Bording-Them (378).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Bording-Them, 37,3 km (378).
Tirsdag den 6. august 2020.

Endnu en gang står jeg på perronen ved den lille station i Bording, vest for Silkeborg. Jeg var her i april (vandredag 358), og de første kilometer af dagens vandring følger jeg samme rute: ud i det flade landskab sydøst for byen, hvor kornet, majsen og de blomstrende kartofler nu står højt. En lang linje af højspændingsmaster hæver sig over markerne, vandingsmaskinerne står passive hen, den første kornmark er høstet, lange baner af halm ligger på stubbene. Himlen er halvvejs dækket af lavt hængende vatskyer, mens solen skinner gennem spredte skyer højere oppe.
Som i foråret er jeg på vej til Gludsted Plantage. Den gang var det for at følge Storåen det første stykke på dens vej mod Nissum Fjord. I dag skal jeg dog mod øst, så jeg drejer af mod Christianshede Kirke. Modsat Danmarks mange landsbykirker med hvidkalkede mure og kvadersten er den i røde mursten, bygget så sent som i 1894. Kirken ligger isoleret på det åbne land, omgivet af et hav af bølgende korn. Som adskillige andre steder i Midtjylland, der bærer kongenavnene Frederik eller Christian, er Christianshede opstået i syttenhundredtallet, som en del af bestræbelserne på at opdyrke den jyske hede med tyske kolonister, de såkaldte kartoffeltyskere. Det gik slet ikke godt, den oprindelige landsby er for længst forsvundet, og i dag er navnet Christianshede knyttet til en lille flække, en tidligere stationsby, ved den nedlagte jernbane mellem Esbjerg og Langå (vandredag 135).
Den smalle landevej fører til den pensionerede stationsby. Jeg drejer imidlertid ned ad en grusvej, der går mod syd. De lange firkantede markstykker er kantede af læhegn. Luften genlyder af skarpe skrig og rovfugle patruljerer over træerne. Jeg passerer en gård, og grusvejen bliver til en jordvej, der leder ind i plantagen. Skovbrynet er langt og snorlige. En højt hegn med fire elektriske tråde, den øverste trukket over min hovedhøjde, står i skellet mellem nåleskov og kornmark: Et sikkert tegn på et stor lokal bestand af kronvildt. Som det også ses af de mange hochsitze, jægernes små skydetårne, der står tæt i den skov og hede, jeg vandrer igennem de kommende timer. På sandvejene ses kronhjortenes klovspor, dramatisk større end rådyrenes små fine ridser.
Inde i plantagen følger jeg et hjulspor, anlagt i et bredt brandbælte, indtil jeg når frem til det rektangulære net af grusveje. Der er store trekantede og firkantede lysninger med uregelmæssige mellemrum, nogle af dem fremkommet ved skovning og nogle af dem uopdyrket hede. Græshede dominerer de fleste steder. I det store kompleks af sammenvoksede plantager er der også et par fredede områder med oprindelig hede (vandredag 224). I vest ligger den fritstående hedebakke Isenbjerg. I øst ligger Kolpendal, hvor jeg er på vej hen.
En lang lige plantagevej fører mod øst. En skræppende skovskade flyver foran mig, det blå vingespejl tydeligt. For enden af grusvejen kan jeg se flygtige glimt af andre farver og reflekteret lys. Det er autolak, fra bilerne på den travle hovedvej mellem Viborg og Vejle, som skærer igennem Gludsted Plantage og Kolpendal. Jeg når hovedvejen og går et par hundrede meter mod syd, indtil jeg står ved det fredede hedestykke, der er fuldstændigt indesluttet i plantagen. I syd hæver en serie af indlandsklitter sig næsten i højde med plantagens trætoppe. Der er spredte vindbrud og små damme rundt i terrænet, en flok får græsser uden meget entusiasme, uanfægtet af den vedvarende strøm af trafik.
Enkeltstående lyngkoste og mindre stræk af hede blomstrer med lilla glød. Det meste af hedefladen er endnu ikke sprunget ud, små farveprikker viser, at blomsterne er på vej, med endnu drukner de i hedens brune og grønne bundfarver.
Jeg havde håbet at kunne følge det nordlige skovbryn i kanten af heden, men hegning forhindrer det, og i stedet er jeg nødt til at gå gennem en hundeskov og ud til en grusvej nord om Kolpendal, hvorfra der kan gøres afstikkere ud til heden. Ud over det høje fårehegn er der også lagt flethegn fladt på jorden. Som jeg kommer længere frem erstattes det af et regulært ulvehegn, med en lav eltråd anbragt i ankelhøjde – snudehøjde for en firbenet røver, der forsøger at kravle eller grave sig under fårehegnet. Gludsted Plantage ligger midt i Danmarks anden ulvezone (hvor landmænd kan få tilskud til ulvesikkert hegn), oprettet mellem Herning, Brande, Nørre Snede og Silkeborg. I en periode hævdede en hanulv territorium på den nærliggende Harrild Hede (vandredag 223) og i det sidste års tid har der været fornyet aktivitet her.
