Studsgård-Herning (380).


Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Studsgård-Herning, 32,6 km (380).
Lørdag den 15. august 2020.

Hedebølgen fortsætter. Der er et endnu et par timer, til solen når middagshøjde, da jeg står af toget på trinbrættet i Studsgård, sydvest for Herning. Man skal ringe med klokken for at komme af her, en ære der kun er de absolut mindste stationer på Arrivas net forundt. Det er allerede stegende hedt og høj sol, da jeg begynder at gå mod syd. Hver en smule skygge, hvert et anstrøg af brise, er en velkommen luksus. Høsten er langt fremme her, halmen ligger stadig i lange baner adskillige steder, men oftest er der stubmark eller bigballer, med eller uden plasticindpakning. Kartoffelmarkerne er grønne og næsten afblomstrede.
Efter at have krydset hovedvejen mellem Herning og Varde går jeg ind i det store plantagekompleks nordøst for Kibæk. Her og der ligger små stykker hede tilbage blandt nåletræsgeledderne. De mest sammenhængende arealer findes i nord, omkring Hjortsballe Høje, tre gravhøje på den højeste del af terrænet (vandredag 256 & 341). Omkring gravhøjene er terrænet stadig åbent, andre steder er selvsåede fyrretræer stærk på vej til at tage heden i besiddelse. Hedeselskabet har sat mindesten over egen virksomhed ved gravhøjene.
Fra toppen af den højeste høj kan jeg henover plantagen se de højeste bygninger inde i Herning. Et smukt lilla tæppe af blomstrende lyng skråner ned mod plantagernes skovbryn. Travle sommerfugle flyver fra blomst til blomst.
En skovvej med tungt sand fører stik øst. Blomstrende lyng kanter vejen og breder sig i de store firkantede lysninger, som skovningen har skabt. Nogle få spurve flyver mellem det åbne rum og tykningerne, en skovskade lader høre fra sig. Der er masser af klovspor i sandet og hochsitze langs vej og skovbryn, men hjortene holder sig klogeligt i den dybe skovs skygger. Enkelte mountainbikeryttere, to og to sammen, trodser den skarpe sol og den høje temperatur.
Til sidst når jeg frem til den lange vej, der løber på en nord-syd-akse nær plantagens østkant. Der er en naturlig grænse her, ådalen omkring Rind Å, et snoet vandløb med en bræmme af enge og kær. Krat danner over lange stræk en uigennemtrængelig mur på begge sider af åen. Herning Kommune har etableret et stiforløb her (vandredag 140), hvor en slået sti og en smal betonbro gør det muligt for vandrere at krydse engene og åen og komme ind på grusveje, som fører ad bagvejen til landsbyen Høgild.
Landevejen gennem byen udgør også dens hovedgade. Jeg slår ind på vejen mod Søby, går gennem viadukten under motorvejen mod Vejle og kommer ud på en øde landevej, der følger en kile agerland, klemt inde mellem store plantager. Lange grusveje løber mod skjulte ejendomme, uhøstede havremarker strækker sig til de fjerneste skovbryn.
Som jeg nærmer mig Søby, ser jeg den første af de små informationstavler, der fortæller historien om brunkulslejerne, især med fokus på tiden under 2. Verdenskrig. Tavlen fortæller, at stedets købmand og statens sovebarakker lå her. De nedbrændte i krigens sidste måneder.
Søby Brunkulsmuseum ligger få hundrede meter fremme. Dele af det gamle maskineri er sat op som vartegn, parkeringspladsen er fyldt op med biler. Der blev gravet store mængder brunkul i Vestjylland, især under 2. Verdenskrig, da landet var afskåret fra leverancer udefra. De største lejer lå lige her (vandredag 255) og ved Haunstrup (vandredag 241). Ud over museet er der også en omfattende skiltning i terrænet, og en mindeplads for de mennesker der døde ved det farlige arbejde. De mange arbejdere blev huset i skure og barakker. Med et tidstypisk udtryk, der endnu ikke er helt forsvundet fra det danske sprog, blev den slags hastigt opstået skurby kaldet for et klondike, en henvisning til guldgravertiden i Canada halvtreds år tidligere. To tusinde personer arbejdede her i området, da produktionen toppede. Tusind af dem boede ved Søby.
Ved landevejen er der bevaret en enkelt af de små hytter. Den holdes i god stand, mens andre får lov at gå i forfald i nærheden. I dag skal jeg ikke besøge det gamle brunkulsområde med dets rustrøde søer i dybe grave. I stedet går jeg ad en grusvej gennem krat og græsslette frem til fugletårnet ved Søby Sø, områdets nordlige afgrænsning. Det er en naturlig sø, oprindeligt en hedesø, ren nok til at have en badestrand. Jeg kan lige akkurat skelne menneskelige skikkelser, mens lyden af latter og råben når mig fra den fjerne bred. Ellers er store dele af søbredden utilgængelig, omgivet af plantage og eng. I en fold klods op ad fugletårnet græsser en halv snes hvide og sorte får i træernes skygge. Et skilt på lågen, der blokerede vejen videre, hævdede, at folden huser en stangende vædder, men jeg ser nu ikke andet end får.
Tilbage på asfalt følger jeg landevejen vest om søen, desværre uden mange udsigtsmuligheder. Vest for landevejen er der derimod et stort, smukt stykke hede. Det fladeste stykke hede jeg nogensinde har set. Da jeg krydsede ådalen ved Rind Å, gik jeg fra Skovbjerg Bakkeø og ud på hedesletterne, dvs på istidens gamle smeltevandssletter. Heden er hegnet ind, men uden synlige husdyr, lyngens glød er knap så intens som ved Hjortsballe Høje, men løber strygejernsflad mod fjerne skovbryn.
Landevejen fremstår som en tunnel gennem høje plantager. Der er ikke meget trafik, men langt fremme kan jeg alligevel se biler køre fra og til, og små grupper af mennesker der krydser vejen i begge retninger. Da jeg når derhen, ser jeg en stopfuld parkeringsplads og rækker af parkerede biler i vejkanten. En grussti fører langs kanten af marken og, med et beslutsomt sving, gennem plantagen og ud til badestedet. Omkring hundrede mennesker deler ganske få kvadratmeter sandstrand og søbred. Til begge sider breder rørskove sig. På den anden side af søen kan jeg se lave klitter, der i virkeligheden er skabt ved deponering af opgravet sand fra brunkulsudvindingen.
Jeg vender tilbage til landevejen og når snart efter til Kølkær – landsby med vilje, som der står på landsbyens kække skilte. Byen har en nyere kirke i røde mursten. Jeg benytter lejligheden til at fylde mine vandflasker med koldt drikkevand, inden jeg tager hul på det sidste stykke vej.
Som jeg nærmer mig byen, kan jeg se dens få højhuse dukke op i horisonten over markernes bigballer. Jernbaner og motorveje følger samme korridor, byens kraftværk og renovationsvirksomheder ligger her. Der er skilte mod badestrande ved de kunstige søer, der er anlagt i det tomme rum mellem motorveje og jernbaner. De sidste par kilometer flankerer vejen Knudmosen, et stort rekreativt område med stier mellem moser, kær og enge. Et hvidt svanepar holder til i en af de mange små damme. Der er adskillige besøgende på stierne og endnu flere ved den centrale legeplads bag banegården. Et trappetårn giver adgang til fodgængerbroen over perronerne. De høje vinduer gør det drivhusvarmt, toget er køligt og behageligt i sammenligning, selv med mundbind på.

Omar Cabezas: La montaña es algo más que una inmensa estepa verde, 50-114.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s