Hee-Søndervig (274).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Hee-Søndervig, 24,9 km (274).
Onsdag den 25. juli 2018.

Hee er en lille station nord for Ringkøbing. Det er tre timers togrejse fra Århus, så solen står allerede højt på himlen, før jeg har taget dagens første skridt.
Dagens første skridt, og mange af de efterfølgende, er i retningen stik vest, for jeg skal ud til Stadil Fjord og derefter videre til Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. I udkanten af byen passerer jeg Hee Kirke, omgivet af et stengærde og med en flot indgangsportal i kampesten. Kirken er også i kampesten og har dobbelte korsarme. Så snart jeg er på den anden side af byskiltet, er det også slut med skyggen, og det bliver endnu en varm dag.
Landskabet er fladt, store marker med knæhøjt korn, mandshøj majs og rapsmarkers tætte buskadser. Den smalle asfaltvej afløses af en støvet grusvej, der fører helt ud til fjorden. En håndværkers varevogn holder på den lille parkeringspladser, og lange sorte ledninger løber over jorden.
Det viser sig at være dårlige nyheder for mig. Broen til Hindø er nemlig under reparation og strippet for planker. Hindø er en stor beboet ø i Stadil Fjord. Der er en bro til fodgængere og cyklister og en vandrerute derovre. Det var min plan at besøge øen, men det bliver der ikke noget af i dag. Øen er ganske flad, med de samme brede rørskove som kanter søbredden. Landet er en smule højere på den fjerne side af fjorden, hvor Stadil Kirkes hvide mure rejser sig.
På trods af navnet er Stadil Fjord ikke længere en fjord, menneskelig aktivitet har gjort den til en ferskvandssø, som det har været tilfældet andre steder som Vejlerne (vandredag 37), Rands Fjord (vandredag 240) og Nørrestrand ved Horsens (vandredag 184).
Jeg vender ryggen til søen og går tilbage samme vej, jeg kom, indtil jeg er tilbage ved majsmarkerne og kan følge en landevej mod syd. En bred kile af eng går fra fjorden og ind i landet. På min tur til Bornholms tidligere på måneden så jeg udtørrede vandløb, men her løber en bredfyldt å i smukke snoninger over en grøn eng. Det skyldes sikkert, at vandløbet – Hover Å – som så mange andre af de store jyske åer, er grundvandsfødt og dermed ikke så afhængigt af nedbør og overfladeafstrømning. En gren af åen løber omkring den gamle vandmølle, der også ligger her.
Vandføringen er så rigelig, at den også rækker til at vandingsmaskiner kan servicere græsmarker og majs. Et kort stykke længere fremme finder jeg Vonå og en cykel- og fodgængerbro over den. Åen er bred, tre lystfiskere og en lille dreng står langs rækværket.
På den vestlige bred er der et åbent halvtag, hvorunder der hænger informationstavler. Et historisk kort viser, hvordan Holmsland oprindeligt var en ø i løbet mellem Ringkøbing Fjord, Stadil Fjord og Vest Stadil Fjord. Nu afledes vandet fra ferskvandssøerne – kun fjorde af navn – gennem Vonå til Ringkøbing Fjord. Specielle vejrforhold kan stadig presse saltvand op i Stadil Fjord.
Lange grusveje fører mod vest, forbi høstede og uhøstede marker, rækker af vindmøller. Kort før landsbyen Kloster når jeg igen asfaltvej. Den lokale kirke bærer ikke byens navn, i stedet hedder den Ny Sogn Kirke. Det er en af landets største landsbykirker og ligesom kirken i Hee har den dobbelte korsarme. Dog har den hvidkalkede mure og ikke granit.
Efter at have fyldt mine vandflasker ved kirken går jeg ad landsbyens lange hovedgade mod syd, indtil jeg når landevejen mellem Ringkøbing og Søndervig. Bilerne kører tæt i begge retninger. Heldigvis skal jeg blot krydse den for at vandre videre ad en grusvej ud mod Ringkøbing Fjord.
