Ikast-Aulum (359).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Ikast-Aulum, 32,6 km (359).
Søndag den 19. april 2020.

Jeg begynder dagens vandring med at gå i mine egne fodspor fra sidste uge (vandredag 358): Fra perronen i Ikast, mod nord ud ad byen, indtil jeg når Storåen, over for hul 7 på golfbanen der støder op til åens nordlige bred.
Solen skinner fra en blå himmel, og det er så varmt, at jeg ikke tager min jakke på. Efter få hundrede meter drejer jeg væk fra den travle landevej mod Karup og kommer ind på de små veje, som jeg skal gå ad det meste af dagen. Det er små asfaltveje, som over lange stræk går over i grus, inden man igen kommer tilbage på slidt asfalt.
Landskabet er flad hedeslette, og man kan se vidt omkring i det dyrkede land, mod lange, fjerne læhegn. Det er et udpræget kartoffelområde, hvor store marker lægger hen med dybe furer og små jordvolde i lange, lige baner. Her og der er der spildt læggekartofler. Hvor der er sået med korn, ser tromlens efterladte riller elegante og skrøbelige ud i sammenligning.
Landevejen holder vekslende afstand til åen, der er dybt nedskåret i det flade landskab. På trods af navnet er Storåen endnu langt fra stor, blot en god meter bred. Vandløbets position markeres af en spinkel række træer. Engene langs åen går her og der over i rør og mose.
Længere fremme passerer jeg Herning Lufthavn, en flyveplads øjensynlig mest brugt af sportsfly. Grønsvær gør det ud for parkeringsplads for biler, og de små fly holder parkeret i lyng til knæene. Stribede vejrposer bliver lige akkurat løftet fri af stolpen.
Kort efter krydser jeg hovedvejen mellem Herning og Viborg og, umiddelbart efter, Alhedestien, anlagt i tracéen fra den nedlagte jernbane mellem de to byer (vandredag 144 og 145). Jeg ser mest lærker og viber over markerne. Lejlighedsvist jager musvåger ved plantagernes skovbryn, råger, to-tre stykker ad gangen, ikke i store flokke, søger efter føde på de harvede marker.
En landevejsbro fører over åen og fortsætter i en lang jævn stigning mod vest: Jeg har nået kanten af Skovbjerg Bakkeø. Bakkeøen, Danmarks største, er dannet i næstsidste istid og omgivet af smeltevandssletter fra sidste istid. Bakkeøen er klemt inde mellem Storåen og Skjern Å og rækker fra Herning til Vesterhavet. Den er årsagen til, at Storåen slår en stor bue mod nordvest, til Holstebro og videre til udløbet i Nissum Fjord. Med godt hundrede kilometer er den Danmarks næstlængste å.
Jeg går ad landevejen vest for åen. Ved krat og læhegn ved åens enge står der ofte hochsitze, jægernes små skydetårne. Ovstrup Hede (vandredag 243 og 282), få kilometer mod nord, har en stor bestand af kronvildt og rådyr, og der er små plantagestykker og hedearealer i området. En harvet mark afslører en stor mængde klovspor, usynlige på den tilstødende grusvej.
Pløjemarker nær åen har frodig brun jord vendt mod himlen. På det højere land er der pløjet store mængder gult sand op, som stikker af mod den grå jord. På den fjerne side af åen fremtræder en harvet mark askehvid.
Mod nord kan jeg se den høje plantage omkring Ovstrup Hede. En stor mark mellem plantage og åen er indrettet med små hytter til frilandssvin, og med det blotte øje kan jeg se søer stoltsere rundt derovre.
Som jeg fortsætter mod nordvest nærmer jeg mig Ørre og krydser Herningholm Å, som tilfører Storåen en betydelig vandmængde. Kort efter når jeg frem til Nybro, hvor der er en stor shelterplads med adskillige borde, alle er besat med små grupper af naturgæster, som den smukke solskinsdag har inspireret til frokost i det grønne.
Under en smal, afspærret fodgængerbro i beton er der et lille strømfald, som lokker pludrende lyde frem fra åen, der her har mangedoblet sin vandføring, og nu flyder stor og bred under landevejsbroen et par hundrede borte. Brinkerne er høje og delvist underminerede af vandet, så der ses sandlag under mulden. En lille vej er ryddet ned til åen, så der er mulighed for at isætte kanoer.
Set fra landevejsbroen får solen endog en smule glitren frem i det brune vand. En hestekastanje på bredden er ved at springe ud, dens blade og blomsterstand endnu ikke større end en lillefinger.
Fra Nybro vandrer jeg videre mod nord, snart igen ad grusveje. En sjælden bil rejser støv fra vejen. Efter den lange våde vinter er der begyndende tørke. Flere steder står vandingsmaskinerne kørt frem, og et enkelt sted er man allerede gået i gang med at vande, heldigvist i den del af marken, der er fjernest fra vejen.
Ved den lille landsby Skærbækmølle afbryder jeg min vandring langs åen og går mod Aulum, straks med en let stigning op på bakkeøen. Højdeforskellene er tilstrækkeligt imponerende til, at en sidevej har fået navnet Bjergmosevej. Aulum ligger let hævet over fugtige enge, en fin landsbykirke i udkanten af byen, foran den er opstillet en mængde sorte solcellepaneler, en håndfuld får har fået betroet at holde græsset nede mellem de lange rækker af skråtstillede plader.
Byens handelsliv er flyttet til hovedgaden, hvor landevejen skærer gennem byen, og stationen gemmer sig i den vestlige udkant. En bænk i solen tilbyder et behageligt hvilested, indtil regionaltoget til Herning ankommer.

Fernando Aramburu: Fuegos con limón, 454-497.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s