Almindingen-Gudhjem (270).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Almindingen-Gudhjem, 27,9 km (270).
Torsdag den 5. juli 2018.

Bornholm har en travbane, som man lokalt hævder er verdens mindste. Den ligger midt inde i Almindingen, på det sted hvor der tidligere var et trinbræt for en for længst nedlagt jernbane mellem Åkirkeby og Gudhjem. Da jeg står af bussen, er det første jeg ser da også en hest med sulky og jockey, som vender tilbage til travbanen.
Jeg forlader landevejen og følger mindre grusveje mod syd gennem skoven. Jeg misforstår mit kort, men bliver belønnet med en omvej til Almindingens sydlige skovbryn. En skoveng løber for foden af høje klipper, en flok smukke islandske heste græsser derinde. Efter at have genfundet orienteringen følger jeg en parallelvej tilbage. Den løber i skovbrynet, ud mod markerne. Undervejs træder jeg ud til siden for at lade endnu en travhest med sulky passere.
Tilbage i skoven går jeg ind i bisonindhegningen. Sidste år var jeg også heromkring – dog uden at se dyrene (vandredag 219). Det går heller ikke bedre i år, selv om jeg bruger mere tid i det mest lovende hjørne af indhegningen, hvor kokasserne ligger over det hele.
Midt i indhegningen ligger Svinemosen, hvor der også er et fugletårn. Mosen ser frodig og grøn ud, store dele af den er åbent vand, hvor spredte ænder holder til. En sandet trampesti fører gennem lysningen mod nord og frem til porten ud af indhegningen. Undervejs passerer jeg en tysk familie, hvis børn ivrigt spejder ind i det høje græs, krattet, granernes mørke underskov.
På min videre vej mod nord følger jeg den afmærkede rute gennem Bastemosen. Sorte heste græsser på engene. En lang plankebro fører gennem rørsump og forbi denne moses udsigtstårn. Få øjeblikke efter at jeg har taget kikkerten op og lader den glide over mosen, stormer en lille dreng og pige op ad rampen. De er løbet i forvejen for deres forældre og rapporterer ivrigt tilbage, men stopper lidt betuttede op, da de ser mig.
Kort efter krydser jeg landevejen og følger den lokale vandrerute på en snørklet sti gennem plantagen, omkring små højmoser med bræmmer af hedevegetation. Det er rester af Højlyngen, den store hede der indtil et par hundrede år siden dækkede store dele af Bornholm. Derefter kommer jeg ud til landevejen og når frem til Almindingens nordlige skovbryn.
Det åbne land nord for skovene er overvejende bølgende bakker med kornmarker og langt mellem gårdene. Hvide skyer driver over en blå himmel. Det er tørt, som det har været i mange dage, men ikke helt så varmt som først på ugen. I begyndelsen går jeg mod vest, på nogen afstand af skovbrynet. Det fører mig frem til en cykelrute, som jeg følger mod nord til Østerlars.
I Østerlars bliver cykelruten ført videre på et stykke af det bevarede tracé fra jernbanen mellem Åkirkeby og Gudhjem. Jeg går øst om rundkirken i Østerlars, som jeg besøgte for et par dage siden (vandredag 269).
Fra de høje bakker har jeg kunnet se havet i nord, men nu begynder et langsomt fald langs en lille ådal, samtidigt med at banesti og bæk flankeres af høje træer, der bliver til striber af skov. En gammel jernbanebro fører over Kobbeå, og en vandresti gør det muligt at gå langs åen, gennem den dybe sprækkedal den løber i, og ud til Østersøen.
Umiddelbart under broen ligger vandfaldet Stavehøl. I sommermånederne er vandføringen dog ringe. Vandløbet er også reduceret til en række lange pytter i et tørlagt flodleje af store sten. Stien er krævende, snørklet, ofte på glat jord eller hen over stendynger og væltede træer. Samtidigt rejser den smalle, skovklædte sprækkedal sig med høje sider. Undervejs krydser man frem og tilbage over åen ad små plankebroer.
Til sidst når jeg ud til kysten et par kilometer øst for Gudhjem. Jeg følger Kyststien mod vest. Det er et landskab, jeg husker fra sidste år (vandredag 215). Sandstrand på beskyttede steder, tangen ligger høje i opskylslinjer, ellers lav klippekyst, stenene er dækket af mos i en karakteristisk gul farve. På de højere steder er der tilløb til klithede. Måger og strandskader holder til på stenene nærmest kysten, længere ude tørrer skarve vingerne.
Ved ophalingspladsen i udkanten af Gudhjem ligger kulørte robåde og kajakker på rad og række. Jeg stiger op ad den stejle bakke til stoppestedet oven for byen og nyder udsigten over byen og havet, indtil min bus dukker op.

Fernando Aramburu: Patria, 1-51.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s