigt statelige huse, der vidner om, at byen engang var handelsby og knudepunkt for et større opland. Jernbanen mellem Viborg og Mariager gjorde også holdt her. Den jernbane er for længst nedlagt, men et langt stræk er bevaret som banesti mellem Viborg og Hammershøj (vandredag 181).
Fra Fårup går jeg mod syd og krydser ådalen og Skals Å. Øst for broen er der stadig udstrakt rørskov og eng, i vest er den flade dalbund i større omfang opdyrket. På en høstet majsmark løber lange rækker af grove stubbe ud mod åen. Jeg følger landevejen for foden af den sydlige bakkekam i retning mod vest. Skråningen er bevokset med skov, Hviding Krat, der rummer en del fredet egekrat, klemt inde mellem nåleskov, og, ud mod vejen, en hel del nykulturer.
Ådalen er ganske flad her. I nord er den kantet af en lang bakkekam. Ådalen er Danmarks bredeste tunneldal. På sit bredeste punkt, lige her, er den tre kilometer bred.
Vest for Hviding Krat slår ådalen en stor bue nord om Lindum Skov. Lindum skov er en del af de store skove nord for Tjele Langsø. Ulvebjerge hedder et sted inde i skoven, sikkert ikke uden grund.
En grusvej fører langs skovbrynet mod nord. Ude på engene står vandet højt omkring åen. En lille flok svaner holder til derude.
Grusvejen betjener en række gårde i skovbrynet. Efter at jeg har passeret dem, drejer vejen ind i skoven og bliver til en jordvej. Nåletræerne står højt på begge sider af vejen. Jeg hører ravneskrig fra flere sider, umuligt at blive klar over om det er en eller to fugle. Pludseligt suser en ravn tæt over mit hoved, den kommer bag fra, er ganske tavs og glider gennem luften uden et vingeslag, og så er den væk igen. I skoven går jeg i dyb skygge – sollyset oven for trækronerne gjorde ravnens fjerdragt gnistrende sort.
En hjort springer over vejen, en musvåge afsøger en stor lysning i skoven. Jeg følger en blind skovvej frem til skovbrynet for at kunne nyde udsigten over ådalen og ser yderligere et par musvåger i luftrummet over engene. De glider ubesværet gennem luften i lange strøg og synes at rotere positioner, så de hele tiden holder et par hundrede meters indbyrdes afstand.
Jeg går adskillige kilometer gennem skoven, tæt på åen, men uden at kunne se den. Jeg møder heller ikke andre skovgæster, men aftryk af cykeldæk vidner dog om et vist gennemtræk af mountainbikere. Det pusler i nåleskovens filtrede underskov, et rådyr stabler sig på benene og tager et par skridt bort, før den fryser. Dens hvide spejl hænger mærkeligt løsrevet for øjet, den brune pels fuldstændigt opløst i den mørke underskov. Så gør dyret et par hop og er borte.
Skovvejen svinger mod syd, og pludseligt går det op ad den lange stejle bakkeside. Da jeg omsider kommer ud på åbent land og kan gå de sidste kilometer ad landevejen til Vammen, er jeg kommet op på plateauet mellem Skalsådal i nord og ådalen omkring Tjele Langsø i syd. Ligesom inde i skoven er der adskillige gravhøje langs vejen.
Jeg kender udmærket strækningen, for den indgår i en af Hærvejsruterne nord for Viborg (vandredag 227). Solen står lavt i vest, da jeg ankommer til dagens endemål, Vammen, og finder stoppestedet for bussen mod Viborg.
Joseph Conrad: Lord Jim, i-xxiv, 11-58.
Jyske Vandreture 