Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Lem-Skive, 31 km (440).
Lørdag den 23. april 2022.
Rapsmarkerne er begyndt at blomstre, i små buketter eller som nistret gult på grøn baggrund, blomsterne er endnu for få og små til at flyde sammen i de store farveflader, der kan få bakkesider til at lyse gult på kilometers afstand. Solen er ellers klar, den skyfri himmel er intenst blå, og de hvide kirketårne kan ses fra lang afstand på deres bakketoppe. Jeg står af bussen i Lem og går straks mod syd, mod Limfjorden og den lange ådal mod øst, der markerer grænsen mellem Salling og resten af Jylland.
De første kilometer foregår oppe på plateauet. Der lugter af friskvendt jord, et sted slider en traktor langsomt en stor plov gennem marken til glæde for en sværm af hvide måger, et andet sted ligger en nypløjet mark tilbage med sprød brun jord og blanke flader, hvor jorden er presset fast mod plovskæret. Gravhøje har sat sig på de bedste udsigtsplader.
Snart begynder jeg at kunne se fjordens blå striber i horisonten. Det er Venø Bugt, med Struer tydeligt mod horisonten på den fjerne side. Landevejen svinger i en let bue forbi den lille herregård Hostrup, der står med kurvede hvide gavle og røde tegltage, inden landskabet åbner ud mod fjorden. Der er høje skrænter på nord- og sydsiden af bugten, mens den centrale del er flad ådal der går over i fjord. Et par hundrede meter øst for fjorden ligger Sønder Lem Vig, som nu om dage er en ferskvandsø, forbundet til fjorden med en halv kilometer lang kanal.
Mens jeg følger landevejen ud til det gamle pumpehus ved kanalen, kan jeg se hvordan dalbunden går over i eng og dernæst i høj rørskov. Et sted ligger høstede rør i lange stabler, på samme måde som kævlerne i en plantage. Jeg var her for små to år siden (vandredag 376), dengang kom jeg ad stranden oppe fra Kås Hoved. Foran mig, mellem landevej og fjord, ligger strandengene omkring Geddal sø, lige så fuglerige, som jeg husker dem.
Det samme rige fugleliv ser jeg, da jeg slår ind på den sti, der fører syd om Sønder Lem Vig, over enge, gennem rørskov og krat. En vildfaren fasan galer i krattet, men ellers er det skræppende ænder og gæs på græs, i småsøer og i luften, tyste fiskehejrer, der flytter sig med store vingeslag. En ræv løber duknakket over en eng, og viber boltrer sig i luften. Lange, snorlige drængrøfter møder hinanden i rette vinkler. Engenes græs er endnu lavt, og der er ikke mange dyr i foldene.
Lokale frivillige har etableret flere sammenkædede stisystemer omkring vigen, og der er også små fugletårne. Herfra er der udsigt over den vidstrakte rørskov og landet omkring den gamle fjordarm. Jeg gør en afstikker til et fugletårn, der står for enden af en blind markvej, ganske tæt på søen. Undervejs passerer jeg en stor stabel høstede rør, omhyggeligt sikrede med reb mod vinden, der da også er ganske følelig herude i det åbne rum. Ved siden af står en Storm P-agtig maskine, der tydeligvis er beregnet til høstning og bundtning af tagrør. Her og der står store stræk af rørskov tilbage med lave stubbe, som en høstet majsmark.
Jeg bestiger det forblæste fugletårn, vinden er tilstrækkelig stærk til at skabe hvide skumtoppe på søen foran mig. Intet under at fuglene foretrækker engene i dag. Når jeg drejer mig mod land ser jeg hen over endeløse sletter af rørskov, kun nogle få dunhammere bryder monotonien.
Stisystemet fortsætter mod nord, men jeg bryder af og går mod øst, ind i landet. Snart når jeg dyrket land, hvor jorden er næsten hvid af sand. Der er små fine aftryk af fuglekløer og rådyrklove, næsten som om det var nyfalden sne. Sandet er kollapset i små gruber under vægten af større dyr, som kunne være kronhjorte, men der står ingen klovaftryk tilbage.
