Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Langs sydsiden af Flensborg Fjord I, 37,8 km (314).
Søndag den 2. juni 2019.
Dagens vandring begynder, hvor gårsdagens sluttede (vandredag 313), ved Gelting Mole i det sydøstlige hjørne af Flensborg Fjord. Der er et spinkelt lag skyer på himlen, og solen kommer og går, med en temperatur omkring de tyve grader.
I begyndelsen følger jeg kysten mod nordvest. Der er en smal sandstrand, ofte blandet med grus, med en høj kant op til engene og det dyrkede land. Græsningsarealerne er ofte små og med karrigt græstæppe, så der er sjældent mere end en håndfuld køer eller heste per indhegning. I nord ses den danske kystlinje. Fremtrædende er især de høje skrænter ved Dybbøls gamle slagmark (vandredag 146) og halvøen Broager.
Sine steder, især hvor der rejser sig en højere skrænt, når skoven helt ud til kysten, og væltede træer har fået lov at ligge i havstokken, så stranden bliver lidt af en forhindringsbane. Havfugle ligger ude på vandet, og sortkrager søger en eller to sammen føde i opskyllet.
Egentlig følger jeg en cykelrute, men der er også skiltning for en ny vandresti, som ikke er afmærket på mit kort. Fördesteig, Fjordstien, hedder den. Grundlæggende følger den cykelruten, men af og til er der afvigelser ad stier, som bestemt ikke er egnet for cykler. Hvor jeg følger den, kommer jeg til at gå på smalle jordstier på kanten af skrænter og i tungt sand på strandbredden.
Nær halvøen Habernis fører ruten ind i landet for at omgå bebyggelse ud til kysten. Fra det højere terræn er der smukke udsigter hen over et landskab delt mellem skov og mark, og med den blå fjord i nord. Fra en grusvej når jeg frem til en smal asfaltvej, hvor jeg kan vælge at følge cykelruten direkte ud til kysten. I stedet beslutter jeg at følge Fördesteig, der fortsætter ad en miserabel, opkørt skovvej.
Det bliver en vandring gennem et anderledes landskab. Skjult i en lavning mellem bakkerne ligger et stort moselandskab. En lang plankesti fører igennem det. Den oprindelige mose er i vidt omgang overgroet, og det har skabt en tæt landskabsmosaik. Der er fugtig skov, åben mose og kær, enkelte steder med gøgeurter langs stien. Andre steder er skovbunden dækket af sort, stillestående vand, gennemgroet af padderokker, og kun plankebroen gør det muligt at passere tørskoet. Her og der er der også enge og græssletter med højt græs, uberørt af kvæg.
Det er da, jeg træder fra skovens skygge ud på en græsslette, at min opmærksomhed pludselig bliver fanget af en bevægelse i øjenkrogen. Et rålam har ubesindigt afsløret sin position i det høje græs. Tøvende lægger den sig igen på sit leje. Det pusler fra skovbrynet, måske er det moderen. Jeg tager et foto og lister forsigtigt væk.
Efterhånden er jeg kommet så langt ind i landet, at mågeskrigene er taget af, og i stedet domineres luftrummet af rovfuglesilhuetter og musvågers gennemtrængende skrig. Det er en flot tur gennem bakkerne og det varierede landskab, men i grunden er jeg jo her for at gå langs fjorden, så da jeg går gennem skovene nord for Kalleby, griber jeg chancen for at følge en asfaltvej ud til kystvejen. På trods af biltrafikken ser jeg en rå med to rålam klods op af landevejen. Der er et lille fald, næppe mere end en meter mellem asfalt og den lavere liggende mark, og det er i den høje vegetation her, at de to små rålam søger skjul, mens moderen trykker sig ved et læhegn.
Ved landsbyen Westerholz begynder et stort turistområde med campingpladser, restauranter og marinaer. Selv i den å, Langballigau, der munder ud i fjorden her, ligger lystbådene fortøjet i en åhavn. Det gode vejr og søndagen har bragt mange mennesker til stedet.
Endnu en mindre omvej ind i landet bringer mig frem til det mindre badested Bockholmwik. Det ligger ved roden af den store halvø Holnis, der rækker langt over mod den danske kyst. I stedet følger jeg skiltene mod Glücksburg, inde i landet. De sidste kilometer frem mod byen går ad, hvad der bestemt må være en banesti anlagt på tracéet fra en nedlagt jernbane. Ligeledes fra en anden tid er en langstrakt opstemmet mølledam, der nu fremstår som en kæde af små søer. Ved bygrænsen står et skilt med den tosprogede annoncering, der er standard i den tyske del af grænselandet: Glücksburg (tysk) og Lyksborg (dansk). Sidstnævnte er nu ikke meget brugt i Danmark.
Da jeg til sidst står ved Glücksburg ZOB, den lokale rutebilstation, er den da også at finde ved en prægtig gammel jernbanestation – nu overgået til andet formål. Der er et par timer til den næste bus – og det passer fint, for selv om jeg står ved dagens endemål, har jeg alligevel planlagt en sidste krølle på turen. Byen har sit navn fra Glücksburg Slot – der også har givet navn til Den Glückburgske Slægt, som blandt andet omfatter den nuværende danske kongefamilie. Frem til nederlaget i 1864 tilhørte slottet den danske kongeslægt.
Slottet og slotsparken ligger få hundrede meter fra busstationen. På vej derhen runder jeg byens centrale gadekryds og mærker mig placeringen af Janny’s Eis-Café – til senere brug. Slottet ligger på en kunstig holm midt i en opstemmet sø. Dets hvide mure og tårne spejler sig smukt i vandet. Slotsøen er af betragtelig størrelse, men umiddelbart nær indgangsbroen fremstår den nærmest som en dam. Ænder og gæs holder til på en lille ø, med et par træer og en ring af blotlagte mudderflader. En blishøne ruger på en rede i vandoverfladen, længere borte ses svaner. Nær broen vokser store skræpper og gamle piletræer med enorme stammer. En spætmejse piler op og ned ad den riflede bark.
Slotsparken er åbent for publikum og en sti fører videre rundt om slotssøen, der i betydeligt omfang er omgivet af løvskov. Svaner og gæs holder til på god afstand af bredden. Renæssanceslottet præsenterer sig fint fra alle vinkler, som jeg går rundt om søen. Undervejs er der en mindetavle for Frederik den Syvende yndlingseg – slottet var hans foretrukne sommerresidens. Han døde her i 1863. Et andet sted mindes de tusind døde munke, der ligger på søens bund. Før der blev bygget slot, lå der et kloster her, og ved opstemningen af slotssøen blev dets kirkegård oversvømmet.
Eges og bøges grønne blade, de hvidkalkede mure og den blå søoverflade er de dominerende farver. I slotsparken findes et stort orangeri i klassicistisk stil med okkergule mure, og på den anden side af slottet er der store rhododendronbuske med lilla blomster.
Jeg giver mig godt tid til at se det hele, spadserer, snarere end vandrer. Ikke desto mindre når jeg dog at komme omkring Janny’s Eis-Café, inden det er tid til at opsøge busstationen igen.
Peter Watson: Convergence, 27-81.
Jyske Vandreture 