Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Billund-Frederikshåb (272).
Tirsdag den 17. juli 2018.
Efter at have været omkring lufthavnen kører rutebilen fra Vejle videre mod centrum af Billund. I sneglefart, for der er en flere hundrede meter lang kø af biler, som alle venter på at kunne dreje af til Legolands vidtstrakte parkeringspladser. Det er en smuk dag, årets hidtil varmeste, og alle har tid til at besøge forlystelsesparken. Også i bussen høres der flere sprog, og de fleste passagerer står af ved Legolands hovedindgang.
Jeg står af ved endestationen i centrum af Billund. En smule nede ad hovedgaden ligger Lego House, et nyt oplevelsescenter, der blev indviet sidste år. Det er tegnet af Bjarke Ingels Group og opbygget af hvide kasser, der skal fastslå forbindelsen til klodserne.
For at komme ud af byen skal jeg igennem et par rundkørsler, og derefter går jeg mod sydøst – vejen mod Kolding. Få kilometer fremme når jeg den vestlige kant af Frederikshåb Plantage og søger ind på de små grusveje. Der er vandreruter, cykelruter og ridestier i den statsejede skov.
Jeg følger en rute langs de åbne partier i skoven, som skylder kær, små søer og tilgroede klitter. I skovbrynet på den modsatte side af kæret udveksler to ravne skrig.
I vest er klitterne små, men i plantagens midte er de langt højere, og der er vindbrud med åbent sand. Dette er gammelt sandflugtsområde, og der er stadigt nogle få rester tilbage. I dalen mellem klitterne er kærene bredere end før.
Områderne hedder Syvårssøerne. Afhængigt af hvor meget nedbør et givet år byder på, kan søerne være udtørrede eller vandfyldte. På trods af denne sommers månedlange tørke er søerne ikke ganske tørlagte, de fremstår snarere som sump: Vandoverfladen er overalt gennemvokset af siv og græs, og vandet er højst knædybt. En vibe letter fra vegetationen og kredser over mit hoved, mens det uafbrudt udstøder sit karakteristiske kald.
En grusvej fører tværs over det åbne område, kær på den vestlige side, høje, tilgroede klitter på den østlige. Et større klitparti er ubevokset og det hvide sand stikker af mod den brune og grønne vegetation.
Jeg går mod syd, krydser landevejen og står ved kanten af Randbøl Hede. Det er et område, jeg har besøgt et par gange de sidste år (vandredag 120 & 168). Sidst i maj var der en stor brand på heden, den tog flere dage at slukke og krævede slukningsmateriale og brandfolk hentet ind fra vidt omkring. Endda en af forsvarets helikoptere til at hjælpe brandfolkene med at lokalisere punkter, hvor ildebranden igen blussede op. Et skøn lyder på, at 500 hektarer offentlig ejet hede og plantage og 200 hektarer privatejet er gået op i flammer – 7 kvadratkilometer.
Randbøl Hede er en mosaik af græshede og lynghede. Naturstyrelsen arbejder for at fremme lyngheden, men græshede er stadig dominerende. På den sydlige og centrale del af heden er der lange ribber af lave tilgroede klitter og fugtigere områder med kær og åbent vand, vandhuller snarere end søer eller damme. Mod nord er der en kæde af langt højere klitter, kaldet henholdsvist Staldbakkerne og Stoltenbjerg. Sidstnævnte er Danmarks højeste indlandsklit, 86 meter over havets overflade, 15 meter over det omgivende landskab. Dens sider har stadig åbent sand, hvad der gør den letgenkendelig i det flade landskab.
På baggrund af den dramatiske medieomtale havde jeg forventet at se afbrændte områder i Frederikshåbs Plantage, men alt er grønt og uberørt. Så snart jeg er nået ud til landevejen og har frit udblik over heden, er flammernes hærgen dog tydelig: de høje klitter og det flade land foran dem er sort og afsvedet.
Hvor der før har været tæt, knæhøj lynghede, er det meste nu væk. De spinkle, kviste med de små blade og blomster er brændt væk, tilbage er kun en sodet kvast de tykkeste grene umiddelbart over rødderne. De står underligt spredt, med masser af luft og sort jord imellem sig og fortsætter langt ud mod horisonten. Store sektioner af klitternes vegetation er brændt væk. Sommetider har det blot krævet en sandet trampesti til at stoppe ilden, således at der er en knivskarpt afgrænsning mellem brændt og ubrændt. Det er et par uger fra lyngens blomstring, men nogle få lyngkoste står alligevel med små lilla blomster.
