Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Salten Bro-Tebstrup, 32,1 km (312).
Onsdag den 22. maj 2019.
Rutebilen fra Horsens dykker ned i Salten Ådals stejle slugt, passerer Løndal Gods og dernæst, på dalbundens korte flade stykke, broen over Salten Å. Jeg får chaufføren til at sætte mig af ved første grusvej på højre hånd, og et øjeblik efter står jeg alene tilbage ved landevejen, der fører på tværs af ådalens tætte skove.
Det er en overskyet dag, lidt køligt, glimrende vejr til en vandretur. Jeg begiver mig mod øst, nord om Salten Langsø. Skovene her er en del af Rye Sønderskov (vandredag 118 og 293). Det er privat skov, meget af det godsskov. Det betyder, at der ikke er nogen skilte – at jeg kommer til at gå ad grusveje, tilgroede skovveje, jordveje hærgede af tunge traktordæk, trampestier og, sjældnest af alt, mere veletablerede stier. Jeg har kortmateriale i stor skala, men jeg forventer at en god del af skovveje og stier er sløjfede eller overgroede.
Således er jeg forberedt på at komme til at gå forkert en del gange, at skulle følge mit spor tilbage og lede efter bedre veje mere end en gang. Der går en asfaltvej parallelt med søen, men i nogen afstand. Jeg har imidlertid sat mig for at gå så tæt på søbredden, som det er muligt, og det kan kræve en del tålmodighed.
Imidlertid går det lettere, end jeg havde troet, ikke mindst på grund af flittig brug af kompasset. Det veksler hvor meget udsigt over søen, jeg kan glæde mig over. Der er ingen sommerhuse på nordsiden af søen, men der er dog nogle få helårshuse, hvor de bedst holdte grusveje fører hen. Helt ud til søbredden er der også nogle få bådehuse, som jordveje giver adgang til.
Allerede før jeg træder ind i skoven, ser jeg den første gyvelbusk stå med et smukt gult blomsterflor. I skoven er der adskillige lysninger, skovenge, moser og hede under tilgroning, og alle steder står der lange linjer af gul gyvel. Enkelte steder dækkes større arealer af blomstrende gyvelkrat.
I begyndelsen går jeg gennem nåleskov, fra en grusvej i god stand vælger jeg jordveje af stadig dårligere kvalitet: De skrår mod østsydøst, ud mod søen, og snart vandrer jeg igennem høj bøgeskov med friske, lysegrønne blade. Gennem et åbent løvhæng kan jeg se ud over søen, over mod Næsset, halvøen ved vestenden af Salten Langsø (vandredag 275). En enkelt motorbåd er ude på vandet.
En jordsti gennem bøgenes underskov fører mig igen væk fra søbredden og ind til en åben bakkeside med grønt græs. Fuldstændigt omsluttet af skov græsser sortbroget kvæg på bakkesiden, Blomstrende gyvel kanter et skovbryn.
Længere fremme når jeg igen ud til søen, denne gang ved et bådehus med en træbro, hvorfra jeg har et uforstyrret udsyn over søen. Syd for søen rejser endnu en høj, skovklædt bakkekam sig (vandredag 138 og 248), som en tvilling til nordsidens bakkekam, der skiller Julsø fra Salten Langsø. Salten Langsø er en vandfyldt slugt mellem de to højdedrag, noget af Danmarks højeste terræn.
På trods af de vidstrakte skove – og deres betragtelige højde – var meget af dette land faktisk engang hede. På det næste stræk af min rute er sporene stadigt tydelige, der vokser masser af enebuske og lyng langs skovvejen, her og der er der små moser, tilgroede med birketræer, men stadigt lysåbne. Store partier af skovbunden er dækket af blåbærris. Bakkerne omkring Silkeborgsøerne deler samme historie, og ved de fredede hedebakker Sindbjerg og Stoubjerg (vandredag 112) kan man danne sig et indtryk af, hvordan store dele af denne egn engang har set ud. En hulvej har skåret sig en halv meter ned i terrænet og afslører, hvordan sandet begynder få centimeter under skovbunden.
For enden af en græsslette støder jeg på et større stykke hede. Overgangen fra græs til hede er som trukket af en lineal – eller måske snarere af en plov. En søjle af ene hæver sig over lyngen, og søen kan lige akkurat anes over træerne ved bredden. Jeg når frem til en skovvej, der ender blindt ved bådehuse med bådebroer. Det ene sted, rækker sivene et halvt hundrede meter ud fra søbredden. En svane ruger på en rede i sivene. Lynhurtige svaler dykker ned og jager insekter en halv meter over vandoverfladen. Ved den næste bådehus er der endog en antydning af sandstrand.