Der er plantage forude, og, næsten indesluttet heri, ligger den lille fredede Landsting Hede. Tunger af lyst græs og mørk hedelyng tager brydegreb om herredømmet, og gravhøje løfter sig over slaget.
Området er en udløber af den komplicerede mosaik af plantager, heder og moser, der findes vest for Flyndersø (vandredag 382). Heden afgrænses af landevejen mellem Skive og Holstebro. Jeg følger den få hundrede meter mod nord, indtil jeg kan runde et skarpt hjørne af plantagen, og igen kommer ind på mindre, slyngede veje, der fører tilbage mod ådalens midte. Solen skinner, så jeg ufrivilligt ømmer mig, da jeg kommer forbi en mark, hvor et halvt dusin frilandsgrise vender ubeskyttet lyserød hud mod de skarpe stråler.
Som jeg nærmer mig dalens fugtige midte, møder jeg små svaneflokke på engene. En sø er genetableret i en gammel mose, i sin tid tømt for tørv. Også her, ved Rettrupkærsø som den hedder, er der etableret stisystemer med et enkelt fugletårn. Ud over måger og fiskehejrer, gråænder og -gæs er der også små flokke af pibeænder med rødbrune hoveder på engene ud mod søen. Jeg følger stien på kanten mellem eng og dyrket land. Et par viber har en grå, nysået mark for sig selv.
Den afmærkede lokale vandrerute forlader søen, trækker længere ind i ådalen, hvor der er vidtstrakte kær på den laveste jord og en smule plantage på højere, tørrere jord. Et langt kik op ad dalsiden viser toppen af tårnet af Hvidbjergs kirke, beliggende på en bakketop uden for landsbyen. En rum tid senere, efter at have fulgt stien gennem plantage og over den dyrkede dalside, når jeg frem til landevejen neden for den firefarvede kirke, grå kampesten, hvidkalkede mure, røde tegl på tårnet, blåt blik på skibet.
Herfra tager jeg hul på den sidste times vandring ad hovedvejen mod Skive. Den større by ligger højt på bakken oven for Karup Å, og dominerer horisonten i øst. Adskillige rundkørsler skal der til for at få bilisternes fart ned, da hovedvejen bliver til hovedgade. Gaden løber øverst på bakkesiden, og på enkelte steder er der en fabelagtig udsigt over ådalen nedenfor, hvor Karup Å, kaldet Skive Å her, snor sig over engene. Fra stierne langs åen er der omvendt en flot udsigt til byen på bakketoppen, hvis profil domineres af de to kirketårne (vandredag 278).
De to kirker ligger på samme kirkegård, med få meters afstand. Den ældste, Vor Frue Kirke, en hvidkalket middelalderkirke ligger på den højeste plads, den yngste, Skive Kirke, i røde mursten ligger en smule lavere og tættere på gaden. Pladsmangel gjorde det nødvendigt at bygge den ny kirke, der er omkring 125 år gammel. Lidt ironisk er det dog ved den yngre kirke, at der er restaureringsarbejde i gang.
Jeg går over kirkegården for at skyde genvej til banegården. Middelalderkirken ligger som en kirkegård på kirkegården, stadig med stengærde og indgangsportal intakt. Som mange af de andre gamle kirker, jeg har set i området har den en smal udendørstrappe, der giver adgang til tårnet i førstesalshøjde.
Kirkegården er afgjort mere by end landsby, inddelt i sektioner af høje hække. Solen skinner på grusgangene, kirsebærtræer blomstrer, spurve synger, en vagtsom krage holder pladsen, slet ikke skræmt som ude på landet. Jeg træder gennem porten og ud på banegårdspladsen, fem minutter til næste tog.
Ryszard Kapuściński: Imperium, 1-116.
Jyske Vandreture 