Rødding-Glyngøre (436).

Udklip436

Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rødding-Glyngøre, 30 km (436).
Lørdag den 26. marts 2022

Et tulipantræ er begyndt at blomstre i en af Røddings villahaver, da jeg kort før middag forlader byen og går mod øst. Endnu er der ikke mange vilde blomster, som blomstrer, det er mest forvildede påskeliljer og krokus, som bringer stærkere farver ud i et landskab domineret af grå, brune og grønne nuancer.
Det gode vejr fra sidste uge holder ved, strålende sol fra en blå himmel, egentlig en pæn temperatur, men tilstrækkelig med vind til at kræve hue eller hætte, hvor blæsten har frit spil. For første gang i ugevis er jorden fri af frost, ingen frosne pytter på de skyggede, nordvendte steder i skov og hegn.
Ikke at jeg kommer igennem så meget egentlig skov på dagens vandring, det er mest krat og små stumper af skov på de mere kuperede områder. I begyndelsen går jeg i en stor bue mod nordøst, over dyrket land, plateau gennemskåret af lave dale, der følger små vandløb på deres vej ud mod kysten. Et markant træk dagen igennem er de mange gravhøje og hvide kirketårne, som synes at have delt landskabets højeste punkter imellem sig, skiftevis tager forgrund eller baggrund, og enkelte steder står klods op ad hinanden. Enkelte gravhøje har små træer eller enebuske, andre står helt glatbarberede. Her og der trænger vindmøller sig frem i horisonten.
I de små dale er der eng og kær, sommetider med små søer, ikke for små til et knopsvanepar. Ænder flyver gennem luften og der høres højlydt snadren andre steder fra.
I frisk tempo ad små landeveje passerer jeg Krejbjerg, og når snart frem til en afmærket sti ad grusvej og trampesti, som fører øst om Hjerk Nor. Hjerk Nor var en del af den lille indfjord, der går fra Salling Sund, mod øst, nogle få kilometer ind i Salling. Yderst er Lysen Bredning, længere inde Harre Vig. Hjerk Nor munder ud i Lysen med et ganske smalt udløb. Som det også ses andre steder er noret forvandlet til ferskvandssø ved menneskelig medvirken i form af diger og landindvinding.
Skive kommune har etableret stier flere steder omkring indfjorden. Sidste år gik jeg langs sydsiden på en varm sommerdag (vandredag 416). I dag skal jeg gå nord om. Fra en grusvej fører en smal hulvej gennem et ærme af skov ned til dalbunden. En jordvej fører over tilgroede kær, og over Viummølleås grønlige vand. Få hundrede meter mod vest begynder norret, men jeg kan først få et blik ud over det, da jeg stiger op ad den nordlige bakkeside, en lang, smal slange af blåt vand.
Hvor jeg når landevejen øverst på dalsiden, kommer jeg til at gå nogle få hundrede meter i mine egne fodspor fra sidste sommer, frem mod landsbyen Hjerk. Herfra er der en fantastisk udsigt over den cirkelrunde Harre vig, og bag den Lysen Bredning, begge i en tindrende blå farve. Fra det højeste punkt kan jeg endda se Limfjorden, Salling Sund, længst mod vest. Ved overgangen mellem bredning og vig rækker en lang spids odde ud fra sydsiden. Som jeg kommer længere mod nord dukker endnu en spids odde, denne gang fra nord op bag den. De fremstår ganske uden skov eller krat.
Mens jeg nyder udsigten, følger jeg landevejen ned ad bakkesiden. En traktor er i gang på en mark, og en snes måger undersøger den nyvendte jord. Snart fortrækker de dog over til den langt større flok måger, der ugideligt raster på stranden. Åbenbart er det ikke hårdt arbejde at finde fugls føde i dag.
Inderst i vigen ligger en af de mange, uundgåelige sommerhuskolonier, sikkert tiltrukket af sandstranden. Jeg går den korte strækning fra asfalt til sand og slår ind på den afmærkede vandrerute, der herfra går mod vest.
Forud for min vandredag har jeg tjekket den beregnede vandstand på DMIs hjemmeside, syv centimeter under normalen, og der er da også blotlagt stræk af flad havbund, mere mudder og grus end sand, som jeg runder vigen og går mod vest. Stranden går over i tørt overdrev med spredte buske, for foden af bakkerne. Vandreruten splittes i to, og jeg vælger omvejen gennem bakkerne og den lille skov.
En smal dal, egentlig blot en dyb hulvej fører op gennem bakkerne. Tæt ved vejen, i egekrattet, ligger resterne af en forsvundet kirke, nu blot lave volde og furer i skovbunden. Frue Kirke hed den, det var en vejkirke for de vejfarende på fortidens landeveje. Deres fødder har slidt den smalle dal ned i landskabet, Kappeldalen hedder den. På østsiden af Hald Sø, syd for Viborg, findes der en tilsvarende Kapeldal, og en forsvundet vejkirke, som blev benyttet af Hærvejens mange rejsende (vandredag 122).
Som jeg fortsætter op ad bakken, vokser hulvejens sider mig over hovedet, og et kort stræk går nærmest gennem en tunnel. Tilbage på landevejen og videre mod vest, afløses skov og dal af en golfbanes velplejede plæner, indtil jeg når endnu et sommerhusområde og igen får adgang til kysten. Også her har fortiden efterladt sig lave volde i terrænet, en informationstavle fortæller, at det er rester af bådeskure til vikingetidens skibe i vintermånederne. De eneste, der er fundet i Danmark.
