Odder-Skanderborg (301).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Odder-Skanderborg, 31,6 km (301).
Lørdag den 23. februar 2019.

Dagens vandretur fra Odder går mod nordvest, gennem et ældre parcelhuskvarter og videre langs Stampemølle Bæk. Møllen, der har givet navn til vandløbet, findes stadig og ligger nu omsluttet af byen.
En grusvej fører ned til bindingsværkbygningerne klods op ad bækken. På den anden side af gårdspladsen fører en plankebro over vandløbet og videre ad en jordsti langs bækken. Langs bækken er der en smal grøn kile af løvskov på lave skrænter.
Snart når jeg dog frem til udkanten af byen. Syd for åen er der en høj skrænt, hvor et villakvarter når helt ud til kanten. Bækken er stadigt kantet af skov, men nord for åen åbner terrænet sig i en lav ådal. I vest afløses skov af eng og kær ud mod omfartsvejen. Der er et naturgenopretningsprojekt i gang her, som kombinerer naturstier med regnvandskontrol og etablering af vådområder.
I syd, oven for engene og skrænten ses en række store nybyggede villaer – byen vokser i denne retning. Med skov, eng og skrænt for hånden, Stampemølle Bæk og gården Bendixminde nord for vandløbet, kunne det måske andre steder i landet inspirere en kommune til flyvske navne til byudviklingsområdet – her i området har man dog fødderne på jorden og valget er faldet på det enkle og mundrette: Odder Vest.
Jeg kommer fri af byen og går mod nordvest ad små landeveje, væk fra den lave ådal, og i en lang umærkelig stigning op over plateauet, der her fremtræder med lange, let hvælvede bakkesider. Det er en mosaik af store marker og små skove, med vidt udsyn i alle retninger. Temperaturen er pænt over frysepunktet, adskillige steder er folk i haven, og som en kvinde muntert tilråber mig, da jeg passerer: “Nu tror vi på, at foråret er her!”
Det er en vindstille dag, pænt med sol, og varmt for årstiden. Hele dagen går jeg og hiver min hue og mine handsker af – blot for at putte dem på igen få minutter senere.
Odder er en godsrig egn. De største ejendomme, med mest jordtilliggende, ligger syd og sydøst for byen. Her nord for byen, på strækket mod Skanderborg Sø, ligger tre små herregårde. De har mindre jord, 100-200 hektar, nyere hovedbygninger fra anden del af det nittende århundrede, og har ofte indgået i de større godssamleres portefølje.
Den første herregård, Rantzausgave, ligger højt i terrænet, med en fint restaureret gul hovedbygning. Jeg svinger mod vest, og efter et par kilometers vandring over fladt terræn kommer jeg igennem landsbyen Hvilsted. Den har en fin lille kullet kirke, det vil sige uden kirketårn, i stedet hænger der en kirkeklokke under et lille halvtag, øverst på den kamtakkede kirkegavl.
Herfra begynder et langt fald ned mod engene ved Skanderborg Sø. Jeg krydser den travle landevej mellem Skanderborg og Odder, og længere nede på den lange bakkeside når jeg frem til Herschendsgave, der ligger i en lavning i terrænet, næsten skjult bag en stor avlsgårds gule længer. Inden jeg går videre, tager jeg et kig gennem vognporten ind på gårdspladsen. Den smukke hovedbygning er i historicistisk stil med et stort centralt tårn, der har et højt spir med en lanterne.
Jeg svinger mod nord, og nærmer mig snart Nissumgård, den tredje herregård. En stor mark, grøn af vinterafgrøde, huser en stor flok sangsvaner, og flere flyver ind. Det forløber langt fra i stilhed, og fra en lille skov forsøger en ravn at blande sig i koret, men giver hurtigt op.
Den hvide hovedbygning med sort tegltag er mindre end ved de to øvrige herregårde, men der er omfattende avlsbygninger og en stor park. Hovedbygninger og avlsbygninger ligger tilbagetrukket fra vejen, omgivet af høje træer. For sig selv, helt ud til landevejen ligger et lille hvidkalket hus med stråtag, nærmest som en portnerbolig.
Fra den fjerneste ende af parken kommer en musvåges gennemtrængende skrig. Jeg har dog ikke gået længe, før luftrummet domineres af andre skrig og andre fugle: små flokke af gæs flyver i korte linjer og i flere niveauer over engene ved Skanderborg Sø. Blandt kær, eng og græsmark fourager store og små flokke af de store fugle.
Jeg slår ind på landevejen mod øst, hvor bakkekammen langs østsiden af søen brat rejser sig 50 meter højere end sø-niveauet. I horisonten kan jeg se Skanderborg ved den nordlige ende af søen. Det er ikke så længe siden, jeg sidst var på disse kanter (vandredag 294).
En vej med det ganske berettigede navn Bjergvej fører gennem en kløft op ad bakkesiden til den lille landsby Hvolbæk, hvis bykerne har bevaret adskillige kønne gamle bindingsværksgårde. Oppe på plateauet går jeg mod nord, forbi Storhøj og frem mod Fruering Kirke, smukt placeret i udkanten af landsbyen.
Herefter nærmer jeg hurtigt Skanderborgs forstæder. En lille skovbevokset kløft fører Holtsbækken fra plateauet ned til Skanderborg Sø ved Vestermølle. Det er også den sydlige afgrænsning af forstaden. Vestermøllestien følger i begyndelsen kløften som en flisebelagt sti, men snart fører en veletableret ned til vandløbet og gennem skoven. Stien viser sig at være populær hos de lokale, og på den korte strækning møder jeg flere gående, end jeg har mødt, siden jeg forlod Odder.
For foden af bakkekammen følger jeg den velkendte vej langs søen ind til Skanderborg. Eftermiddagssolen får landskabet på den anden sidde af søen til at ligge hen i skygge, men mod syd kan jeg dog ane udsigtpunktet Fårbjerg, og umiddelbart overfor ses slotskirken med det karakteristiske runde kirketårn, et rest af det oprindelige slot på borgbanken her.
Som jeg runder nordenden af søen kan jeg se et hvidt IC3-tog forlade banegården, men da jeg få minutter senere står på perronen er der blot fem minutter til det næste ruller ind.

Joseph Conrad: Lord Jim, i-xxiv, 1-10.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s