Hammel-Ry (441).

Udklip441

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Hammel-Ry, 29km (441).
Onsdag den 4. maj 2022.

Det er diset morgen, da jeg står af bussen i Hammel. Langsomt klarer det dog op, og mens jeg går mod syd, synger fuglene fra usete steder i buskadserne og det dufter af slået græs fra de store plæner i byens industrikvarter. Vejkanter og græsmarker er prikket gule af mælkebøtter, dårligt nok en grå fnugbold imellem blomsterkurvene.
Jeg går stik syd, som jeg kommer til at gøre det meste af dagen. Så snart jeg har krydset hovedvejen mellem Viborg og Århus og kommer ud i det åbne land, domineres sceneriet af gule rapsmarker. De gule felter løber over flad mark og smyger sig omkring bakkesiderne. Langt mod syd løfter en grøn bakkekam sig over den knaldgule slette. Det er højdedraget med Sorring Låddenhøj øverst. Positionen kan identificeres på lang afstand, ikke på grund af højen, der ikke er meget mere end et stort mulvarpeskud og tilmed dækket af skov fra denne vinkel, men på grund af det mere end tres meter høje radiotårn, der står klods op ad højen.
En hare løber over marken, stopper flere gange, for at betragte mig nærmere, indtil den får nok og forsvinder. Ellers er det små og store flokke af råger, der dominerer landskabet. En landmand kører med såmaskinen i den ene ende af marken, mens de sorte fugle plyndrer den anden ende. Jeg følger smalle landeveje gennem små landsbyer, ikke mere end en håndfuld rågereder hvert sted, kirketårnet den højeste bygning i byen.
Ikke desto mindre kan de mest usandsynlige minimale flækker smykke sig med tilnavnet stationsby, et minde om den for længst hedengangne jernbane mellem Århus og Hammel, der lokalt lever videre som Brabrandstien omkring en grøn kile ind til hjertet af Århus (vandredag 394).
Agerlandet er næsten plant, jeg befinder mig på Den Jyske Højderyg som jeg går mod syd, og snart møder jeg den første ådal, der skærer højderyggen i øst-vest retning. Dalen er et lavt trug, gul raps på nordsiden, en stribe eng på bunden og en skovklædt sydlig dalside, hvor træerne rækker højt mod himlen.
Lugten af frisksavet træ hænger i luften, så start jeg passerer skovbrynet. Kævlerne ligger i lange stabler. Det er bøgetræer, ligesom skoven på højre side af vejen, hvor nyudsprunget løv hænger fra top til tå. På venstre er der høj granskov, som kontrasten til de lysegrønne bøgeblade giver et mørkt og skummelt udseende. Landevejen fører op gennem skoven. Ved en sidevej står et skilt henvendt til cyklister, det lokker med fjortenhundrede meters stigning, fjorten procent på de stejleste steder.
Til fods er stigningen nu ikke så slem, i hvert fald ikke så tidligt på vandredagen. Jeg kommer ud af skoven, hvor bakken flader ud, få hundrede meter fra Sorring Låddenhøj og radiotårnet. Der er offentlig adgang til højen via en indkørsel og en trampesti. Fra toppen af den lave høj er der vid udsigt hele vejen rundt. Højen har samme højde over havets overflade som Himmelbjerget, få kilometer mod syd. Terrænet falder mod dyrket land, med de lange gule rapsstriber, og rejser sig mod skovklædte bakkekamme.
Jeg forlader højen og begiver mig mod ud på en lang nedstigning til ådalen mod syd. Undervejs strejfer jeg kanten af Sorring, og passerer derefter den lille Dallerup Kirke. Den kullede kirke ligger på et fremspringende punkt på dalsiden. Det er en middelalderkirke med kampestensmure, omgivet af et stendige, og med en klokkestabel, hvor hvide betonelementer bærer en lille kirkeklokke. Betonelementerne er moderne, men kirkemurene er i et vist omfang genbrug, fra den nedbrudte Bjarup Ødekirke (vandredag 237) længere nede i ådalen.
Ådalen er lang og smal. Det er umuligt at se med det blotte øje, men små terrænforskelle skaber et vandskel på dalbunden: Her, i den østlige ende, løber Lyngbygård Å mod Brabrand Sø og Kattegat (vandredag 238), et kort stykke mod vest følger Linå den snoede ådal frem Gudenåen. Ude på engene råder en håndfuld heste over en stor fold, i en ganske lille dam klods op ad landevejen ligger en knopsvane på rede. En stykke fremme lader en musvåge sig dumpe ned i vejkanten, kun for at gå på vingerne, pludselig akavet og klodset, da jeg nærmer mig. Kort efter ser jeg den (eller en anden) musvåge kredse i elegante, ubesværede cirkler højt på himlen.