Den afmærkede vandresti følger en lille vig, her og der mærkes det sumpet under støvlerne, Snart går jeg gennem rørskov, heldigvis er der etableret plankebroer på de mest udsatte steder, så jeg kommer tørskoet igennem. Inderst i vigen fortsætter stien hen over et dige med kystbefæstning for foden. Nord for det korte dige er der en lang, pandekageflad dalbund, og klods op ad diget ligger et lille pumpehus. Så vigen er blot det, der er tilbage af et gammelt nor, der har rakt en våd finger langt ind i landet, før det blev afvandet. Hvor en kanal leder afvandingsgrøfternes vand ud i vigen har der opbygget sig en lille revle, som mågerne har taget til sig.
Fra den lille vig fører den afmærkede rute ad markveje hen over bakkerne i fjordens bagland. Herfra kan jeg se, hvordan de lave dale går naturligt over i små vige, andre steder rækker bakkekamme et stykke ud i fjorden, hvor de uvægerligt afsluttes i en eroderet snitflade ned mod vandkanten, næsten som et skråt snit gennem en spegepølse.
Da jeg er nået op på bakkekammen, kan jeg se fra Hjerks hvide kirketårn i øst til endnu et hvidt kirketårn i vest. Det er den frit beliggende kirke i Vile, som deler pladsen med to gravhøje. Den ene ligger inde på kirkegården, op mod den stengærdet, og er nu kantet af gravstenene fra sløjfede grave. Den anden ligger umiddelbart vest for kirken. Eftermiddagslyset falder smukt over det hvidkalkede tårn, de røde tegltage og skibets kampestensmure.
Jeg betræder kort asfalt ved kirken, men herfra går der kun grusveje ud til de få gårde og sommerhusområder. Et par kilometer længere fremme, når jeg ud til Salling Sund. En enkelt bil holder parkeret, hvor markvejen ender ud mod kystskrænten. Den tilhører formodentligt det ældre par, der samler østers i det lave vand.
På den anden side af sundet ligger Mors, med lave skrænter og grønne marker, lange rækker af vejtræer i profil mod himlen øverst. I nord kan jeg se Sallingsundbroen, jeg skal den vej, men ikke endnu. I syd kaster eftermiddagens lave sol glitrende lys over fjordens vand. Jeg følger den jordvej, der fører over fladt terræn ud mod Langerodde. Der er hede og lavt krat her, inden landskabet åbner sig med strandeng og rørskove, og jeg kan gå de sidste meter ud til kysten, en knasende lyd som jeg forcerer en tyk opskylslinje af muslingeskaller.
Mens jeg nyder udsigten over kystlinjen, runder jeg pynten ud mod sundet. Sandet er tungt at gå i og mange steder dækket af spredte sten og opskylslinjer. Der er masser af skaller fra blåmuslinger og knivmuslinger, men også utallige store østerskaller. Ved en vandretur langs Venø Bugt, få kilometer længere mod syd (vandretur 376), så jeg også østersamlere og masser af østerskaller, Limfjordsområder er jo berømt for sine forhistoriske køkkenmøddinger med østerskaller.
Der er små strandsøer inde på strandengen, et højlydt strandskadepar hævder øjensynligt territorium og har med omhu valgt den højeste sten langs søbredden til at sprede budskabet. Kombinationen af sort og hvid fjerdragt, rødt næb, bidrager også til synligheden. Gråænder flyver i par over himlen, og der ligger skalleslugere på vandet.
Jeg tager hul på de sidste kilometre, langs med kysten mod nord, nu med solen lavt i ryggen og et smukt lys over fjord og kyster. Stranden bliver tiltagende stenet, og det er ganske hård og opmærksomhedskrævende vandring, bedst går det, hvor der er strimler af fugtigt sand, nær det lave vand.
Østerssamlerne har afsluttet deres dag, da jeg igen nærmer mig havskrænten og den smalle strand. Skrænter står med rå flader af gul og brunt jord og sand, øverst perforeret af nogle få digesvalehuller. Undervejs kan jeg af og til benytte nogle af de trætrapper, der giver sommerhusene adgang til kysten, og komme til at gå et stræk oven for klinten, gennem krat og lav skov. Før eller senere må jeg dog tilbage til den besværlige gang på stenstranden.
Sallingsundbroen (vandredag 415) kommer hele tiden nærmere, og bag den Glyngøres lave profil, langs en odde ud i fjorden, den hvide kirke centralt og yderst Limfjordens Hus med de to høje hvide røgeriovne, røde pakhuse tæt ved. Skrænten er høj og stejlt nær broen, en mængde følfod er sprunget frem på det blotlagte sand og grus, de står som små gule sole. Jeg forlader den afmærkede sti ved det gamle færgested og går under broen, det sidste stræk ind mod byen.
Som jeg når Glyngøre har jeg en times ventetid på bussen, og jeg søger efter en plads i solen på den lille fælled, nord for den gamle stationsbygning. Den lave sol fremhæver en mindesten for våbennedkastninger til en modstandsgruppe, længst ude får fjordens overflade en hvidlig glasurglans. Jeg slår mig ned ved en bænk, og som jeg sidder stille, og temperaturen falder med dagens sidste lys, gør kulden det klart, at det stadigt er det tidligste forår.

Eduardo Mendoza: Transbordo en Moscú, 218-370.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s