Dueodde-Nexø (271).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Dueodde- Nexø, 26,5 km (271).
Fredag den 6. juli 2018.

Busstoppestedet ved Dueodde er langt inde i en plantage. Det er dog langt fra en øde plantage, tværtimod er den ganske tæt befolket. Inde blandt træerne ligger sommerhusene på lange rækker langs skovveje med fuglenavne. Her er en stor parkeringsplads med en restaurant og café, kiosk og også et par butikker med kunsthåndværk. Skilte viser af til campingplads, badehotel og vandrehjem.
Ved siden af restauranten med et wild west tema fører en plankebro stik syd. Broen er godt en halv kilometer lang, det fører gennem fyrreplantage, klit og klitter ud til Dueoddes bredde hvide strand, Bornholms sydøstliges punkt. Da jeg gik Bornholm rundt ad kyststierne sidste sommer, kom jeg også her forbi (vandredag 216). Dengang gik jeg ad de mange kilometer sandstrande i dette hjørne af Bornholm.
Når man står yderst på stranden ligger baglandet skjult bag en række høje klitter, kun et højt hvidt fyrtårn stikker op. At gå vinkelret på kysten – ind i landet – og se de forskellige landskabstyper afløse hinanden er en anden slags oplevelse.
Jeg går samme vej tilbage og gør en afstikker omkring det hvide fyrtårn, omgivet af fyrreskov og tæt på klithederne. Der ligger en kilometerbred plantage mellem klitheden og det åbne landbrugsland. Landevejen løber langs skovbrynet. Hvor stikvejen til Dueodde møder landevejen ligger to tårn, et ældre fyrtårn, og et 70 meter højt betontårn, oprindeligt en militær aflytningsinstallation. Efter den kolde krigs ophør blev aflytningsstationen nedlagt, og for få år siden blev tårnet solgt. Det er nu omdøbt til Bornholmertårnet og huser et museum og et oplevelsescenter med koldkrigstema.
Efter at have købt billet tager jeg elevatoren op til toppen af tårnet. Herfra er der en panoramisk udsigt horisonten rundt. I syd ligger Dueodde med plantage, klithede og hvide sandstrande, der løber sammen til oddens punkt. Det er en modstykke til udsigten fra Hammerfyret (vandredag 268) ved øens diametralt modsatte hjørne. Landevejen løber mod øst og vest, plantagen syd for, dyrket land nord for. Langt mod nord kan jeg se Nexø, markeret af industrien på havnen. I det nordvestlige rum kan jeg se de tre kirker, jeg kommer til at passere i løbet af dagens vandring: tættest på Poulsker, i vest, et smule højere i terrænet, Pedersker, og i nord, med Almindingens grønne stribe i baggrunden, Bodilsker.
Fra Bornholmertårnet går jeg ind i landet ad de små landeveje. Det er kornmarker, en smule majs. Tørken har været hård ved kornet, der knapt er knæhøjt og med masser af luft mellem stråene. Langs vejkanterne veksler blomsterne mellem lilla, blåt, hvidt og gult.
Poulsker kirke ligger ved landevejen mellem Åkirkeby og Nexø. Det er en kullet kirke – uden eget tårn – men der er et fritstående klokketårn, hvidkalket, med sort bindingsværk. Jeg krydser landevejen og går ad de grusveje, som skiltene med “Ringborgen” sender mig ud på.
Rispebjerg Ringborg er et stort forhistorisk forsvarsanlæg. Dele af det stammer fra stenalderen, 5000 år gammelt, andet stammer fra jernalderen, 2000 år gammelt. Geografien har understøttet dets brugbarhed til borganlæg: Det ligger for enden af en bakkekam og er et næs, omgivet på tre sider af Øle Å. I dag fremtræder stedet som et plateau ud mod skræntens fald til åen. Kernen er en mindre jernalderborg med delvist bevaret, oprindelig vold. Der er fundet spor af adskillige andre voldanlæg, som har indhegnet et betydeligt større areal, og den yderste jordvold er markeret som en delvis rekonstruktion over et par hundrede meter.
