Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Preetz-Malende, 32,8 km (372).
Søndag den 5. juli 2020.
Det er den tredje og hidtil mest regnfulde dag på min vandring fra Eckernförde til Lübeck. I går kom jeg til Preetz (vandredag 371). Byen ligger i det område – og den naturpark – der kaldes Det Holstenske Schweiz. Det er et kuperet område med meget skov og en mængde søer. Måske kan det bedst sammenlignes med Midtjyllands Søhøjland, der heller ikke er et veldefineret område eller administrativ region.
Ligesom Søhøjlandet er Det Holstenske Schweiz et populært turistmål, med adskillige turbådsruter på søerne, og, siden det er Tyskland, så er der også et pænt antal badehoteller og kuranstalter rundt omkring. Området er centreret omkring byen Plön ved Großer Plöner See.
Fra banegården går jeg gennem byens regnvåde gader og øst om Kirchsee, Kirkesø, der ganske rigtigt byder på en fin udsigt til byens kirke, i profil mod den grå himmel. Jeg forlader anlægget og promenadestien langs byens sø, for at gå mod sydøst, et kort stræk af trafikeret vej, før jeg kan komme ind på små landeveje. Vejene holder sig på den højere liggende del af det bakkede landskab. Det er dyrket land, hvor kiler af eng skærer sig ned til søer, der er halvt skjult bag søbreddens træer. Gæs flyver over himlen i små flokke. Landsbyerne er få og små, korte striber af huse langs vejen.
Jeg når tilbage til hovedvejen et par kilometer vest for Plön. Byen ligger ved den nordlige ende af Großer Plöner See, omgivet af en ring af større og mindre søer. Under en regntung himmel, og med en frisk blæst som skaber hvide skumtoppe på søen overflade, indbyder søerne ikke ligefrem til en fornøjelsessejlads med turbådene. Vandfuglene ligger i små flokke derude.
Regnen tager til, som jeg når frem til Plön. Sløret af disen hæver et slots hvide mure og pyntespir sig over byens lave huse. Byen var residensstad for hertugdømmet, og frem til 1864 sommeropholdssted for den danske kongefamilie. På trods af det var og er det ikke nogen stor by. En grussti følger søbredden mod øst, forbi den lokale banegård, lystbådehavne og anløbsbroer for turbåde. Großer Plöner See er næsten 30 kvadratkilometer stor, hvilket ville gøre den til Danmarks næststørste sø. Regnen gør det umuligt at se den fjerne bred. Der er kun en enkelt sejlbåd ude på den store sø.
Fra Plön går jeg mod øst, ind i et område med halvstore søer omgivet af skov. Plakater lokker med tilbud om turbåde på de mindre søer: fem sø-turen. Heller ikke her er der meget gang i forretningen, til gengæld er der en del kanoturister, og kortborde viser en Wasserwanderweg, en kanorute på systemet af mindre, sammenhængende søer. Flere af søer går næsten over i hinanden, kun adskilt af en “snævring”, som man også ser det ved Silkeborgsøerne (vandredag 112). Ligesom Gudenåen binder de jyske søer sammen som perler på en kæde, gennemstrømmes de fleste af søerne i Det Holstenske Schweiz af Schwentine, den flod, som jeg på gårsdagens vandretur fulgte opstrøms fra udløbet i Kiels havn til Preetz.
Jeg følger en lille landevej, der krydser Schwentine og fører mig nord om dagens sidste sø. Jernbanen løber på det lave terræn nær søen, mens jeg følger stier og veje, der fører mig op på højere land med fine udsigter over søen og skovene. Et skilt viser af til et udsigtspunkt, og en serie trappetrin snor sig op til et bænk med en panoramisk udsigt. Mine lægmuskler er ikke meget for det, men jeg tager den korte tur derop alligevel. Kvæg græsser fredeligt, og et lille rødt tog kører mod vest på den ensporede jernbane for foden af bakken. Regnen er endelig stilnet af.
Tid til de sidste kilometer. Først ad landevejen, indtil jeg møder et skilt, med teksten Malente 1,8 km, der peger ned ad en skovsti. Stien fører mod syd, ned ad bakken, gennem dryppende våd skov, indtil den når jernbanen og følger den mod øst. Jeg møder stadig flere mennesker. Der er en lille dyrehave, der trækker. Især en indhegning med vildsvin, hvorfra der kommer den umiskendelige lugt af gris. De voksne dyr har lange stride børster i mørk farve. Dette års kuld har nået en skulderhøjde på halvanden fod, stadig med lysere hår og et svagt spor af pattegrisenes striber. Til stor fornøjelse for en tysk børnefamilie gnider en af de små grise heftigt bagdelen mod en træstub, med alle tegn på intens nydelse.
Et par hundrede meter længere fremme finder jeg banegården i Malente. Jeg køber min billet og belaver mig på en halv times venten. Regnen begynder så småt igen.
Charles Darwin: The Descent of Man, 43-86.
Jyske Vandreture 