Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Troldhede-Elia, 43,4 km (256).
Lørdag den 5. maj 2018.
Jylland er fuldt af stednavne, der henviser til ulve. Det virker næsten uundgåeligt, at landets første ulvekobbel etablerer sig ved Ulfsborg. Hvad der engang har fået folk til at døbe et stykke fladt land Troldhede, er straks sværere at finde ud af. På en dag med høj blå himmel og solskin er der i hver fald ikke meget troldtøj over sceneriet.
Troldhede er en stationsby, beliggende mellem Herning og Skjern. I sin tid var der også et spor til Kolding, men det er for længst nedlagt. Jeg begynder min vandredag med at følge landevejen mod nord, indtil jeg kommer til naturområdet omkring Kulsøen, for år tilbage en del af de midtjyske brunkulslejer, med en stikbane til Troldhede. Nogle få kilometer mod nord ligger brunkulslejerne ved Momhøj og Havnstrup (vandredag 241), mod øst ligger det største af dem alle: Søby (vandredag 140).
Jeg brugte min forrige vandredag (255) til at se nærmere på brunkulslejerne i Søby og kom omkring resterne af Ørkenarboretet, et forsøgsområde hvor de golde sandtipper blev tilplantet med eksotiske træarter fra hele verdenen. Ørkenarboretet havde også en afdeling her ved Kulsøen, og der findes stadigt overlevende træer fra fjerne steder i området. Ved de øvrige brunkulslejer findes stadigt sandtipper, kunstige bakker af sand, opstået ved deponering af det sand, der blev fjernet for at nå ned til brunkullet. Her ved Troldhede er sandtipperne dog blevet udjævnet, således at terrænet er blevet tilføjet et lavt plateau i stedet for bakker. Tilplantning, herunder arboretet, var et lovkrav, hensigten var at beskytte stationsbyen i Troldhede mod sandfygning.
Der er en lille parkeringsplads ved landevejen øst for søen. Der holder allerede en bil, og mens jeg står og studerer informationsmaterialet, kører en anden bil ind, og en ung kvinde i løbetøj står ud. Mod øst har Kulsøen den karakteristiske høje, stejle skrænt. Foran ligger den blå vandoverflade udstrakt, med små pynter trukket op med rørbræmmer. Der ligger svaner og gråænder derude.
Der går afmærkede stier rundt på terrænet, mest gennem skov med nogle få udsigtspunkter over vand. En træbro fører over Vonå, og en sti følger åen mod vest. Syd for åen er der bevaret en stump hede. Vandet er hurtigt strømmende og klart, bunden af åen er farvet af aflejret okker. Vest for Kulsøen ligger en mindre sø, Den Grønne Sø, hvis farve skyldes opløste mineraler forårsaget af brunkulsudvindingen.
Hundrede meter længere fremme er der et udsigtspunkt ved den vestlige bred af Kulsøen. To svaner ligger nær bredden, men der er ikke sød musik derude. Med korte mellemrum rejser den ene fugl sig med baskende vinger og løber skræppende henover vandoverfladen i retning af den anden svane, der omgående flygter – men kun en halv snes meter. Så hviler begge fugle nogle få sekunder, før det hele gentager sig. I udkanten af hanekampen ledsager blishøns det hele med deres karakteristiske båt-lyde.
Nord for de to søer ligger resterne af det gamle arboret. Det er mest nåletræer, men der er også rhododendron og canadiske blåbærbuske, tre meter høje. Der skulle også være en lille klynge tulipantræer, men jeg finder kun døde stammer på det angivne sted og en klynge bregner i færd med at rulle bladene ud. Et andet sted i plantagen vokser ulvefod.
