Strande-Preetz (371).


Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Strande-Preetz, 41,6 km (371).
Lørdag den 4. juli 2020.

Kiel er en sejlsportsby – sailing city som byens slogan lyder, med lystbådehavne på begge sider af den smalle fjord. Den årlige regatta Kielerwoche er dog aflyst for i år på grund af coronaen. Jeg starter min vandredag, hvor den sluttede i går (vandredag 370) i Strande. Formelt ligger byen lige uden for Kiels bygrænse, men i praksis er det en forstad.
Der er stadig en lille fiskerihavn længst mod nord, men ellers strækker marinaer sig mod syd. Umiddelbart syd for byen ligger Olympia Zentrum, et nationalt sejlsportcenter, med rødder tilbage til De Olympiske Lege i München i 1972, hvor Kiel husede sejlsportskonkurrencerne. Bådebroer og kajer går ubesværet over i hotelbyggerier. En smule sandstrand med lange rækker af kurvestole danner overgang til høje kystskrænter. Der er dog ingen badegæster, ligesom i går er det en kølig, regnfuld dag uden sol.
Tykke dynger tang har hobet sig op på den smalle strand, ud mod skrænten vokser høj skov, en hvid kæmpefærge stævner ind i fjorden. Sortkrager og strandskader har travlt med at gennemsøge den friske tang.
Som jeg går mod syd, har ebben blotlagt større stræk af sandstrand. Længere fremme kan jeg se et fyrtårn i grønt og hvidt, det står på en platform ud mod sejlrenden. Måger og skarver har slået sig ned på sandrevlerne.
Fyrtårnet markerer et skarpt hjørne af kysten, som også er beskyttet af diger. Der er tomme badestrande, en anløbsbro for passagerfærgen der betjener fjorden og en fodsti oven på diget. En skilteskov viser vej til forskellige caféer og restaurationer. Der er en klassiker som Deichperle, Digets Perle, såvel som de mere moderne klingende Elephant am Strand og Ute in Bikini.
Diget vokser til et par meters højde, men stien oven på det ender desværre blindt ved Digets Perle, ud for fyrtårnet og den brede sandstrand. Diget fortsætter godt nok, men det er fredet med adgangsforbud og forsvarligt hegnet ind for at undgå enhver misforståelse.
I stedet går jeg tilbage ad diget og dernæst i stor bue ind i landet, gennem industrikvarter, skov og eng og forstæder, indtil jeg på ny når frem til strandbredden, denne gang i en halvfemsgraders vinkel på mit udgangspunkt. Der er en smule park her, og – mere relevant for mig, en landgangsbro for passagerfærgen. Der er en frisk vind over fjorden og hvidt skum på bølgerne, så jeg venter i læ, inde på bredden.
Allerinderst i Kiels havn er der en fodgænger- og cyklistbro over fjorden, der her for længst er gået over i havnebassiner. Ellers krydses fjorden hverken af bro eller tunnel, på trods af at byen med en kvart million indbyggere har forstæder på begge sider af vandet. I stedet er der en passagerfærge – cykler kan medtages – der zigzagger sig frem mellem øst- og vestbredden, og i sommerperioden når helt ud til Strande.
Det er lørdag, og der er ikke så mange færgeforbindelse, så jeg kan ikke blive sejlet den korteste vej tværs over fjorden, med den indgående færge, til Möltenort. I stedet er jeg nødt til at tage den udgående færge, hvis første landgang på østkysten er ved Laboe, tre kilometer længere oppe ad kysten. Det koster mig også en ekstra zone på billetten, hvis pris ryger op på tre en halv euro. Tyve minutter tager overfarten. Der er et lille cafeteria om bord, men jeg foretrækker det åbne dæk.
Landgangsstedet ved Laboe er genkendeligt på lang afstand, markeret af en kulørt skov af kite-surfer sejl. Bag dem rejser sig et 72 meter højt tårn. Umiddelbart ligner det mest en skihopsbakke, men ideen er vist mere et skibsror. Det er et krigsmindesmærke for faldne tyske marinesoldater i de to verdenskrige. Det blev sat i gang i 1926, men stod først i 1936, hvor det blev indviet af Adolf Hitler. Efter Anden Verdenskrig bortsprængte de allierede mange nazistiske monumenter bygget med propagandaformål for øje. Marine Mahnmal Laboe gik dog fri, fordi man fandt, at det ikke forherligede krig, men blot ærede det enkelte menneske.
