Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Odder-Horsens, 30 km (438).
Søndag den 10. april 2022.
Odder har en mængde smukke bygninger langs hovedgaden. Som jeg går mod vest, optræder navnet Rathlou med korte mellemrum, der er Villa Rathlou, Rathloushus og en mindesten for en Rathlou, der kæmpede i den første slesvigske krig.
Uden for bygrænsen løber gaden videre som en lang landevej på bunden af en ådal, indrammet af skovklædte bakkesider. Og det er her, jeg kommer forbi herregården Rathlousdal, engang stamgods for adelsslægten. Godsets hovedbygning er nedrevet kort efter krigen, tilbage er to mindre, symmetriske palæer, gulkalkede, der i sin tid forankrede hovedbygningen på hver sin fløj. Omkring de to palæer er der stadig rester af en smuk park, flankeret af en gammel karpedam. Inde i skoven har en excentrisk ejer efterladt sig resterne af en gammel bjørnegrotte (vandredag 299).
Bøgeskoven er endnu ikke sprunget ud, til gengæld er der en flot skovbund, oversået med hvide anemoner, isprængt gul vorterod på fugtigere steder. Jeg svinger ind på en mindre landevej, der fører mig op ad ådalen og ud på åbent agerland. Det er en smuk dag med drivende skyer og lange perioder med sol. Men også arktisk koldt, med en isnende blæst, der gør det nødvendigt med vinterfrakke, tykke handsker og klaphat, klapperne samlet under hagen, det meste af dagen. Af og til samler skyerne sig til truende sorte formationer. Heldigvis undgår jeg regn, men i stedet kommer der korte haglbyger, som jeg får lige ind i ansigtet. De varer heldigvis ikke mere end fem minutter hvor de tvinger mig til at gå med sænket hoved og sammenknebne øjne.
Godserne ligger tæt i denne del af Østjylland, så markerne er store og de mindre landbrugsejendomme er få. Agerlandet er let kuperet med store slyngninger ned mod lave ådale, så jeg kan se milevidt, ofte over tromlede og tilsåede marker, hvor blæsten enkelte steder rejser støv, som var det Vestjylland.
Noget usædvanligt kommer jeg de næste timer forbi hele tre mindesten over for længst nedlagte kirker, Ulv, Oldrup og Ås, kun i Gangsted står der endnu hvidkalkede kirkemure. I sig selv er det ikke usædvanligt, blot for fjorten dage siden var jeg omkring en nedlagt vejkirke fra middelalderen nær Limfjorden (vandredag 436), men tre inden for en halv snes kilometer er alligevel ikke normen . Måske hænger det sammen med godserne, i sin tid var det almindeligt at kirker var privatejede, især af godsejerne. Før eller siden dukker der en ødeland op i de fleste adelsslægter, med regninger og indskrænkninger i arv til næste generation.
I det fjerne kan jeg se endnu et karakteristisk, om end mere moderne syn, på gammel godsjord, saftigt grønt græs og små sandgrave i buttede amøbeformer, en golfbane med andre ord. Jeg passerer alt for hurtigt den bøgeskov, der giver læ til golfspillerne, og er tilbage på det åbne, forblæste land. Der ligger nogle få små flækker og landsbyer, ofte med bindingsværkhuse, sommetider firelængede gårde i centrum, nogle få nyere parcelhuse.
Jeg går mod vest, men med hældning mod syd, og fra landevejens højeste punkter begynder jeg at få fjerne glimt af vandet i Horsens Fjord og den disede kyst syd for fjorden. I mellemgrunden dominerer det hvide kirketårn i Hundslund. Ved kirken derovre står der flere af de såkaldte vildtbanesten (vandredag 273), et minde om at den mægtige Skanderborg Vildtbane, kongens private jagtområde, engang strakte sig fra Horsens Fjord til nordvest for Viborg (vandredag 145).
Kun de mest robuste fugle er ude i landskabet, måger, ofte siddende i flokke, krager, råger, et par ravne. Dog, to agerhøns letter fra en plovfures læ, og, mest betagende af alt, en spinkel tårnfalk lader sig føre med af vindstød, indtil den ser noget langt under sig, stabiliserer i flugten, og lader sig falde lodret mod jorden i tre lange, hurtige etaper, indtil den endelig slår ned.
