Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Kibæk-Studsgård, 27,9 km (341).
Lørdag den 23. november 2019.
Kibæk er den største by mellem Herning og Skjern. Det er en klassisk stationsby i det flade Vestjylland, stadigvæk med et Jernbanehotel. Foran hotellet holder en sort limousine parkeret. Jeg følger hovedgaden gennem byen, mod nordøst, i retning af de store plantager øst for byen.
I udkanten af byen ligger en møllegård ved en lille opstemmet sø. Den har afløb i en fin gammel fisketrappe med mosgroede sten. En sti fører rundt om søen og det fugtige terræn omkring den, med små damme og tæt krat. Et par knopsvaner har delt søens overflade i mellem sig. Møllegården fremtræder velholdt, med et Blå Kors værested i det gamle stuehus.
Øst for jernbanen og hovedvejen vandrer jeg mod øst, langs den smalle landevej syd for skoven. Plantagerne er naturligvis overvejende nåletræer. Syd for vejen er der imidlertid en smal bræmme af bøgetræer ud mod en stor halvcirkel af hede. Jeg følger en trampesti derud og står på kanten af en stor bakkeside med bevaret hede. Bakken er ganske lav, med en glimrende udsigt over det omgivende agerland. Lyngkostene bærer stadig blomster. De har kun bevaret den svageste glans af sommerens farvepragt, men den grå dag får den sidste smule kulør frem. En lille håndfuld gravhøje ligger spredt ud over den højeste del af terrænet.
Snart bryder jeg af fra landevejen og går dybt ind i plantagerne. Uanset, hvor jeg kommer frem, er det tydeligt, at plantagerne er rejst på gammel hede. Hver eneste skovvej er kantet af halvbuskene, og hvor der er små eller store lysninger, naturlige eller ryddede, har lyngen vundet frem.
Der er ikke langt mellem jægernes små trætårne, hochsitze, og de er i brug i dag. Store dele af skoven er spærret af til jagt, og med uregelmæssige mellemrum lyder der et enkelt skud i det fjerne, dæmpet af træer. Den vej, jeg har planlagt at vandre ad, er også lukket med et skilt.
Jeg går mod syd, ad en vej opkaldt efter en vis Jens Provst, der, som en undertekst forklarer, var tækkemand og krybskytte, et kompliceret karriereforløb, der åbenbart beretter til vejnavnsudødelighed i denne del af landet. Længere mod syd, hvor en vej ikke er skiltet med advarsel, gør jeg et nyt forsøg på at komme videre mod øst. Det går dog en kilometer, før jeg støder på en hochsitz med jæger, så det er tilbage til landevejen.
I stedet fortsætter jeg ad landevejen mod syd. Næste skovvej er også lukket, og jeg finder mit kortmateriale frem, for at afgøre hvor langt jeg er nødt til at gå mod syd, i forhold til hvor meget dagslys jeg har tilbage. Mens jeg forsøger af blive klar på det regnestykke, kører en jæger op i en personbil, stiger rask ud, hiver advarselskiltet op og smider det ind i bagagerummet. På mit skyndsomme spørgsmål oplyser han, at jagten er forbi for i dag.
Så nu jeg kan gå mod nord, og dernæst mod øst, ad lange lige skovveje. Før jeg drejer mod øst kan jeg se en fyldt parkeringsplads, et øde sted langt inde i skoven, hvor jagthytten må ligge. På den videre vej mod øst tager jeg en skovvej, som følger en lang stribe fugtigt terræn, med kær og mose omkring en bæk. Der er store partier med sort vand og længere fremme små søer. Tuerne er tætte og mere end knæhøje derude i sumpen. Et elhegn med en enkelt tråd antyder, at der afgræsses med kvæg, men folden ligger tom hen nu.
I øst når jeg frem til en velholdt grusvej, som jeg følger mod nord. En cykelrytter passerer mig, og et par gange møder jeg andre skovgæster, med hunde, men ikke jagthunde. Det våde efterår er ikke gået sporløst hen over plantagerne. De mindre skovveje, uden forstærkning med grus, er grundigt kørt op af traktordæk, og vandet står i lange baner i hjulsporene.
Jeg runder endnu et skarpt hjørne og går nu mod vest, igen ad en lang lige vej. I den bløde jord kan jeg se ældre klovaftryk fra krondyr og helt friske spor af rådyr. Længere fremme er et langt stykke vej helt flået op af friske spor af kronhjortes klove. Forklaringen er simpel, en stor dynge roer er læsset af nær ved vejen. Et stykke borte står en hochsitz med glimrende udsigt over hele herligheden.
Efter endnu et par kilometer når jeg frem til den asfaltvej, der gennemskærer plantagerne fra nord til syd. Herinde er der bevaret et par større stykke hede, domineret af en stor gravhøj, hvor Hedeselskabet har opstillet en mindesten for tilplantningen. Det er et sted, som jeg husker fra en tidligere vandretur fra Troldhede til Elia (vandretur 256). En parkeringsplads og en informationstavle vidner om en vis lokal søgning til området. Hedestykkerne er i forskellige stadier af tilgroning.
Landevejen fører mod nord, ud af plantagerne, over hovedvejen og mod Studsgård. Landsbyen har et trinbræt på banen mod Skjern. Den oprindelige stationsbygning er bevaret, men tydeligvis for længst overgået til privat brug.
Jeg har en halv time til toget mod Herning, så jeg går gennem byen og ud til dens lille kirke, der ligger en kilometer længere mod vest, alene ude på det åbne land. Der er en lille times dagslys tilbage, men den grå dag gør det svært at registrere ændringer i lysets intensitet. En stor flok urolige råger holder til på en af de vintertomme marker, og deres skrig ledsager mig tilbage til byen.
Sammen med en halv snes andre passagerer venter jeg tålmodigt ved trinbrættets ensomme spor, indtil arrivatogets lyskegle nærmer sig fra syd.
Elia Barcelo: El color del silencio, 290-376.
Jyske Vandreture 