I Laboe er der en betydelig turistaktivitet, caféer, restauranter, kunsthåndværk, som rækker ud over stranden og lystbådehavnen. Jeg finder dog frem til fjordstien, der følger fjorden mod syd, i kanten af skove eller villakvarterer. I kanten af skoven findes U-Boot Ehrenmal, der ærer faldne blandt ubådspersonalet i de to verdenskrige og ofre for ubådskrig. De to mindesmærker vidner om, at der er mere ved Kiel end en sorgløs sejlsportsby. Den geografiske placering og den naturlige havn har gjort den til et førstevalg for den tyske flåder. Der er stadigt flådeværft i byen og afspærrede militærområder langs fjorden. De små lystbådehavne og strande ligger i dag næsten øde hen. Skarver hviler sig på bådebroernes rækværk. På den modsatte side af fjorden kan jeg gennem regndisen se højbroen over Kielerkanalen.
Fjordstien ender i et ubeboet område klemt inde mellem fjorden og indfaldsveje, med vildtvoksende skov eller forladte industribygninger. En stejl grusvej fører væk fjorden og op til en af de travle indfaldsveje. Heldigvis viser mit kort en vandremulighed, der fører mig ned gennem et beboelseskvarter til den inderste del af et smalt havnebassin. Her løber den lille flod Schwentine ud i Kielerfjorden. Herfra kan jeg på dalbunden følge en sti langs floden ind i landet, mens en bro bærer den travle indfaldsvej højt over mit hoved.
Floden er kun 68 km lang, alligevel en af de længste i Schleswig-Holstein, og den løber gennem de fleste af de store søer i Det Holstenske Schweiz, det område, jeg når frem til i dag og skal vandre igennem de kommende dage. Ved stien genfinder jeg også markeringen af de europæiske fjernvandrerveje E1 og E6, og jeg følger de hvide kryds mod syd.
I begyndelsen mærkes byens nærhed tydeligt, ikke blot fordi lange villahaver støder op til stien, men også i kraft af det velholdte underlag og mængden af spadserende og hundeluftere. Snart afløser skov imidlertid villakvarterer, floden udvides med sumpe og småsøer. Jeg kan se og høre kanotrafik på vandet, og hvor jeg krydser åen ad en lang hvid træbro, har kanoroere fundet ly under broen, mens flodens vandoverflade er nupret af regndråbers nedslag.
Der går stier på begge sider af Schwentine, men jeg følger fjernvandrerstien, som den gør en afstikker ud i åbent land. En velbevaret kirkesti fører gennem store bølgende kornmarker, grønne på den ene side og gule på den anden, inden fjernvandrer vejen vender tilbage til floden ved en opstemning nær en gammel mølle. Opstemningen har ført til dannelsen af små søer opstrøms. Stien fører også gennem en dyrepark med en hel del besøgende. Et opslag orienterer om, hvordan man forsøger at holde vandreruten åben på trods af coronahensyn. Store plakater viser et større udvalg af hjortevildt og dertil lamaer. Jeg har imidlertid adskillige kilometer tilbage af en lang, våd vandredag, så jeg holder mig til stien langs søerne, uden svinkeærinder. Fra en lang træbarak med bure og gitterfront høres eksotiske fugleskrig, men jeg holder min kurs.
En elegant hvid bro fører over søen, mens trafiklarmen fra den moderne landevej høres. Jeg krydser den trafikerede vej og går videre ad en markvej, der trækker op på højere land, mens skoven viger en smule tilbage til fordel for frodige enge. Kvæget græsser i det høje græs nær det blanke vandløb, mens de højere partier er dækket af gul brandbæger. Grusvejen fører mig helt ind til hjertet af Preetz, til byens gamle kloster nær en klynge af ældre bygninger og brostensbelagt gade.
Jeg følger brostenene gennem en vognport og står så ved den befærdede vej, der skærer gennem byen og udgør dens hovedgade. Jeg får et flygtigt indtryk af gader og torve med hyggelige huse, som jeg følger de større veje frem til byens lille banegård. Toget mod Kiel kører ind, som jeg ankommer, og jeg når lige akkurat at købe en billet og finde mit mundbind frem. Togets døre lukker sig foran mig, og jeg har allerede indstillet mig på at vente på næste tog, da den flinke lokomotivfører åbner dem for mig, og jeg tager et hurtigt skridt ind i varme og læ for regnen.

Charles Darwin: The Descent of Man, 16-42.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s