Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ryomgård-Allingåbro (over Hevring Hede), 35 km (439).
2. Påskedag, 18. april 2022.
Solen skinner fra en klar himmel, og den tidlige morgens kulde er borte, da jeg står af letbanetoget i Ryomgård for at tage hul på dagens vandretur. Jeg går ad landevejen, mod vest, ud af byen.
I udkanten af byen kan man slå ind på den banesti, der nu løber på den nedlagte jernbane, der gik nordvest om de store skove, til Auning, og videre til Randers (vandredag 180). Der er smalle, flade enge derude på dalbunden, skabt og efterladt af det lange sund, der engang i stenalderhavets tid forbandt Kolind Sund med Grund Fjord og gjorde det nordlige Djursland til en ø (vandredag 127). På højre side fører en sidevej op ad dalsiden, til den lille landsby med det bibelske navn Maria Magdalena (vandredag 253).
I dag holder jeg mig dog til den mellemste mulighed, ad fortsætte ad landevejen. I hvert fald indtil jeg passerer skovbrynet og drejer til højre, mod nord, den første af mange kilometre, der skal føre mig frem gennem Løvenholm skovene og videre frem til Kattegatkysten.
Et større parti af skoven er hegnet ind, og der er sat forklarende skilte op: Fritgående vildsvin, færdsel på eget ansvar, undlad at fodre dyrene. Mens jeg går ad grusvejen mod nord kaster jeg søgende blikke ind bag hegnet, uden at få så meget som glimt af svinene, ja uden at se spor efter oprodet jord, afføring på jorden, uden at mærke den karakteristiske stank af gris. Dyrene er der også for at fremme biodiversitet, og skovbunden er da også åben og lys, selv hvor håndledstynde bøgestammer står tæt. Men hvis der også er jagt på dem, lærer de kloge dyr snart at holde lav profil.
Løvtræerne er endnu ikke sprunget ud, og der er vid udsigt gennem underskoven, øverst på bakkesiden står bladløse trækroner knivskarpt mod blå himmel. Jo længere, jeg kommer ind i skoven, jo mere fremtrædende bliver nåletræspartierne, anderledes mørke og tætte, med stammerne arrangeret i plantagers lange rækker. To rådyr rejser sig brat og forsvinder lydløst, den dunkle underskov reducerer deres skikkelser til den hoppende bevægelse af spejlets hvide pels, indtil de også er væk.
Et egern fryser i bevægelsen, fanget midt på den solbeskinnede grusvej. Så er det også væk. Jeg kigger efter det, da jeg passerer stedet, men uden held, åbenbart er jeg stødt på Danmarks mindst nysgerrige egern. Spurvene synger fra skjulte steder i krattet, et musvåge skriger på kanten af gammel skov og nykulturernes åbne rum. Et par gange kalder ravne kort.
Jeg følger Gl. Kirkevej mod Brunmose, som er en stor lysning med dyrkede marker og spredte ejendomme, fuldstændigt omgivet af skov. Det er ikke ualmindeligt med den slags dyrkede lysninger i Jyllands store skove: For flere århundreder siden, da de var kron- og godsskov, var det ikke noget særligt velbetalt arbejde at være skovrider eller skovløber, så der fulgte ofte en smule agerjord med ved embedsboligen, så, man kunne supplere med lidt planteavl og husdyrhold. I den målestok er denne lysning imidlertid enorm, over halvanden kvadratkilometer, med store tilsåede marker, og en skovgrænse, der er trukket så langt tilbage, at oplevelsen er som at være ude på helt åbent land.
Måske skyldes det, at store dele af skoven er etableret som plantage, således at denne lysning ikke er blevet ryddet, men derimod indesluttet ved skovrejsning. Som jeg vandrer videre, krydser hovedvejen mellem Randers og Grenå, og fortsætter, nu ad en smal asfaltvej, passerer jeg en mindesten for en etatsråd, der stod for tilplantningen af 140 hektar. Efterhånden nærmer jeg det nordlige skovbryn. Hen over dyrket land, kan jeg se det flimrende omrids af Løvenholm Gods (vandredag 194), halvt udvisket af de bladløse parktræer, der omgiver bygningen. Nord her for rager kirketårnet i Gjesing ligge akkurat op over markerne. Gjesingholm var indtil 1674 godsets knapt så imposante navn. Løven er tilløbet fra våbenskjoldet for adelslægtens Rantzau.
Så snart jeg kommer fri af skovens læeffekt er der en følelig afkøling fra vinden, der heldigvis ikke er lige så stærk som i sidste uge. Landskabet er let kuperet plateau, dyrket og åben land. Så jeg har passeret landsbyen Vivild begynder dog et langt fald ned mod ganske fladt terræn, en lav ådal med en næsten tre kilometer bred dalbund, der overvejende er kær og enge, små røde pumpehuse derude slandrer om omfattende dræning.
Forude mødes lange rækker af træer i en ret vinkel, der antyder en større plantage. Der står mærkepæle for Nordsøstien i vejkanten. Men skindet bedrager. En sidevej fører derind, den er markeret med skilte og høje pæle med militærets advarselsfarver i gult og sort. Det er Hevring Hede, eller, i militær sprogbrug Hevring Skydeterræn. Som ved de fleste af militærets øvelsespladser, er der adgang for offentligheden, når terrænet ikke er i aktiv brug. I dag er 2. Påskedag, men for en sikkerheds skyld har jeg også tjekket på forsvarets hjemmeside. Der er fri adgang, så ingen sænkede bomme, ingen soldater og ingen rød kugle hejst som advarsel om skydning. Dvs. som altid er der enkelte særlige zoner man skal holde sig fra: Der, hvor der er fare for ueksploderet ammunition.