Med lave pæle er markeret forskellige bygningsanlæg bag den ydre ringvold. Det har været huse og stolpekredse, sidstnævnte sommetider kaldet wood henges (med henvisning til tilsvarende engelske træanlæg, der i struktur minder om det berømte Stone Henge). Stolpekredsene bestod af massive stolper opstillet i cirkelmønster. De formodes at have været brugt ved stenalderens religiøse ceremonier, der kan have involveret tilbedelse af solen. Arkæologiske fund tyder på, at stolperne har båret en platform, der på et tidspunkt er blevet sat ild på. En enkelt stolpekreds er blevet rekonstrueret, med træstammer af samme tykkelse i de oprindelige stolpehuller. En lang trappe fører op til en mere nutidig platform, hvor der er informationsmateriale om stedets historie. En af tavlerne viser en dramatisk kampscene ved palisaderne. Under platformen vokser et par stokroser.
Jeg fortsætter vest på ad grusvejen, og da jeg krydser den lille ådal, drejer jeg hovedet for at få et blik på den høje skrænt fra åen op til fæstningen. Grusvejen runder en gård og fører frem til landevejen mod Rønne. Jeg følger den travle vej frem til Pedersker Kirke, der ligger en god kilometer vest for landsbyen. Det er en klassisk dansk landsbykirke, hvidkalket, tårnet sammenbygget med skibet, rødt tegl på tårnet, blikplader på skibet.
Pedersker Kirke er dagens vestligste punkt på min rute, med et skarpt sving slår jeg ind på smalle landeveje mod nordøst. Snart har jeg passeret landsbyen Pedersker og kommer ud på meget lidt brugte veje. Som jeg har set det ved flere lejligheder på de små bornholmske landeveje, får hønsene lov til at gå frit omkring ved gårdene. De er heller ikke synderligt opskræmte af at se mig marchere forbi.
Længere fremme krydser jeg Øle Å ad en fin lille stensat bro. Åen dannede jo den naturlige voldgrav omkring Rispebjerg Ringborg. Den udspringer inde i Almindingen, ved Ølene som jeg besøgte for få dage siden (vandredag 267). Lige netop i dag ville det dog ikke være teknisk korrekt at sige, at åen løber fra øens midte til sydkysten, for ålejet ligger ganske tørlagt hen. Den månedlange tørke har sikkert sin andel i det.
“Kællingeby” er muligvis heller ikke korrekt tiltaleform mere, men ikke desto mindre er det en bornholmsk lokalitet, som man skilter med. Snerlen blomstrer over lange stræk i vejkanten, og kornblomster lyser elektrisk blåt i kornmarkerne. Langt mod syd kan jeg se Bornholmertårnet. Fra en mark betragter en gedebuk med smukt svungne horn mig med sindig mistro.
Jeg nærmer mig hastigt Bodilsker Kirke, der ligger i det åbne landskab ved landevejen mellem Nexø og Åkirkeby. Kirken har både tårn og et separat klokketårn i kirkegårdsgærdet, denne gang med rødt og hvidt bindingsværk.
I øst er der en fire kilometer lang bakkeside ned mod Nexø, med et fald på 50 højdemeter, så jeg har en flot udsigt over landet og Østersøen. En enkelt traktor drøner forbi og drejer af ved den første sidevej. Ellers er der travl biltrafik mens jeg følger landevejen frem til bygrænsen, hvor jeg kan følge en cykelrute gennem fredeligere kvarterer frem til bymidten og busstationen. Den første bus kører til Rønne ad sydkysten, men den er forsinket og i stedet bliver det til en tur om Svaneke og et sidste blik på de smukke klippekyster syd og vest for byen.

Fernando Aramburu, Patria, 51-173.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s