Hundslund-Lerdrup Bugt (273).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Hundslund-Lerdrup Bugt, 29,1 km (273).
Lørdag den 21. juli 2018.

Hundslund ligger nord for Horsens Fjord, et stykke inde i landet. Busstoppestedet ligger over kirken. Et lille bindingsværkshus med stråtag er passet ind i kirkegårdsgærdet, hvis røde låger er markeret af tre vildtbanesten. Vildtbanestenene blev opstillet i syttenhundredtallet for at afgrænse den store Skanderborg Vildtbane, det største af kongernes personlige jagtrevirer, som rakte fra Horsens Fjord og langt ind i Midtjylland. Efter vildtbanerne blev nedlagt blev stenene fjernet, lovligt eller ulovligt. I dag findes den største samling ved Hald Hovedgård, hvor de flankerer vejen ned til godset og lokalt kendes under navnet Niels Bugges Hugtænder (vandredag 145).
I Hundslund finder man også et andet levn fra en knap så fjern fortid. Indtil 1967 fandtes der en jernbane mellem Horsens og Odder. Et længere fragment er bevaret i udkanten af Horsens (vandredag 4), og fra Hundslund og 6 kilometer mod øst lever den gamle bane videre som natursti.
Banestien går over let kuperet land, ad en plan jordvold, for det meste hævet 1-2 meter over det omgivende landskab. Over kortere stræk er stien skærmet af træer, men oftest er der vidt udsyn over store kornmarker. Høsten er godt i gang, her og der er der rene stubmarker, andre steder ligger halmen i lange baner, men højt, uhøstet korn dominerer stadigt. En ganske let brise skaber en antydning af bølgebevægelse. Det er endnu en hed dag med høj sol – den lange tørre sommer har givet græsmarker og vejkanter næsten samme farvenuance som kornet.
Et lille pakhus ved trinbrættet øst for Oldrup er bevaret og fremstår i en frisk rød farve med et fint stationsskilt. Trinbrættet ligger i kanten af et skovparti på begge sider af en dyb smal kløft langs Ladegårdsbæk. Banevolden bliver til en 10 meter høj dæmning over den lille ådal, dernæst er den gravet gennem en bakketop: toget har krævet en fladt, horisontalt forløb.
Banestien krydser landevejen højt i terrænet med en flot udsigt over brune afgræssede bakkesider, hvor en flok køer i fællesskab raster under middagssolen. Efter en kort vandring gennem skov er jeg dog igen fremme ved synet af endeløse kornsletter på lange bakkesider. Markerne her er af sjælden stor størrelse, fordi det er godsjord, Åkær gods, hvis store avlsgård kan ses i syd.
Her ved skovbrynet føres banestien over en smal landevej. Stedet kaldes Sven Feldings Bro, fordi mange af de kampesten, der er brugt ved opførelsen, kommer fra en stenalderlangdysse i en nærliggende skov, kendt som Sven Feldings Grav. Stien holder sig oppe på bakkesiden, indtil den ender ved landevejen mellem Odder og Horsens. Heroppefra er der en fin udsigt over den lave ådal, stadigt med et grønt anstrøg på engene, hvor Åkær Gods dominerer
Jeg følger den travle landevej et kort stykke mod øst. Åkærs avlsgård består af flere parallelle staldlænger med gule mure og røde tegltage. På pæn afstand ligger hovedgården, en klassisk godsbygning i bindingsværk. På engene foran godset græsser små flokke af heste. En allé med et smukt stengærde fører fra hovedvejen og ned til godset.
Jeg runder avlsgården og går forbi hovedbygningen. Åkær Å – ikke meget mere end en bæk – løber gennem godsets park, under vejen og videre gennem engene ud mod Horsens Fjord. Vandløbet er måske ikke meget mere end en drængrøft, men nærheden til godset har dog medført et par flotte smedejernsrækværk på begge sider af vejen.
Turen går videre op ad ådalens bakker og derefter mod syd, ud til fjorden. Den nærmeste dalside er en stor mark med havre, på den vestlige dalside er der høj godsskov, som jeg kom igennem på en vandretur i vinters (vandredag 242). På bakkekammens højeste sted får jeg et enkelt blik af Kattegat i øst, Samsø yderst i horisonten.
Den smalle landevej, jeg følger, svinger også mod øst. Snart drejer jeg imidlertid mod syd, over en lang strækning med en umærkelig hældning ned mod Lerdrup Bugt, som jeg nu kan se, med Alrø i baggrunden. Jeg var her sidst på en vinterdag forrige vinter (vandredag 185). Det var med noget barskere vejr. I dag er mejetærskerne i gang og store kasseformede bigballer ligger tilbage på stubmarkerne.