To forskellige skilte leder mod henholdsvist Baggers Dæmning og Surf Spot, hvilket medfører en langsom strøm af biler, som rejser støvet fra gruset. Vejen er kantet af håret høgeurt, støvet har lagt sig som et gråt tæppe over bladrosetterne, så blomsterhovederne står frem med en elektrisk gul farve.
Grusvejen fører med et langsomt fald ud til fjorden; hvor den ender holder autocampere parkeret i en stor hestesko – de fleste med tyske nummerplader. I dag er der nu ikke så mange surfere på vandet – måske er vinden ikke tilstrækkelig. Jeg har været her før, på en vandretur rundt om Ringkøbing Fjord (vandredag 100). En sti, egentlig en jordvej, fører langs kysten fra Ringkøbing til Søndervig. Folk fra autocamperne sidder i klapstole og nyder udsigten. Gående, cyklister og hundeluftere passerer på stien, en blanding af danske og tyske stemmer.
Jeg går kun et kort stykke mod vest, så drejer jeg af mod sydvest. Ligesom mange af cyklisterne skal jeg over Baggers Dæmning. Baggers Dæmning er det oficielle navn på kortene, lokalt hedder den imidlertid (med rette) Bagges Dæmning. Bagge er slægtsnavnet på den præst og hans søn, der midt i attenhundredtallet stod bag en dæmning tværs oven en vig her i det nordvestlige hjørne af Ringkøbing Fjord.
Dæmningen skulle dels tjene som vej for de lokale, dels muliggøre inddæmning af vigen. Der gik imidlertid ikke længe, før bølgerne brød igennem dæmningen på to steder – og projektet overlevede det ikke. Nu har Ringkøbing-Skjern Kommune etableret to små broer for cyklister og vandrere som forbinder de tre dæmningsstykker til et sammenhængende forløb.
Stien er populær hos cyklister, især børnefamilier. Fra broerne har man en fin udsigt, over dæmningen, over fjorden til Ringkøbing i øst, til Søndervig i vest og til Holmsland Klit i sydvest. Holmsland Klit er den lange landtange mellem fjord og hav, der fører fra Holmsland til Nymindegab. Oprindeligt lå fjordens udløb ved Nymindegab (vandredag 101), det såkaldte Gammelgab er resterne af det. I forbindelse med etableringen af havnen ved Hvide Sande blev udløbet imidlertid flyttet hertil og i 1931 reguleret med en sluse.
Ovre på landtangen kan jeg se det flimrende omrids af Lyngvig fyrtårn. Jeg følger stien og når snart frem til landevejen over Holmsland Klit. Klithedens lyng blomstrer. Og dannebrogene vejer i vinden, for her syd for Søndervig er det ét stort sommerhusområde. Jeg slår ind på den første grusvej, forbi klitheden og sommerhusene, en campingplads og over en halmstrøet sti gennem klitterne og ud på stranden.
Vesterhavet er godt besøgt på en dag som i dag. De fleste strandgæster slikker sol, nogle unge tyskere har energi nok til at spille volleyball og børn bygger sandslotte nær brændingen. Jeg søger ud til vandkanten for at finde en smule fastere sand og krydser mig frem mellem børn, hunde, sandslotte og spadserende. Inde på stranden stikker toppen af gamle bunkers op. Ved Søndervig står et rød- og hvidstribet livreddertårn. En trætrappe med lave trin gør det lidt lettere at forcere klitrækken.
Bag klitrækken ligger Søndervig med badehoteller og turistindustri. Jeg går gennem folkemængden, ud til hovedvejen mod Ringkøbing. Fordi jeg måtte springe Hindø over, er jeg langt forud for min tidsplan, heldigvis er der kun et kvarter til næste busafgang, og jeg har en hel flaske vand tilbage.

Fernando Aramburu, Patria, 254-398.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s