Jeg når Ås og drejer mod syd, opad den høje ås, der kan have bevirket landsbyen navn. Øverst bestiger jeg en lille trappe op til mindestenen for den forsvundne kirke, og kan nyde en panoramisk udsigt over landskabet. Kirken har fået en moderne afløser, en mobilmast tager sig nu af den himmelske kommunikation.
Markerne har lange hegn, der står striber af uhøstet majs tilbage og der er små foderstationer adskillige steder. Kagleri og hanegal afslører, hvad det handler om: på den anden side af et læhegn er der et stort fasaneri, et kok er undsluppet og stoltserer rundt med prægtige fjer. Også de små godsskove, jeg passerer undervejs, byder på de karakteristiske skrig og lejlighedsvise blik på de store fugle. Bestanden er tydeligvis langt over naturlig bærekapacitet, det må være stædige overlevere fra efterårets skydefugle. Tyrrestrup hedder godset, der ligger skjult bag høje træer, øjensynligt er der flere penge i fasaner end tyre nu om dage.
Allétræer flankerer den lille landevej det sidste stykke ud til den travle hovedvej mellem Odder og Horsens. Heldigvis skal jeg kun følge den få hundrede meter, før jeg skifter til banestien, der fører mod Horsens (vandredag 4). Hvor jeg kommet ind på stien, er den kantet af træer, mange af dem blomstrende i hvidt, men heldigvis bliver de snart mere sparsomme, så jeg kan nyde den vide udsigt over engene, fjorden og kystskoven i vest. Central ligger den fredede Vorsø med dens lille aflægger, Vorsø Kalv (vandredag 108).
Skovene ved Stensballe breder sig ned ad bakken og ud over det flade marine forland ved Haldrup Strand, helt ud til den smalle rørskskov. Det kræver sit: Skovbunden under bøgene har lange rækker af snorlige, parallelle drængrøfter, ikke mere end en fod dyb, men heller ikke mere en fem meter mellem dem.
Jeg gør en afstikker ud til kysten. Der er ingen sandstrand her, en noget sumpet trampesti fører ud, hvor rørskoven brat ender, og ebben har blotlagt fem meter mudret havbund, der løber som et bælte i begge retninger langs kysten. Mågerne flytter vredt længere ned ad kysten, da jeg dukker op. Himlen og hav kappes om at frembyde den mest intense blå farve. Kystlinjen løber mod horisonten og lige over for ligger Vorsø Kalv, med en lille perfekt bakke hævet over havet.
Jeg går tilbage i mit eget spor, men ikke for at følge banestien kysten rundt, i stedet går jeg gennem skoven. Bøgeskoven med anemoner afløses hurtigt af høj gammel nåleskov med åben underskov. Også her høres og ses fasaner, lige fremme står en foderstation. Og der er tyveknægte på spil, glimt af blankt skind og lynhurtige bevægelser op ad en stamme. Det er to egern, der er på spil, den ene kigger nysgerrig frem bag stammen, den anden bliver på jorden, guffer mere fasanfoder i sig, men mister så koldblodigheden og farer væk.
Som jeg kommer længere ind i skoven, taber vejen hurtigt i fremkommelighed, opkørt af tunge maskiner, delvist dækket af henslængt kvas og småtræer, forvandles den til et simpelt spor. Et par rådyr rejser sig fra krattet og forsvinder i lydløs, hoppende gang. Ganske unødvendigt, jeg var gået forbi uden at opdage dem.
Så vender billedet, og jeg kommer ud til en overraskende velholdt skovvej, som man sjældent ser det i private skove. Den følger et skovbryn ud mod en stor golfbane, der også giver en flot udsigt over fjorden. Længere fremme passerer jeg en skovkirkegård med en mindesten og afmærkede træer, måske årsagen til den gode vej. Og endeligt spidser skoven til i en lang, imponerende allé, kantet af et stendige, der fører ned til herregården Stensballegård, i kanten af Horsens’ forstæder.
Herregården har en smuk hvid hovedbygning i nyklassicistisk stil og en lang indkørsel med et par sjove portaler, med paddehattetoppe i rødt tegl. Op mod godsets park ligger, hvad der ligner en gammel avlsgård, med velholdte rødkalkede mure, hvide vinduer og dørpartier.
Forstæderne begynder ved godsets indkørsel, jeg går den lange vej gennem Horsens til banegården, der ligger vest for bymidten. Der er antræk til regn, men det gør ikke noget nu.
Aritha van Herk, Judith, 1-107.
Jyske Vandreture 