Jeg følger en lang grusvej ud til kysten. Det er lavvande, og en bræmme af havbund er blottet. I vest afgrænses bugten af Alrø, og den dæmning der forbinder øen med fastlandet. Grusvejen ender blindt, men det har den ikke altid gjort. Før dæmningen blev opført i 1929 gik der en ebbevej fra Alrø til Gyllingnæs. På samme måde som det stadigt er tilfældet med Vorsø (vandredag 108). Og ellers var man nødt til at forlade sig på skibstrafik. I den modsatte ende af Alrø findes Dampskibsbroen, hvorfra der i sommermånederne er cykelfærge til Hjarnø (vandredag 110).
Imellem Gyllingnæs og Alhale, den østligste del af Alrø, ligger Vadegrund. Jeg vil prøve, om det stadigt er muligt at krydse den til fods. Jeg har planlagt dagen efter at være fremme på dette punkt ved ebbe. I dag er maksimal ebbe 20 cm under normal vandstand. Horsens Fjord er jo ikke Vadehavet, men vandsøjlens højde svinger en fod over eller under normal vandstand, så i princippet kunne havet stå en halv meter højere.
Jeg tager støvler og sokker af og lyner underbenene af mine bukser. Fra min tur til Vorsø ved jeg, at der er fast mudderbund i fjorden, så jeg har ikke taget andet fodtøj med. I stedet går jeg barfodet ud i vandet. Det første par hundrede meter er vandet ikke engang ankelhøjt. Fjordbunden er behageligt fast at gå på, af til skærer et par muslingeskaller lidt. Nærmest kysten er der spredte sten, som måger og et par skarve hviler sig på. Der er løs bevoksning af tang, i buske fra hovedpude- til tæppestørrelse. Måger afsøger mudderet, i syd kan jeg se en fiskehejre.
Langsomt kommer jeg ud på dybere vand, knæhøjt, så højere. Små fisk, to cm lange, blot nåle set fra oven, smutter gennem vandet og omkring mine ben. Havbunden er oversået med sandormenes ekskrementhobe. Sollyset reflekteres gennem de små toppede bølger og kaster et vibrerende gittermønster af skarpt lys på bunden.
I Vadehavet trækker vandet sig så langt tilbage ved ebbe, at jeg har kunnet gå på blotlagt mudderbund ad ebbevejen til Langli (vandredag 113). Sådan er det ikke her. Lige nu glæder jeg mig over at have været forsigtig nok til at planlægge efter ebbetid, for vandet når mig til midt på låret. Jeg flytter det kort, jeg har i bukselommen og ser bekymret på den lille kamerataske, der hænger i mit bælte. Men så går det den anden vej, jeg kommer ind på stadig lavere vand og står til sidst på blotlagt mudderstrand på Alrø-siden.
Efter et sidste blik på Gyllingnæs går jeg ad stranden nord om Alhale og frem til dæmningen. På bakken derover lyser en smørgul kornmark med lange baner halm. Der hænger uundgåeligt spor af mudder til mine fødder. Der er min plan at gå barfodet over dæmningen, så mudderslammet kan tørre ind til fine lerpartikler og børstes af. Blot få skridt på asfalten får mig dog til at skrinlægge den ide: Asfalten er glohed. Så i stedet tager jeg mine støvler på, finder et par æbler frem og ser mistroisk på min resterende vandbeholdning: Én flaske, det burde række, men jeg bruger altid mere vand sidst på dagen.
Godt oppe ad bakken ind i landet drejer jeg fra for at følge en lokal, skiltet vandrerute. Fra en grusvej til sommerhusene følger man en markvej videre over de brede enge langs Åkær Å´s sidste kilometer ud til fjorden. Mandshøj sivbevoksning dækker en god del af engene. Fjordens blå kan lige akkurat anes som en blå streg.
Jeg træder ind i de store plantager i Uldrup og Sondrup Bakker. Skotsk højlandskvæg græsser på en skoveng. Snart efter går det ad sandede skovveje gennem tættere plantage. Nogle få sommerhuse ligger med lange mellemrum. I begyndelsen går ruten parallelt med fjorden, der dog kun er synlig i små glimt, til sidst skrår jeg dog gennem skoven, kommer ud på det åbne land ved den lille hyggelige landsby Sondrup, og går gennem bakkerne op til det fladere plateau på afstand af fjorden. Forude ligger Hundslund og hovedvejen med dens glidende bånd af biler.
Tilbage ved kirken fylder jeg mine vandflasker og lader kølende vand løbe over hovedet. En bænk i skyggen er det rette sted til at vente på bussen til Odder.

Fernando Aramburu, Patria, 226-254.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s