Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Holstebro-Vemb, 28,1 km (361).
Søndag den 4. maj 2020.
Gågaden i Holstebro fører fra banegården ned til Musikteatret ved Storåen. Undervejs passerer man en del af den kunst i den offentlige rum, som byen er kendt for. Herfra følger jeg åen mod vest, ad stier og veje, forbi kulturinstitutioner, parcelhuse og småindustri, under jernbanebroen, indtil jeg når frem til engene i byens udkant, hvor det brede vandløb igen løber i store slyngninger. Små pæle markerer strækket som en del af Drivvejen. (vandredag 45).
Det er søndag, en smuk dag med blå himmel, og der er spadserende, cyklende, hundeluftere og løbere langs stisystemets på begge sider af åen. Lystfiskere står på brinkerne. Nord for åen åbner en fårefold sig mod det strømmende vand. Syd for åen går den fine grussti langs vandløbet over i labyrintiske stier igennem plantagerne. Det er nåletræ, her og der kantet af bøgetræer med lysegrønt løv. Spredte lyngkoste står langs vejene, og gyvelen vokser vildt, her og der med gule blomster. Lange lige plantageveje fører ud mod hovedvejen mod Ringkøbing.
Det åbne land er mere udsat for den friske blæst, og jeg må tage hue og handsker af og på, afhængigt af hvor meget læ de spredte plantager, krattene og læhegnene giver. De små landeveje, jeg slår ind på, løber på højere liggende terræn i nogen afstand fra Storåen. Af og til har jeg udsyn til de øverste af bakkesiden på nordsiden af ådalen.
Syd for Ringkøbingvejen er der bevaret store felter med hede (vandredag 279, 328 og 333), som sammen med plantager og enge danner en landskabsmosaik, som strækker sig mod syd og omfatter Stråsø Plantage, hvor Danmarks eneste ulvekobbel holder til. Nord for hovedvejen er det overvejende dyrket land i store firkantede marker, adskilt af lange, brede læhegn. Meget af det er lagt ud til kartofler. En traktor kører forbi, den efterspændte vogn har høje sider, en top af læggekartofler stikker op.
Frilandsgrise deler en stor mark, og i de våde enge i lavningen langs en krydsende bæk græsser tre heste i fredelig idyl. Plantagerne gør et skravlet indtryk, flere steder har små egekrat fået lov at stå ud mod vejen, lyng og lav på skovbunden. Sammensunkne gravhøje ligger som små øer i et hav af grønt spirende korn. Lærker synger fra deres position højt oppe.
Forude ligger Idom Kirkeby. Kirken ligger skjult for blikket, som jeg ankommer fra øst. I vest afgrænses landsbyen af en lille bæk, nedskåret i en slugt. Kirken ligger hævet på en grøn bakke, hvor får græsser på skråningen op mod kirkegårdens stengærde. Fra vest ses kirkens hvidkalkede tårn viden om, som det hæver sig over de flade marker, mens jeg vandrer mod nord.
Små flokke af råger fouragerer på markerne. Fra den store plantage vest for vejen skriger en ravn, dens kald groft og hæst. På en nytromlet mark ses grupper af spor, dybe huller i den løse, gråhvide jord, to-tre dyr ad gangen, i lige linje mod plantagens skovbryn. På den modsatte vejside har jorden fået tid til at sætte sig siden tromling, og der kan jeg se det præcist aftegnede klovspor fra kronvildt.
Længere fremme genfinder jeg Storåen, i et landskab af brede enge, små damme mellem vandløbets slyngninger, skråninger med fæstier længere tilbage. Et svanepar har bygget rede i krattet ud til en af dammene. Kvæg græsser fredeligt i distancen. En stor gravhøj vogter over det hele. Ved landevejsbroen neden for Bur holder adskillige biler parkeret, lystfiskere har spredt sig ud langs brinkerne.
I dag krydser jeg dog ikke denne bro, i stedet går jeg mod sydvest, forbi en af egnens store minkfarme, indtil jeg igen kan dreje mod vest. Den smalle landevej løber oven for ådalen, lejlighedsvist med fine udsigter. En lille bil passerer mig, lange fiskestænger spændt fast udenpå, fra kofangeren op over taget. Hegnet omkring en græsmark er trukket tilbage for at skabe rum til et par parkeringspladser, afmærket til den lokale lystfiskerforening. Skikkelser står urørlige nede ved åen.
Viberne synger og laver luftakrobatik over markerne. Fra oven kommer lyden af en trompeterende trane. Højt oppe flyver en enkelt af de store fugle, den kalder nogle få gange med afmålte mellemrum, før den glider væk. I luftlinje er der ikke mere end ti kilometer til Vind Hede, hvor jeg før har set traner (vandredag 329), og hvor fuglen yngler.
Fra samme område kommer Lilleå, der udmunder i Storåen umiddelbart over for Vemb. Der er udstrakte enge, kær og rørskov langs de to åer. Kvæg græsser i det fjerne, en halv snes får med små lam hviler sig nær hegnet, og en enkelt fiskehejre skifter plads, da jeg nærmer mig.
Ved broen over den tilstødende å ligger Skærum Mølle, en stor restaureret gård, der nu er kursussted for Folkeuniversitetet. En ny og anderledes tilføjelse er Huset for Sten og Stjerner, skabt af Per Kirkeby i 1996.
Få hundrede meter længere fremme når jeg frem til den travle hovedvej mellem Lemvig og Ringkøbing og krydser Storåen. Åen har nået anseelig bredde her og lever op til sit navn. Der går en kort afmærket vandrerute langs bredden af åen, hen til jernbanebroen og op til Vemb. Lystfiskerne står på rad og række, en enkelt af dem krydser endda åen ved brug af jernbanebroen. Her ved de to broer begynder et lavt dige, et af flere der skal holde styr på vandmasserne, frem til åens udløb i Felsted Kog, tre kilometer længere fremme. Felsted Kog, den inderste del af Nissum Fjord, er også forsynet med diger og har store rørskove ud mod fjorden (vandredag 326).
Den afmærkede rute fører væk fra åen, som en trampesti hen over sjappet eng og op til en villakvarter i udkanten af Vemb. Snart går jeg ad fortove og asfalt frem til byens lille station.
Fernando Aramburu: Fuegos con limón, 568-611.
Thomas Boberg: Americas, 1-150.
Jyske Vandreture 