Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Kibæk-Vildbjerg: Brunkulslejerne, 32,2 km (241).
Søndag den 7. januar 2018.
Det er en smuk dag til en tur tværs over Jylland, kold vintersol og blå himmel. Solen kommer aldrig højt over horisonten, men der er et fint lys over de velkendte bakker, Gammelkol og Himmelbjerget ved Julsø, Sindbjerg og Stoubjerg på den flade hede før Silkeborg, Hørbylunde Bakker efter Silkeborg. Fra toget kan jeg se, hvordan tynd is dækker de roligste vige af søerne, og åbent vand møder den frosne skorpe længere ude.
Jeg står af ved den lille station i Kibæk, vest for Herning. Landskabet er dækket af rimfrost, temperaturen er under frysepunktet, men det er vindstille, så det er en god dag til en vandretur. Den overordnede retning for dagens vandretur er stik nord, men jeg krydser mig frem ad store og små veje. Det er en af de tyndest befolkede dele af landet, så de små landeveje af asfalt afløses snart af et net af grusveje. Vandpytterne er bundfrosne.
Snart kommer jeg til Momhøj Plantage, hvor jeg går en rundtur på terrænet. Det er et gammelt brunkulsleje. Under Første og Anden Verdenskrig og et stykke ind i efterkrigstiden blev der brudt store mængder brunkul i Midt- og Vestjylland. Al produktion er opgivet for længst, og de månelandskaber som udvindingen efterlod er nu under varierende grad af tilgroning. Der er mere end 3000 hektarer (30 km2) tilbage, hvor af mere end halvdelen udgøres af de nærliggende Søby Brunkulslejer (vandredag 140).
Momhøj Plantage rummer et naturcenter under Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er vandre-, cykel- og ridestier, dertil skovlegepladser, borde og bænke og parkeringspladser. På en smuk vintersøndag som denne er der ikke langt mellem børnefamilier og mountainbikere.
En god del af plantagen består af fyrretræer, meget af den af et temmeligt forarmet udseende. Længere væk fra det egentlige mineområde er der stadigt stræk med lyng. På en våd og grå vinterdag kan de mørkebrune lyngkoste godt gøre et ganske mismodigt indtryk. I dag, hvor det skarpe vinterlys reflekteres i rimfrostens mange fine hvide iskrystaller, og himlen er blå, hviler der dog en anderledes lys stemning over hederne.
Nogle få søer ligger på bunden af dybe udgravninger. De minder om store badekar med en tomme vand på bunden. De unaturligt stejle skrænter røber omgående søernes kunstige oprindelse. Is dækker søerne, så der er ikke en eneste vandfugl i syne. Det sand, der blev fjernet for at nå ned til kullet, ligger dynget op i store bakker. På trods af de år der er gået, siden produktionen blev opgivet, er der store og små områder, hvor vegetationen ikke har formået at rykke ind, og det rå sand fremstår med cement, med et kompakt, utilgængeligt udseende.
Jeg forlader området langs en tynd strimmel hede, der rækker mod nord. På det højeste sted ligger et par gravhøje fra en ganske anden tidsalder. Nord for plantagen kommer jeg ud på åbent land, med et let fald i retning mod Herning. Jeg kan se byens højhuse i det fjerne med Studsgårds hvide landsbykirke i mellemgrunden.
Jeg følger små grusveje og landeveje rundt om et stort stykke plantage. Gennem et tyndt skovbryn kan jeg skimte en anden, dybt nedgravet, sø derinde: endnu et gammelt brunkulsleje ligger skjult derinde. Jeg fortsætter imidlertid uden afstikkere og når da også snart til Haunstrup Brunkulslejer. Området, godt 2 km2, er ejet af Skov- og Naturstyrelsen, der har udlagt stier til vandrere og mountainbikere.
Det overordnede indtryk er som i Momhøj, søer i dybe lejer, tipper (de kunstige bakker skabt af opdynget sand), plantage, koparret med bart sand uden vegetation. Men det er alt sammen lidt større. Søerne er for det meste forseglet med tynd is og fremstår med en glasurblå farve. Plantagen virker ældre og bedre groet til, selv om der her og der er ubevoksede sandvolde. Vandrestiernes markering er af vekslende kvalitet. Det betyder måske også mindre: området er ganske overtaget af mountainbikere, der naturligvis ikke kan modstå de mange kunstige bakker. Ud over den officielle afmærkering af cykelruter er der føjet lag på lag af privat rutemarkering til, plasticlommer med romertal på hvid papir er gjort fast på stammer og pæle, røde og blå farvepletter er afsat andre steder, farvede bånd bundet om grene, og adskillige steder er vandrerutens markering fjernet fra pælene eller overklæbet anden markering. Utallige ekstra cykelruter er slidt ned i terrænet, og der er ikke langt imellem, at jeg bliver passeret af mountainbikeryttere.
I den nordvestlige del af området ligger den såkaldte turbinesø, således kaldet fordi man engang brugte en propel til at blande kalk i vandet for at ændre den kemiske sammensætning på det sure vand, som kendetegner søerne. Propellen kan stadigt ses i den vestlige ende af den seglformede sø. Jeg følger en sti langs kanten af søen. For første gang ser jeg en sø med den karakteristiske rustrøde farve, jeg husker fra brunkulslejerne i Søby.
En smal stribe jord står tilbage som en dæmning og adskiller to søer. Tipperne er stablet ekstra højt på østsiden af søen, og danner et dramatisk fremspring af ubevokset sand, med en ejendommeligt foldet overflade, som minder svagt om enorme trærødder. Jeg går langs den modsatte side af søen, ad en sti der skruer sig op på en høj, træbevokset sandtippe, hvor der er en sjælden udsigtsmulighed. Herfra kan man tydeligt se, hvordan dette kunstige landskab er gravet ud af flad mark. Bagerst plan græsslette med plantagens lige afskårne skovbryn, i mellemgrunden den dybt nedgravede sø, forrest mit udsigtpunkt, højt på det bjerg af sand, der blev fjernet, for at man kunne nå ned til kullet og i stedet blev lagt her.
Jeg runder nordsiden af søen og kommer op på den fremspringende sandtippe med en fin udsigt over søen. Foldningerne er massive og golde, kun et enkelt lille fyrretræ har fundet rodfæste. Efter at have forladt sandbjergene går jeg over den flade mark, gennem en godt besøgt, indhegnet hundeskov og kommer igen ud til asfaltvej.
Der er et par timers vandring tilbage, gennem Havnstrup og videre mod nord gennem det åbne landbrugsland, præget af store firkantede markstykker og lange læhegn. Det sidste dagslys kaster et forskønnende skær over selv en majsmark med stive stubbe, i vest farves de lavt liggende skyrækker i gyldne og purpurfarve.
Jeg ankommer til Vildbjerg i det sidste dagslys, og som jeg sidder i toget tilbage mod Århus, ligger morgenens smukt belyste bakketoppe hen i buldermørke.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Noget Nær, 56-245.
Jyske Vandreture 