Vind-Ulfborg (379).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Vind-Ulfborg, 30,6 km (379).
Søndag den 9. august 2020.

Det er årets hidtil varmeste dag i Danmark. Heldigvis er temperaturen nærmere 25 end 30 grader i Vestjylland, men jeg glæder mig alligevel over at skulle igennem talrige plantager med dyb skygge på dagens vandring. Klokken er tolv, da jeg stiger ud af den luftkonditionerede bus og står i middagsheden i Vind, syd for Holstebro.
Vind er ikke nogen stor landsby, og Vind Kirkeby, en kilometer længere mod vest, er blot en håndfuld huse omkring den lille kullede kirke, med dens røde tegltag, hvidkalkede mure og kirkeklokke monteret direkte på gavlen.
Vest for kirken ligger den store Vind Hede, hvor jeg tidligere har set traner og kronvildt (vandredag 279). I dag har de dog søgt ly for varmen. Ulvefælden, hvor forskere, uden det store held, prøver at fange de sky rovdyr for at udstyre dem med radiohalsbånd, er også tom. Fårefolden rummer et dusin dyr, som møjsommeligt kommer på benene og trækker lidt bort, da jeg fra landevejen svinger ind over den uindhegnede hede og går mod sydøst ad dyreveksler og tilgroede spor.
I begyndelse er heden helt åben, præget af grøn revling eller sparsomt græsbevoksning i blege gule toner. Som jeg kommer længere frem etablerer lyngen sig i et lilla dække, mens ene i stigende grad rykker ind, især omkring de små gravhøje. Jorden er karsk her, lyngbuskene er lave, og der åbner sig hele tiden åbne partier uden andet end lav til at dække jorden. Det nøjsomme indtryk passer fint til Vinds spartanske kirke få hundrede meter borte.
Jeg krydser grusvejen, der fører ned til engene og broen over Lilleå. Denne del af heden er opkaldt efter Kaj Munk, der i periode ejede området og gik på jagt her. Fra bakkeskråningen er der en fin udsigt over ådalen. På de flade enge langs åen græsser en håndfuld heste. Plantagerne dækker det højere liggende land på den anden side. Mellem eng og plantage er der en stribe hede af varierende bredde. Som jeg ser det på de fleste af områdets store og små hedestykker er der også her præg af gammelt indsande, rækker af lave tilgroede klitter.
Jeg følger kanten af engene, indtil jeg genfinder grusvejen på dalbunden og derfra kan gå mod nordvest ad en jordvej for foden af heden. Ved indkørslen til vejen hænger det første opslag der orienterer om kamera-overvågning (af ulvene). Enkelte markstykker ligger hen med græs, gule brandbæger og perikon breder sig uhindret. Langs vejen står afblomstret gyvel med sorte bælge, en uregelmæssig elektrisk knitren kommer fra dem, lyden af bælge der åbner sig med små smæld.
Der er yderst få huse her. En lille gård ligger i kanten af høj plantage. To musvåger svæver højt over trækronerne. Da jeg kommer ind i plantagen, indsnævres himlen til en smal stribe. En ravn glider lavt over nåletræerne og skriger gentagne gange, inden den udser sig en siddeplads mellem grenene.
Der er ingen asfaltveje her i området, grusvejene er de bedste veje, ikke mindst på de store statsejede områder. Jeg følger en af dem over ådalen, med dens brede kær og smalle å. I nordvest kan jeg se en lilla hedebakke rejse sig, Nørre Vosborg Hede. For foden af heden ligger en smuk lille sø, mens bakkekammen er prydet af gravhøje. En vej, blot et kørespor gennem tungt sand, følger brandbælterne i plantagens skovbryn, først på fladt terræn, dernæst op ad bakken. Bistader står opmarcheret på en sidevej. På det højeste punkt ligger gravhøjen Skovbjerg (57 m. o. h.). Herfra er der en panoramisk udsigt, ikke blot over Nørre Vosborg Hede, men også til Vind Hede, bag plantagerne. I øst rejser sig endnu et par gravhøje, mærket af vindbrud og åbent sand.
Et tilgroet hjulspor, på kanten til at forsvinde, løber hvor et nåleskovs- og et løvskovsparti mødes og fører ud til en central grusvej i nord-syd-retning. Jeg går mod syd, først forbi en gammel skovridergård, dernæst forbi en af Naturstyrelsens primitive overnatningspladser. Her er der en vandhane med koldt drikkevand, som jeg taknemmeligt benytter til at fylde mine vandflasker, hvis indhold jeg har gjort stort indhug på.
Som jeg fortsætter mod syd, kommer jeg forbi nogle skravlede marker, på en af de få privatejede jordlodder blandt al statsjorden med hede, enge og plantage. Næsten uden overgang går landskabet over i Sønder Vosborg Hede, et stort indsande, overgroet med hede (vandredag 222). Terrænet er brudt op i talrige klitter og under udstrakt tilgroning med ene. Der er en svag hældning ned til Madum Å.
Fra en af områdets små parkeringspladser fører en slået sti mellem to elektriske hegn ud til en plankebro over åen. Åen i sig selv gør et noget forarmet indtryk, udrettet og snorlige. Til gengæld er der smukke kær og enge omkring den, med små engsøer. Vandranunkel vokser i vandløbet, og kaprifolium har fået fodfæste langs bredden.
Snart er jeg dog tilbage på grusvej, parat til de sidste kilometer, gennem plantagen og ud til landevejen mod Ulfborg. Jeg krydser jernbanen i udkanten af byen og går den velkendte vej til den lille station.

Charles Darwin: The Descent of Man, 608-651.
Omar Cabezas: La montaña es algo más que una inmensa estepa verde, 1-50.

 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s