Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Fåre-Bur, 26,4 km (381).
Torsdag den 20. august 2020.
Fåre station er nu om dag blot et trinbræt for skinnebussen mellem Vemb og Lemvig, selv om stationsbygningen er bevaret, komplet med et skilt med byens navn i røde bogstaver på hvid baggrund, aa, ikke å. Dertil km-angivelser til Vemb og Lemvig, 14 km begge veje.
Den silende regn gør ikke meget for at løfte stemningen. Den bliver ved i timevis. Augusts lange hedebølge er helt afgjort forbi. Temperaturen er næsten ti grader lavere end på min sidste vandretur.
Fåre ligger vest for de store plantager ved Klosterheden. På trods af navnet er der udelukkende kvæg på de enge, jeg passerer på den korte vej til plantagens skovbryn. Jeg besøgte området i det sene forår, på en vandretur, hvor jeg fulgte Flynder Å på dens vej gennem plantagen (vandredag 365), fra nord mod syd. I dag er jeg vendt tilbage for at se heden i blomst. Adskillige mindre stykker hede eksisterer stadigt hist og her, med det største parti præcist midt i skoven (vandredag 104).
Fra landevejen ses plantagen blot som et fjernt skovbryn for enden af grønne enge. Den grusvej, jeg slår ind på, går over en stor gårdsplads, og videre, mellem en ajlebeholder og en løsdriftsstald. De sortbrogede køer har parkeret sig selv i hjørnet tættest på stalden, øjensynligt heller ikke begejstrede for regnen. Vejen fortsætter som en slynget markvej, viger behændigt uden om et fugtigt kær og når så plantagen.
Det er den vestligste del af den statslige plantage. En bred og velholdt grusvej fører mod øst. I stedet følger jeg et halvvejs tilgroet spor i en bue mod vest. Højt græs og urter gør mine bukseben sjaskvåde på sekunder. Sort vand, overgroet med andemad, står stille inde mellem træerne. Terrænet er fugtigt, for sporet fører ud gennem en indhegnet mose, Møldrup Kær. Hegnet krydser også vejen, man skal igennem et led af den enklest mulige type, en el-tråd med et håndgreb påsat. Et lille skilt, hængt på el-tråden, minder om at huske at lukke bag sig. Spredt bevoksning af lyng føjer lyslilla strøg til kærrets grønne og brune farver, der af til brydes op af render med sort vand. Rødbroget kvæg, en halv snes stykker, er betroet afgræsningen. De hviler i græsset, men stabler sig møjsommeligt på benene og flytter sig mistroisk foran mig, mens jeg går gennem folden.
Herefter kommer jeg ind i den egentlige plantage med høje rækker af nåletræer, lange, lige veje og store stabler af fældet træ. En trekant af plantagen er klemt inde mellem landevejene fra Lemvig til henholdsvist Ringkøbing og Holstebro. I en lille lavning her løber Stensbæk, som nord for grusvejen skaber et smukt åbent rum med en lille sø.. Skrænterne er lyngklædte, den grå, regnfulde himmel tillader kun den svageste mulige genspejling af skovbrynene i det blanke mørke vand.
Jeg krydser Holstebrovejen. En lille parkeringsplads rummer et par biler, tyske og hollandske nummerplade. Skingre børnestemmer kommer inde fra skoven. Jeg tror, det er børnefamilierne, men det viser sig at være en skovbørnehave, reglementeret regntøj til store og små. Jeg fortsætter et stykke ad en af de afmærkede vandreruter, inden jeg drejer af nær en af skovens få gårde, avlsbygningerne står stadig med stråtækkede tage. Den ligger på bakkeskråningen ud mod den lave ådal omkring Risbæk, endnu et af de mange små vandløb, som løber ud i Flynder Å. Det lille kær ved bækken er frodigt og vildtvoksende, sort gallowaykvæg med hvide mavebælter står i græs og urter til livet.
Grusvejen snor sig op ad den lave skråning, og jeg kommer ud på det første større stykke hede, nu fuldstændigt udsat for regnen. Selv på en dag uden sol tager lyngens lilla flader sig smukt ud. Lave, tilgroede klitter løber som ribber hen over den indhegnede hede. De smalle husdyrveksler, hårdt tiltrampede, flyder over med vand. En lille flok sort kvæg holder til i den fjerneste ende af folden.
