Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Odder-Moesgård, 31,9 km (300).
Fredag den 15. februar 2019.
Det er smukt solskin, da jeg stiger ud på perronen i Odder. Temperaturen er over 10 grader, så det føles ikke, som om det er februar, men mere som om det er langt henne i marts. Jeg går mod nordøst, forbi kirken og gennem byens gader. Duerne flyver rutsjebaneture på himlen, og enkeltvist og i par er sorte råger i gang med at lede efter føde på plænerne.
Der er endnu flere råger ude på det åbne land. I begyndelsen går jeg på plateauets agerland, men snart drejer jeg ned i ådalen omkring Odder Å. Jeg krydser vandløbet syd for Assedrup, hvor engene er brede og der er et langt åbent kig i begge retninger over flad dalbund, flankeret af lave bakker. I vest kan jeg se Norsminde Fjord, en stor flok hvide måger har slået sig ned ved den yderste eng.
Min plan er at gå nord om fjorden og ud til kysten. Det varer en rum tid, før jeg kommer tæt på fjorden, der er forholdsvist utilgængelig og uden mange muligheder for offentlig adgang. I stedet går jeg i en stor bue mod nordvest, op på plateauet, et stykke ad den travle Oddervej, så stik øst ad små landeveje. Jeg nærmer mig en skov i en lavning i terrænet, to sorte ravne passerer over mit hoved, parallelle baner, 50 meters afstand, den bagerste skriger forgæves efter den første.
Pøel Skov hedder stedet, jeg ved ikke om det er en henvisning til sumpet terræn omkring den bæk, der løber gennem lavningen ud til fjorden. Forholdene er nu ikke værre, end at jernbanesporet mod Århus skærer sig igennem. Et letbanetog krydser gennem skoven, det hvide tog synligt på lang afstand i vinterens lysåbne løvskov.
Et stræk lige landevej fører op over en lang bakkeside af dyrket land og videre gennem et åbent landskab med store marker og ganske få gårde. Ved den lille flække Storenor slår landevejen et par bratte knæk, og jeg kommer for første gang frem til et punkt med uhindret udsigt over fjorden. En bølgende bakkeside med flere terrasser, delt mellem grønne marker og pløjejord falder ud mod fjorden. Den høje sol lægger et glitrende lys over store stræk af vandoverfladen.
Jeg følger den lille landevej ud mod kysten, snart med glimt af havet mod øst. Neden for bakken ligger Norsminde, hvor fjorden løber ud i Kattegat, med en lille sluse til at regulere vandstanden. På sydsiden af den lavvandede fjord er mudderflader blottede, en blandet fugleflok har slået sig ned, et par krager mellem de hvide måger.
Stedets ældste attraktion er kroen. I sin tid var der også en kirke på bakketoppen bag kroen, men den blev sløjfet og nedrevet i attenhundredtallet. I dag er der blot et par fragmenter af bygningsværk tilbage. De er forsynet med en buste af Frederik den Syvende og fredede.
I dag har kroen fået tilslutning af en lille strimmel villaer, omgivet af store sommerhuskvarterer og en lille marina. Jeg går ad vejen bag om kroen, forbi kirkeruinerne og op til kystvejen mod Odder. Herfra kaster jeg et sidste blik ud over Norsminde Fjord, klemt inde mellem bakkerne på den fjerne side og fladere land syd for, hvorfra en spids grøn odde rager langt ud i fjorden.
Jeg følger en grusvej i kanten af sommerhuskvarteret ud mod kysten. Et skilt opfordrer på flere sprog til at køre langsomt for at undgå at rejse støvskyer, men det virker nu mere som en sommerfornøjelse. Området her er Kysing Næs, et lille fremspring ud i Kattegat. Sommerhusene har ikke fået lov at nå helt ud til stranden, yderst ligger en flad, grøn fælled.
Der er måger over vandet og skarver på bundgarnspælene, men min opmærksomhed bliver fanget af den lille rovfugl, der i svirreflugt hænger i luften på det samme sted, mens den gransker grønsværen under sig. Det er en tårnfalk. Mens jeg runder næsset, flytter den sig metodisk over terrænet, det virker som om, den har sat hele dagen af til at afsøge fælleden.
Fra nordsiden af næsset kan jeg betragte kysten mod nord, en smal strand, en lav grøn strandvold, en stribe sommerhuse langs kystvejen der, grønne bakker bag dem, der i nord går over i Fløjstrupskovene, der smelter sammen med skovene ved Moesgård og Marselisborgskovene og rækker helt frem til Århus i nord.
Der er ganske mange mennesker ude at strække benene, det gode vejr og vinterferien gør sit. På havnen ligger en lille restaurant i en sorttjæret træpavillon, Fiskehuset, og de gør gode forretninger i dag. Jeg spiser også frokost der, og må vente en rum tid, inden det overbebyrdede personale får min mad klar.
Herefter følger jeg stranden mod nord. Solen står lavere på himlen og får kysten til at ligge i dyb skygge. Højt på den blå himmel lyser en hvid måne, selv om det er klar dag. Ud over spadserende er der fiskere på forstranden og ryttere langs strandkanten. Jeg nærmer mig hurtigt skovene syd for Århus. Langt i nord kan jeg se de store havnekraner i Århus, og den takkede række hvide bygninger, fremhævede af at have Riis Skov som baggrund; det er Isbjerget, det karakteristiske byggeri yderst på Århus Ø.
Da jeg når frem til sydkanten af Fløjstrupskovene, forlader jeg stranden, stiger op ad den lange trappe, der gør det muligt at forcere den høje skrænt. Jeg vandrer mod vest, tværs gennem skoven, og kommer ud de små landeveje langs det lange vestlige skovbryn. Med regelmæssige mellemrum passeres jeg af ryttere – på mountainbikes eller heste.
Vest for skoven ligger landskabet badet i den sene eftermiddags gyldne vinterlys. De ensomt beliggende, velholdte ejendomme i skovbrynet fremtræder fra deres bedste side. Et par heste på en bakketop over for skoven får et skær af rødguld over skindet. Højt på en bakkeside langt mod nord kan jeg se det nye museum ved Moesgård. Det ligger ikke øverst på bakketoppen, så det tegner sig ikke i silhuet, men den store ramme af hvid beton er umiskendelig.
Jeg vandrer mod nord, mens jeg lytter til musvågernes skrig, som de jager nær skovbrynet. Den gamle godsskov er flankeret af et flot stendige, og indkørslen til Moesgård er en allé af høje lindetræer. Jeg kaster ét blik på det gamle gods, og et andet blik på det nye museum, mens jeg går op til busstoppestedet for linje 18, og slutter mig til de ventende ved stoppestedet.
Richard Wagner: Udrejseansøgning, 66-152.
Jyske Vandreture 