Tre-fire hestevogne holder forspændt på en rasteplads inden i skoven. Voksne snakker i små grupper, mens en dreng fodrer et par fjordheste i en lille fold med håndfulde af tørt græs. Snart efter runder jeg et hjørne og går nu langs østsiden af Kolpendal. Der er blevet skovet en hel del i området, og derfor kan jeg nu se over til den høje jordvold, hvor jernbanen i sin tid gik. Få minutter senere træder jeg selv ud på den gamle banedæmning og kan se, hvilken forskel skovfældningen har gjort: et smukt blik ud over Kolpendal, som før lå skjult bag høje nåletræer. Jeg kan se hestevognene køre ud på den skovvej, hvor jeg gik for et kvarter siden.
Også øst for jordvolden er der ryddet træer og skabt åbent rum ned mod mosen for foden af dæmningen. Jeg følger banestien et kort stykke mod nord, indtil jeg kan følge en næsten usynlig trampesti gennem krattet og komme ud på Sepstrup Sande. Som navnet siger, er det et gammelt indsande, tilgroet med hede, og under fremskreden tilgroning med krat. Der er stadig vindbrud på terrænet, dertil små kløfter, spor af gamle hulveje, kær og et skrånende terræn ned mod dalen. Trampestien opløses i vegetationen, og jeg må gå gennem knæhøj hede for at nå frem til de sandede skovveje, der fra øst fører ind i området. Bakkesiden ned mod ådalen er hegnet ind til afgræsning med kvæg, så der gøres trods alt en indsats for at bevare det specielle landskab.
Jeg når frem til landevejen og følger den til Favrholt Bro. Den er kun bro af navn, vandløbet, Skærbæk, er ført i et rør under vejen. Herfra er der imidlertid et smukt blik gennem ådalen, og de afgræssede hedebakker i det gamle indsande.
Efter et kort stræk på asfalt finder jeg igen ind på lange grusveje, der fører gennem den sektion af plantagen, der bærer Skærbæks navn. Vejen slynger sig gennem let kuperet terræn, med meget åbent rum, bevokset med lyng eller græs. Dybest inde i skoven, hvor grusvejen krydser Skærbæk, ligger en idyllisk ejendom, som ifølge kortet bærer det udfordrende navn Lykkensprøve.
Her drejer jeg mod nord og følger en stejl vej op gennem en skovklædt kløft. En opstemmet sø tager sig idyllisk ud, på en baggrund af skov og lyngklædte bakkesider. Et dusin redeskjul til ænder løfter sig lige akkurat over vandoverfladen. Grusvejen snor sig op forbi søen, til højere terræn, hvor skoven viger for bakket hede med enekrat. Her træffer jeg på Hærvejen (vandredag 159), som jeg følger på det korte stræk, hvor den er så fjernt fra at være en vej, som tænkes kan: En smal trampesti, der fører gennem en smal ravine op på et fladere plateau med tilgroet hede og ud på landevejen.
Og så er jeg endelig tilbage på asfalt i det åbne agerland, går mod nord til landsbyen Asklev, drejer mod øst, i retning mod dagens endemål, Them. Undervejs gør jeg dog en afstikker til Gavlbanker. Her er der et lille fredet område med spor fra jernaldermarker, såkaldte røser, som er karakteristiske dynger af frasorterede sten. På denne sommerdag fremtræder de som små øer af grønne bregner, spredt ud på en lille græsslette, omsluttet af skoven.
Gavlbanker, i sig selv, er en ganske speciel lille hede på en stejl bakkeside. En låge i hegnet gør det muligt at komme ind på området. Der er ingen stier, blot dyreveksler fra husdyr. Den nederste del af skråningen er tæt bevokset med bregnekrat og brudt op i adskillige små kløfter. Jeg søger op i den mest lovende af dem og møder et dusin nubiske geder, med de karakteristiske hængende ører. De daser i skyggen, nogle af dem har mast sig helt ind under enebuske, som brægen fortæller. Jeg går i en passende bue uden om dyrene, følger en veksel op på den højeste del af bakken. Her er der gyldent græs, med striber af blomstrende lyng. Dertil en smuk udsigt over dalen og dens skovklædte bakkesider.
Efter min rundtur følger jeg samme grusvej tilbage til landevejen. På trods af den korte distance er der en højdeforskel på mere end fyrre meter mellem dalbunden og landevejens niveau. Det forklarer stednavnet “gavl”, der skulle betyde “en stejl skråning”.
Uden for Them krydser jeg endnu en banesti, denne gang fra den nedlagte jernbane mellem Silkeborg og Horsens (vandredag 29). Byens stoppested ligger ved kirken. Den hvide middelalderkirke har adskillige nyere tilføjelser, deriblandt et ottekantet tårn. Jeg når blot at kaste et hurtigt blik på bygningen, så ser jeg den blå rutebil mod Silkeborg rulle ind, og jeg tager i stedet et par hastige skridt hen til stoppestedet.

Charles Darwin: The Descent of Man, 546-608.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s