Endnu et langt stræk gennem plantage. Undervejs passerer jeg en lille flok mountainbikeryttere, der har vovet sig ud i det våde vejr. Ellers møder jeg blot, med få og uregelmæssige mellemrum, biler, der langsomt lusker forbi på de lange grusveje, mens folk nyder landskabet fra den lune kabine. Den ældre plantage står med åben underskov og en skovbund dækket af grønt mos.
Over en kort strækning krydser jeg to fugtige lavninger og kommer til at gå langs en tredje. Første gang var det Flynder Å, dernæst var det Elbæk og Hestbæk, der begge udmunder i den større å. Lavningerne er for smalle og fugtige til at have eng, de er helt dækket med rørskov eller kær med høje tuer og våd bund. Plantagen på skrænten overfor afløses brat af lilla hede, og snart efter står jeg selv på den centrale, åbne polygon med hede inderst i plantagen.
Regndis lægger et sløret skær over landskabet, let kuperet, grønne kær ved bækken, lange lige grusveje, der fortsætter endeløst ind i plantagen, en lille sø – og et gammelt transformatortårn i røde mursten, der har kastet vejnavnet Tårnvej af sig. På det højeste sted på heden ligger en stor gravhøj. Andre steder i landet bærer den slags steder navne som Elverhøj, Troldhøj, Ulvehøj, i det mindste Tinghøj eller Galgehøj. Her på egnen har man imidlertid en mere uimponeret tilgang: Fladhøj hedder den. Og så har man i hvert ikke løjet, for flad er den, godt en meter høj, og så ganske flad. Det har affødt arkæologers spekulationer om, at den i sin tid har tjent kultiske formål, som tribune for dans eller lignende.
Fra Fladhøjhede går jeg mod sydøst, ind i en del af området, hvor jeg ikke har været før. Undervejs kommer jeg forbi endnu to af de smalle lavninger, der denne gang rummer Fruerbæk og Birkebæk. Begge steder er der små søer nær vejen. Imellem dem ligger Enebærheden, der som navnet siger er under tilgroning med enebærbuske, der på klassisk vestjysk maner er bøjede af vinden. Heden har et mere markeret relief og et mere udtalt præg af gammelt indsande end de heder, jeg har passeret tidligere på dagen. Striber af gyldent græs og lilla lyng blander sig med hinanden.
Langsomt stilner regnen af. Jeg går gennem halvgammel plantage, hvor træerne står med præcise mellemrum, og der er et langt, dybt kig ind gennem en underskov af grenløse træstammer. En kronhjort står i profil langt inde på et skovspor, blot et par sekunder, mens den betragter mig, så forsvinder den spøgelsesagtigt, og blot regndisen hænger tilbage.
Jeg krydser landevejen mod Hobro, og kommer ind i en smallere arm af plantagen, der strækker sig mod syd. Tydeligvis er der ikke meget trafik her, skovvejen er i dårligere forfatning, mere egnet til færdsel til fods eller traktorkørsel end personbiler. Et skovspor i forlængelse af den egentlige vej fører ud til et sidste stykke hede, med den obligatoriske hochsitz i skovbrynet. Egentlig er heden ikke så stor, men terrænet har et let fald i en stor halvcirkel mod syd. Efter en lang vandring gennem en skovvejs smalle korridor, hegnet ind af høje nåletræer, gør det et behageligt panoramisk indtryk at komme ud til det store udblik over den blomstrende hede.
Hjulsporet fortsætter over den uindhegnede hede og rammer en markvej langs skellet til heden. Således er jeg endelig ude af Klosterheden, når hurtigt frem til asfaltvej og tager hul på de sidste kilometer gennem dyrket land. De fleste kornmarker er høstede, bigballer står tilbage på stubbene som så mange møllehjul. Den høje majs er endnu urørt, og, på trods af den våde dag, er der et par steder vandingsmaskiner i gang på kartoffelmarkerne.
Det er pludseligt et åbent, fladt og skovløst landskab. Solen er på vej til at bryde igennem, og træder frem som en kold hvid skive bag skydækket. I stedet begynder det dog at regne igen, og jeg er glad for at kunne søge ly i glasskuret ved trinbrættet i Bur. Først da jeg sidder i toget kommer der sol over landskabet, som det glider forbi mig på togets vej mod Struer og det næste tog til Århus.
Omar Cabezas: La montaña es algo más que una inmensa estepa verde, 114-224
Jyske Vandreture 