Efterhånden nærmer jeg mig den østlige ende af søen, ad grusveje ad bedre kvalitet, et stykke fra søen. Sideveje fører ned til spredte ejendomme, og en skraldebil er i gang med dens rute.
Derefter når jeg landevejen mod syd, krydser Salten Å og går videre mod Mossø. Ved engene vest for Mossø munder Gudenåen ud i søen, og få hundrede meter borte løber den videre mod Gudensø og hele rækken af søer mellem Ry og Silkeborg (vandredag 75). Der er et indlandsdelta her. Munkene fra Øm Kloster drev Klostermølle her og anlagde Klosterkanal for at udnytte vandkraften.
Det oprindelige åløb kaldes for Døde Å, og nu om dage føres den største vandmængde igen igennem det. Et gravemaskine står parkeret ved åen, og en tavle med oplysningsmateriale fortæller om yderligere reetableringsbestræbelser. Projektet omfatter også en halv meter høj jordvold langs vejen, som skal opdæmme vand i tilfælde med ekstrem nedbør. Sort kvæg græsser på engene, og en rød glente jager i luften over mit hoved.
En høj skovklædt bakkeside vender ud mod sydsiden af Mossø. Jeg går et kort stræk langs Klosterkanalen. I et kær ser jeg for tredje gang denne dag et rådyr. De har alle været alene – medmindre de har haft et rålam til at ligge skjult i græsset. Jeg krydser en træbro og følger dernæst en afmærket vandrerute mod toppen. Den stiger brat, 80 højdemetre på 300 meter, men så står jeg også på Sukkertoppen, med egnens bedste udsigt over skovene, søen og engene. Jeg var her sidst på en vinterdag for et år siden (vandredag 247). Der er en smule regn i luften, på trods af den kan jeg stadigt med det blotte øje se kirken i Gl. Rye, resterne af en langt større klosterkirke.
Jeg fortsætter mod øst gennem skoven, idet jeg overser de afmærkede stier, der fører ned til parkeringspladsen ved Klostermølle. I stedet forbliver jeg på det fladere plateau, hvorfra den stejle skrænt falder ned mod søen. Nåleskov og bøgeskov veksler, enkelte frimærkestore stykker hede er også bevaret.
Omsider når jeg ud til åbent land og kan tage hul på sidste afsnit af dagens vandring, der tager mig henover over Danmarks højeste beliggende område, det store bakkemassiv med Yding Skovhøj, Ejer Bavnehøj og Møllehøj. Gul gyvel kantede lysninger og skovbryn i det landskab, jeg hidtil har gået igennem. Her ude på det åbne land dominerer gule rapsmarker agerlandet.
Da jeg har passeret Voerladegård, er det da også henover en umådelig rapsmark, at jeg i øst ser det højere bakkemassiv ved Yding Skovhøj rejse sig, det hvide kirketårn i Yding for foden af højderne. Jeg går igennem landsbyen og kommer ud på en stejl stigning, der fører op til toppen. Ved en parkeringsplads står en mindesten, opsat i anledning af årtusindskiftet. I en halvcirkel mod syd er der en vid udsigt over åbent land. Den vestlige bakkeside er dækket af skov. Inde i skoven ligger tre gravhøje på linje. De to yderste, Yding Skovhøj Øst og Vest er i dårlig stand, den midterste, kaldet Rodebuske, er knapt to meter høj – og årsagen til at Yding Skovhøj ikke længere regnes for Danmarks højeste naturlige punkt: Gravhøjen er jo menneskeskabt – også selv om det skete i bronzealderen.
Ejer Bavnehøj og Møllehøj ligger tre kilometer mod sydøst. De tre høje har på nær få centimeter samme højde, så selv om terrænet er let bakket, er der ingen overordnet stigning; det er så at sige et plateau oven på plateauet. Ejer Bavnehøj (vandredag 78) er det punkt, der er blevet beæret med et udsigtstårn, så jeg kan alligevel lokalisere det på betydelig afstand .
Fra højderne har jeg frit udsyn mod syd, den større infrastruktur i Horsens er synlig med det blotte øje, bag den, øverst på bakkekammen syd for fjorden ses Purhøjs karakteristiske profil (vandredag 77).
Dagens sidste kilometer er én lang nedstigning, afsluttende med en viadukt under motorvej E45 og ankomst til landsbyen Tebstrup. Busstoppestedet har fået den klassiske placering: lige op ad Superbrugsen.
Carmen Martin Gaite: El cuarto de atrás, 1-36.
Jyske Vandreture 