Skydeterrænet omfatter også kysten, og det er grunden til at Nordsøstien gør et afstikker herind (vandredag 15). Stien følger nordkysten af Djursland, og det er også muligt at gå over skydeterrænet, men altså kun på de dage, hvor man ikke havner i skudlinjen.
Jeg følger den smalle vej, der bærer det urbane navn Østre Ringvej, forbi den lille klynge bygninger, der udgør Hevringlejren, og ind på det egentlige område. Som det skal vise sig, er der også en Nordre Ringvej og en Vestre Ringvej. Søndre Ringvej…? Ja, den hedder så sumpvej, og er åbenbart ikke til finere selskab.
Hinsides lejren træder jeg ind i et landskab af hede, overgroet med store klynger af mandshøj ene i et omfang, så udsynet ikke rækker mere end hundrede meter over heden, som ellers er ganske flad.
Som jeg følger ringvejene rundt, vinder lyngheden frem på bekostning af græsset, og enekrattet trækker sig tilbage til den centrale del af terrænet. I første omgang får jeg kun et kort glimt af blåt hav, før vejen svinger parallelt med kysten, på en halv kilometers afstand. Snart kan jeg dog følge en sandvej over åben hede ud mod havet. Det ses tydeligt at se på vejens tilstand, at man ikke anvender bæltekøretøjer her, sådan som jeg kender det fra de store øvelsesområder ude i Vestjylland.
Der er forskellige måltavler sat op ude i terrænet, med tilhørende skiltning, et af dem sender mig uden om en af de små forbudte zoner, med en dramatisk afbildning af en eksplosion. Skiltet er gennemhullet af flere dusin riffelskud. Som jeg nærmer mig kysten, kan jeg tydeligt høre havets brusen. En hundrede meter bred bræmme af krat løber mellem strand og hede, så jeg lader blot de sandede spor lede mig frem til en af de få adgangsveje til vandkanten. Krattet viger for brede rørskove, og foran dem ligger det blå Kattegat, som her er Treå Møllebugt.
Der er store sommerhusområder her på nordkysten af Djursland, forankret omkring Fjellerup Strand, som jeg kan se med det blotte øje, og Bønnerup Strand længere mod øst. Der kan man glæde sig over en smal sandstrand og et forland, der mere er overdrev end strandeng. Her, derimod, vokser rørsumpen helt ud til vandkanten, hvor det møder mudder snarere end sand, vandet er smult og grumset og indbyder på ingen måde til en svømmetur. Årsagen til forskellen har jeg lige foran næsen, et par hundrede meter ude løber en lang sandrevle, godt på vej til at blive en egentlig ø. Den er to kilometer lang og op til tre hundrede meter bred. Det er samme proces, som man kan se i Vadehavet i langt større målestok, barriereøer kaldet den slags øer sommetider. Så den egentlige brænding og indbydende sandstrand ligger på ydersiden af den begyndende ø, der endnu ikke har et navn, men dog har hører ind under militærets område, har målskiver opsat og er en af de forbudte zoner.
I mellem revlen og fastlandet er der en slags lagunelignende forhold, mågerne holder til ude på sandbanken og knopsvaner duver for sagten vind i det rolige vand, mens de af og til vender bunder i vejret og dukker efter et måltid. I vest krummer kystlinjen mod nord, det er her Jyllands næse møder pandebrasken.
Efter at have nydt udsigten vender jeg ryggen til Kattegat og begynder min vandring mod syd. Som jeg går over heden og ind i landet går landskabet over i krat og en stribe af enge omkring Hevring Å, hvor der græsser kvæg på forsvarets jorder. En lille gallowaykalv, sort skind med et hvidt mavebælte, dier energisk og langvarigt hos sin tålmodige mor.
Den lille landsby Hevring ligger klods op ad det militære område. Der er ikke blot de gule og sorte pæle til at markere overgangen, men også et rødt skilderhus, som står tomt i dag. Landevejen slynger sig op over den høje bakkekam syd for landsbyen. Når jeg vender mig om, kan jeg se havet som et blåt bånd over de grønne marker. En lang række vindmøller får det bedste ud af vindforholdene på toppen. Snart er jeg igen i gang med en lang nedstigning, til landsbyen Ørsted, der ligger på kanten til den afvandede ådal, jeg krydsede tidligere på dagen, med flade enge og afrettede vandløb.
På adskillige kilometers afstand kan jeg se kirketårnet i Allingåbro, som er dagens endemål. Mit stoppested har navn efter den gamle station, som stadig ligger der, endda med skinnerne bevaret helt til Randers’ forstæder, og udgåede tog holdende ved perronen, uden dog at køre nogen steder. Det lokale turisttilbud, Djursland for fuld Damp, der holder til i stationsbygningen, gør sig mere i udlejning af skinnecykler. Busserne, derimod, går flere gange om dagen.
Aritha van Herk, Judith, 108-200.
Jyske Vandreture 