Som jeg går mod vest får skoven på den sydlige dalside en afslutning, og langsomt vokser trafikbruset fra motorvejen i styrke, skønt jeg endnu ikke kan se den. Ådalen bliver for alvor snæver på tærsklen til Mollerup. Jeg krydser åen over en bro med det sigende navn Pølbro og går gennem den hyggelige lille landsby, hvor der er små bindeværkshuse, altid med sorte bjælker, men i gul, rød eller hvid variation af tavlerne. På den anden side af byen begynder en lang, moderat stigning, som jeg på ny vandrer mod syd, først over den gamle Århusvej og kort efter den nye motorvej.
Så er jeg oppe på plateauet, men ikke særligt længe. Snart står jeg over for den største af Søhøjlandet ådale, omkring Gudenåen og Silkeborgsøerne. Åen og søerne ligger endnu skjult, mens jeg står i øjenhøjde med tårnet på Himmelbjerget. Skyer dækket solen og lægger skygge over landskabet her, men omkring tårnet på den åbne bakkeside er der sol, forstærket af reflekteret lys fra Julsø.
Der er også et skilt ved nedkørslen til Laven. Denne gang er det henvendt til bilister og gør opmærksom på ti procents højdefald. Fra Sorring Lådenhøj til Lyngbygård Ådal var der en fald på mere end hundrede højdemeter, men strakt ud i et langt, moderat fald. Her er der kun et fald på tres højdemeter, men anderledes trængt sammen på en stejl bakkesiden. Vejen er da også tvunget ud i serie serpentinersving. Gadenavnet er ganske passende Slangebakken, og villaerne langs den har terrasser, verandaer og store panoramavinduer for at få det bedste ud af udsigten over Julsø og det omgivende land.
Jeg når dalbunden, og går den korte vej gennem byen, ud til den lille fælled som åbner mod søen. Anløbsbroen for rutebådene ligger øde hen, men der er en smule liv i den lille lystbådehavn. Umiddelbart over for den lille vig rejser den fredede område omkring Bryggebjerg sig (vandredag 76), og mod sydøst, på den anden side af søen knejser Himmelbjerget over landskabet. Der ligger snadrende ænder og gæs på vandet, og travle svaler flyver omkring lystbådene.
En solid trampesti forbinder Laven med grusvejene mod Alling. Små hytter til frilandsgrise står rad og række på en stor mark klods op ad byen. Måger og kragefugle ser de som en buffet, med rester fra grisenes foder og ikke mindst det, der kommer den anden vej ud, mens de gæs, der trækker over mit hoved, foretrækker anden bespisning højere oppe på bakken.
De er ikke de eneste, der tænker med maven, længere fremme kan jeg se kvæg græsse på skråningen op mod Bryggebjerg. Et plasticlamineret opslag oplyser, at det er tyrekalve af skotsk højlandskvæg. De er “fredsommelige og nysgerrige”. Efter endnu et par rosende linjer om dyrene går man uforstyrret over i en mere usentimental diskussion af fileter og culotte og forpartiet, der mest bruges til spegepølser.
Jeg er nået op frem den velholdte grusvej, der betjener de få gårde og et mindre antal sommerhuse. Forude ligger Alling. Som i Dallerup er det en ganske lille kullet kirke (uden tårn), med klokken ophængt direkte på gavlen. De små kirker er et vidnesbyrd om, hvor tyndt befolket disse egne engang var. Vanskelighederne ved at skaffe sig et udkomme i disse fattige egne, gjorde husflidsprodukter økonomisk vigtige, og i områderne her specialiserede man sig i hjemmesnittede træsko til købstæderne og København.
Alling er stadig en ganske lille by, men der er nybyggede huse og godt vedligeholdte bindingsværkshuse, nogle med frisk stråtag. Muligheden for at bo i smukke omgivelser og samtidig i pendlerafstand til større byer har vendt bøtten og gjort det til et attraktiv sted at bo.
Der er kun et par kilometer tilbage, denne gang ankommer jeg til Ry fra vest, med en fin udsigt over Knudsø. Maskenkols lyngklædte bakker (vandredag 132) slår et hul i skoven, der omkranser søen, og der er knapt en krusning på søen.
Også på stationen er der rolig, jeg er mindst en time foran myldretiden og kan vælge frit mellem perronens bænke og snart togets sæder.

Ryszard Kapuściński: Imperium, 116-148.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s