Omsider er jeg tilbage ved parkeringspladsen og kan påbegynde dagens lange vandring mod øst. I et skovbryn står en rusten kran tilbage, sikkert efterladt fra brunkulsgravningen. De første timer følger jeg små landeveje over flad vestjysk jord, store markstykker og lange læhegn. En grusgrav viser med al ønskelig tydelighed, hvor tyndt muldlaget er her på egnen, blot glasur på et tykt, tykt lag af smeltevandssand. Et vandløb har skåret en kløft i det flade plateau, de stejle skråninger gør, at hede og enebærbuske har fået lov at stå uopdyrket tilbage. Hen ad vejen kommer jeg forbi plantage. Det er ikke kun nåletræer, der er også bøgetræer. Ikke bred, høj bøgeskov som i Østjylland, men derimod små sektioner i den yderste kant af plantagerne, unge, ens høje bøgetræer på rad og række. Ingen af træerne er mere end otte-ti meter høje, de færreste stammer er tykkere end en fodsbredde. De nye bøgeblades friske grønne farve virker næsten eksotisk mod de mørke graner og vejkantens brune lyng.
Snart efter går jeg igennem den lille stationsby Kibæk, hvor kirsebær blomstrer i haverne, og kommer derefter ind i den store plantage øst for byen. De enkelte skovpartier med tæt beplantning af graner i lige linjer fremstår som store mørke kasser, adskilt af grusveje, hvor lyset kan trænge ned. En hare græsser langs en skovvej. Den lader mig komme tættere på end normalt, i den skarpe sol kan det være svært at få øje på mig i skyggen af granerne.
Inderst i plantagen støder jeg på en kerne af hede og to store kæmpehøje. Jeg følger en grusvej med dybe traktorspor over heden og videre ind i plantagen. Vejen bliver snart flankeret af et mandshøjt vildthegn med to elektriske tråde øverst. Til min overraskelse løber hegnet i tre kilometers længde mod øst. I indhegningen ser jeg en enkelt hochsitz, og nogle lysninger og vandhuller der virker kunstigt anlagte og vedligeholdte. Vejen er udbedret med byggeaffald og løber langs fugtigt terræn, en snog snor sig lynhurtigt over vejen, dens skæl glinser i sollyset.
Der er ingen dyr at se i indhegningen. Efter lidt søgning på nettet finder jeg senere ud af, at det drejer sig om Jyndevad Plantage, nu Jyndevad Dyrehave. Det indhegnede område dækker tre kvadratkilometer, en tiendedel af den samlede plantage her øst for Kibæk. Det har krævet en dispensation, som har været oppe at vende i Naturklagenævnet. Nu står hegnet her, og intet større end en snog slipper igennem.
Omsider kommer jeg ud på den østlige side af plantagen, krydser Rind Å, hvor en flok kvæg græsser på en stor grøn eng ud mod det snoede vandløb. Herefter vinder det åbne land frem, små landsbyer, først krydser jeg motorvejen og jernbanen mod Vejle, derefter svinger jeg mod nord og krydser motorvejen og jernbanen mod Århus. I det fjerne kan jeg se den sorte stålkuppel med de fire stålsøjler, der markerer dagens endemål. Hernings østlige forstæder og industriområder breder sig ud til begge sider.
For sin størrelse er Herning uden tvivl det sted i landet, der er bedst betjent med motorveje. For at kunne passere motorvejen mod Århus, har jeg været nødt til at gå et godt stykke mod øst, og nu går jeg den sidste kilometer stik vest, med solen lige i øjnene. Her, yderst i byudviklingsområdet Birk Centerpark, på samme vej som byens kunstmuseer, ligger Elia, den store landskabskultur af Ingvar Cronhammer, opstillet i 2001. En elleve meter høj kuppel i sortmalet stål, som bærer fire stålsøjler, tyve meter høje, med deres egne små røde kupler.
Området har fået sit eget trinbræt, så jeg skal blot gå hundrede meter hen til perronen, mens jeg hyppigt drejer hovedet for at se tilbage på skulpturen.
Bernhard Schlink: Der Vorleser, 147-207.
Sinclair Lewis, It can’t happen here, 1-48.
Jyske Vandreture 