Billum-Blåvandshuk (264).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Billum-Blåvandshuk, 33,4 km (264).
Onsdag den 20. juni 2018.

Efter min afstikker til Esbjerg (vandredag 263), er det nu blevet tid til sidste etape af Kyst-til-kyst-stien. Jeg står af toget ved trinbrættet i Billum og går mod syd, langs landevejen ned over de brede enge. Det er køligt og blæsende, himlen er skyet. og der er lejlighedsvis finregn.
Efter et par kilometer genfinder jeg Kyst-til-kyst-stien nord for Varde Å, kort før udløbet i Ho Bugt. Jeg følger en smal asfaltvej, få hundrede meter nord for bugten, på grænsen mellem dyrket land og de store enge ud mod kysten. Sortbroget kvæg hviler i græsset på den yderste eng, på den anden side af bugten ser jeg halvøen, hvor jeg gik på Marbæk-stien til Esbjerg i weekenden.
På trods af fugten i luften er der stadigt gang i markvandingen. Min rute følger bugtens runding, strejfer det højere liggende land med en klynge gårde. Snart går jeg dog igen ad en grusvej tværs gennem engenes flade græsland, gennemskåret af drængrøfter. En kærhøg stryger lavt over det høje græs, en flok spurve holder sig nær et lavt krat.
Jeg har brugt tre vandredage på at følge engene langs Holme Å og Varde Å frem til Ho Bugt, og nu er jeg næsten ved vejs ende. I syd går engene over i marsken ved Skallingen (vandredag 113), ret fremme kan jeg se et udkigstårn og bagved plantagernes lange skovbryn. Jeg bestiger tårnet for et sidste glimt ud over engene, køerne og bugten.
I grænsezonen mellem enge og plantage er der også blevet plads til en isoleret sommerhuskoloni og nogle strimler hede. Plantagerne er af den mest skravlede vestjyske slags, de spinkle trampestier har slidt sig igennem til hvidt sand, åbne partier er dækket af rensdyrlav. Enkelte steder deles udsultet eg og birk om pladsen. Det er tilplantet hede og klithede af samme slags som stadigt er bevaret på Kallesmærsk Hede, Danmarks største militære øvelsesterræn, umiddelbart vest herfor (vandredag 169).
En tilgroet klit byder på et udsigtspunkt over plantagen, behørigt markeret med en bænk. Fyrretræernes kroner flyder frem til en grøn flade, med eng og bugt længere borte. Jeg krydser landevejen mellem Oksbøl og Ho, strejfer vejen mod Blåvand. Nord for vejen markerer stribede pæle i gult og sort grænsen til det militære terræn. Med korte mellemrum er røde kugler gået til tops i flagstænger, de markerer adgangsforbud, der skydes med skarpt. Jeg hører da også knitren fra håndvåben, en langsommere serie dumpe drøn.
Jeg følger rutemarkeringen bort fra landevejen og dybere ind i plantagen, ad skovveje, brandbælter og trampestier. Som jeg nærmer mig plantagens sydlige skovbryn, kan jeg se den første høje række klitter i distancen. På den fjerne side af en stor lysning græsser et par kronhjorte med flot udviklede gevirer. De løfter hovedet og studerer mig en kort stund, inden de uden hast fortrækker ind i tykningerne.
I vest går plantagen over i et nyt sommerhusområde, mod sydvest har et større stykke klithede undgået bebyggelse. Klitheden i sig selv fremstår furet, formodentligt er det et tilgroet strandvoldssystem, en håndfuld fingerbøl blomstrer dekorativt i forgrunden.
Jeg når ud til landevejen øst for Blåvand og går et kort stykke mod vest. Næsten skjult inde bag klitterne ligger Tirpitz-Museet, åbnet i 2017, tegnet af Bjarke Ingels Group. Ruten fører gennem en mosaik af klit, plantage og sommerhuse ud mod havet. En bræmme af eng og et grønt dige skiller plantagen fra kysten. En hest deler græsset med en livlig mågeflok. På den anden side af diget er klitterne, en bred strand og Vesterhavet.
Det er blæsende, overskyet og ikke særligt indbydende vejr. Ikke desto mindre er der masser af mennesker på stranden, ingen badende ganske vist, men masser af spadserende, tobenede og firbenede, og kite-surferne boltrer sig ude på bølgerne. En badebro rækker langt ud i vandet. En kunster har haft en klynge bunkere under kærlig behandling: for og bag er der monteret store jernsilhuetter af hestehoveder og – haler, og så har man en flok heste i brændingen.
Længst mod vest kan jeg se Blåvandshuks hvide fyrtårn. Det er endemålet for min tur på tværs af Jylland. Jeg kæmper mig op gennem klitternes tunge sand og står snart for foden af det firkantede tårn.
Fyrtårnet står flere kilometer vest for Blåvand by, men hele strækningen er bygget til med sommerhuse. Sommerhusene nærmest fyret og havet virker som de dyreste, de har stråtag og er opført i røde musten, i klitgårdstil. Mange af husene har nye friske stråtag. Tættere mod byen bliver sommerhusene mindre, og der er flere komplekser med ferielejligheder. Jeg giver mig god tid til de sidste kilometer, busserne er få, og der er en time til næste afgang mod Oksbøl.

Peter Høeg: Effekten af Susan.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s