Jeg går ind på heden, runder Stoltenbjerg og går mod vest for foden af Staldbakkerne. Græsheden er brændt ned til rødderne, men frisk grønt græs er allerede begyndt at spire frem. På trods af det umiddelbare indtryk af trøstesløshed og ødelæggelse, der hænger over landskabet, er brand en naturlig proces her på heden, som frigør næringsstoffer og fremmer lyngvegetation på bekostning af andre planter. Som led i opretholdelsen af heden benyttes kontrolleret afbrænding, men i langt mindre størrelsesorden.
Vest for Staldbakkerne er branden gået uden om klitterne. Jeg kæmper mig gennem tungt sand op til toppen af en af klitterne og tager de sorte, afsvedne arealer i øjesyn. En tårnfalk afsøger landskabet, med lejlighedsvise hvil i de øverste kviste af lave løvtræer.
Jeg går ad Vorbasse Studevej over heden, ikke meget mere end et hjulspor. Her udgør det afbrændte areal ikke en stor sammenhængende flade, men derimod afsvedne sorte øer i landskabet, som tynder mere og mere ud, jo længere mod syd, jeg kommer. Enkelte steder har været hårdere ramt, forkullet grønsvær i kanten af vejen, sorte stammer. En svag luft af røg hænger stadig i luften.
Den sydlige del af heden er uberørt af den store brand. Varmen er intens, mindst tredive grader. Mine vandflasker i klar plast er anbragt i yderlommer af tyndt net på hver side af rygsækken. Den stærke sol har gjort sin effekt, vandet er ikke blot lunkent, det er brusebadsvarmt. Det er en fad og utilfredsstillende oplevelse at drikke vand, der er tydeligt varmere end ens egen kropstemperatur. Men på en dag som denne er varmt vand bedre end intet vand. Solen begynder at stikke på trods af solcremen, jeg føler mig træt og lettere utilpas og gør hyppige ophold, selv hvor der ikke er noget skygge at finde. I det fjerne flimrer luften over heden.
Trampestier og jordveje fører i en zigzag rute mod øst, lige nord for plantagerne syd for heden. Mens jeg vandrer ad en sandet vej, hører jeg pludselig flere steder fra den karakteristiske lyd af trompeterende traner. Jeg ser mig omkring, men fuglene forbliver skjult. (Et opslag på Ornitologisk Forenings hjemmeside viser dog, at heden for tiden er tilholdssted for en god snes traner). I princippet kan de tre traner, jeg så vest for Hovborg under junimåneds vandring på Kyst-til-kyst-stien være i blandt dem – det er blot 15 kilometer i luftlinje.
Ved det sydøstlige hjørne af Randbøl Hede har et par kornmarker klemt sig ind mellem hede og plantage. Jeg når frem til asfaltvejen mod nord, et godt stykke fremme kan jeg se en vandingsmaskine arbejde på en mark, lave hedebakker i baggrunden.
Langs asfaltvejen er der tæt afgræsset grønsvær, overdrevspræg med sparsom vegetation på karsk jord. En af ridestierne løber langs vejen. Længere fremme ligger det såkaldte naturrum Kirstinelyst, hvor der er mulighed for parkering af hestetrailere. Der er også en udstillingsbygning med information om heden. Bygningens tag er dækket af græstørv, og grå hedetørv er stablet om mod murerne.
Jeg benytter lejligheden til at fylde mine vandflasker med koldt vand, før jeg fortsætter vandringen frem mod Frederikshåb. Mellem informationscentret og plantagen i nord er den mellemliggende hede afbrændt helt ud til vejsiden.
Frederikshåb er blot en håndfuld huse ved landevejen mellem Billund og Kolding. På forhånd var det min plan at gå yderligere en halv snes kilometer, til bakkerne ved Vejle Ådal og det tætte net af vandreruter her (vandredag 245), men heden har tæret på mig. Så i stedet lader jeg det være nok for i dag, stiller mig op ved stoppestedet for bussen mod Billund, venter, med en flaske koldt vand i hånden.
Fernando Aramburu, Patria, 173-226.
Jyske Vandreture 