Hinnerup-Århus (437)

Udklip437

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Hinnerup-Århus, 30 km (437).

Solen skinner over den gamle stationsbygning i Hinnerup, hvor jeg begynder dagens vandretur, men snart begynder talrige skyrækker at trække ind fra nordvest. Som jeg går ad snoede veje mod Århus, får de store dele af landskabet til at ligge i skygge; hvor solstråler slipper igennem står fjerne bakketoppe oplyst som af projektørlys på en scene.
Mod vest afgrænses Hinnerup af Frijsenborgs skove, få hundrede meter syd for stationen er der en anden naturlig barriere, den store Damsbromose. Det sumpede terræn ligger som en langstrakt linseform, klemt inde mellem jernbanens jordvold i vest og den gamle Århusvej i øst, der kanter byen. Som jeg slår ind på landevejen passerer jeg Lilleåen, der afvander mosen, og endnu er langt fra den vandføring, den når ved udløbet i Gudenåen, en snes kilometer nedenstrøms (vandredag 428).
En bred og velholdt grussti giver mulighed for at gå en strækning i kanten af mosen og gøre en afstikker ind til et lille fugletårn. Mosen måler en kilometer på den korte led og fylder ådalen fra den ene lave dalside til den anden, skov i vest, parcelhuse i øst. Her og der er der bræmmer af mandshøj rørskov, men ellers dominerer den øde moseflade, uden meget krat, i stedet et gulbrunt dække af græsser og siv, ofte med flokke af knæhøje tuer, og højtstående vand, lumsk maskeret af vegetationen. Jeg er glad for at have en solid, tør plankebro på min korte tur ud til fugletårnet.
Tilbage på landevejen går Hinnerup umærkeligt over i Søften. Kort efter tager jeg muligheden for at krydse dalen, først jernbanen, dernæst åen. Midt i dalen ligger en smuk gammel bondegård, med sort bindingsværk og røde tavl, stråtækt tag, også på udhuset med kampestensmure. Stråtaget er grønt af mos, brænde er smukt stablet i store kuber, hvor kævlerne vender deres endestykker af lyst ved mod beskueren, en tøjsnor med et spraglet udvalg af vasketøj hænger i haven.
På den modsatte dalside kommer jeg ind i Nørrerisskovene, hvor jeg var for en månedstid siden (vandredag 432). Lilleådalen skifter brat karakter, pludselig kun et par hundrede meter bred, med høje dalsider. Den skov, der strækker sig på den nordlige dalside, har ikke altid været der. Man kan ikke se det med det blotte øje, men undersøgelser af niveauforskelle med fintmærkende redskaber har påvist stenalderagre, her på de attraktive dalsider vendt mod solen i syd.
Skjult inde i skoven ligger andre fortidsminder, synlige helt uden hjælpemidler, gravhøje, herunder adskillige langhøje. Den længste står græsbevokset og fri for træer, så den fremvinger en skyttegravslignende lysskakt i den høje, dunkle nåleskov. Kantstenene er for længst væk, men den er imponerende alligevel. Og med erindringen om den stensatte langhøj, jeg så ved Hærvejen lige syd for Flensborg (vandredag 150), er det ikke svært at forestille sig, hvordan højen kan have taget sig ud, før den stenene blev fjernet.
Jeg genser den fine løvskov og de lange stendiger, nu med anemoner langs skovvejen, før jeg igen svinger mod øst. Ved grusvejens bro er Lilleåen er næppe mere end ankeldyb og kun to-tre fod bred, med en bæks pludrende vand. Snart efter kommer jeg højt op på dalsiden, går forbi den lille herregård Ristrup. Herfra er der en vid udsigt over ådalen, med små søer i kærene.
Langt mod nordøst, øverst på en bakketop ligger Lisbjerg Forbrændingsanlæg, som det dominerende landskabselement i miles omkreds, det forbliver inden for min synsvidde i mange timer. Bakkekammen overfor bærer Søften, udstrakt i solen, med byens beboelseskvarterer dryppet langt ned over skråningen: Stenalderbønder er ikke ene om at være glade for bakkesider vendt mod den varme sol i syd.
Landsbyerne er få og små. Typisk løber landevejen igennem og danner hovedgaden, hvor der ofte er nogle få bevarede bindingsværkshuse i vekslende tilstand. Nogle er i forfald, nogle er velholdte, andre har gjort indrømmelser til moderne tider og budgetkontoer med afstikkende vinduer og andre prisbillige stilbrud. En enkelt hus står med frisklagt stråtag, strået stadig med en frisk farve, lagt fra den vejrbidte grå og endnu uden en frønnet belægning af grønt mos.
På kanten af den næste ådal, når jeg frem til Geding “Skov”. Skov er i anførselstegn, for det er en skov i sit absolut tidligste stadium. Lange rækker af nyplantede træer, ingen af dem over knæhøjde, masser af luft imellem. Fra et togvindue på dalbunden tager man det formodentligt blot som ukrudt på fattig jord. Til gengæld er der en fantastisk udsigt over ådalen, sort kvæg græsser på dalbunden, og den hvide kirke i Tilst knejser på den modsatte dalside.
Det er Naturstyrelsen, der er i gang med at plante skov, og selv om træerne endnu er dværge, så er det tilhørende stisystem på plads, og således kan jeg følge glimrende grustier mod Geding Sø, og undervejs krydse jernbanen ad en fodgængerbro.
Den lille sø, som jeg talrige gange har betragtet fra et forbi kørende tog, ligger lavt i terrænet, mellem stejle bakkesider og op mod den gamle stationsby Mundelstrup, der for længst har mistet sit trinbræt og nu er indlemmet i århusforstaden Tilst. En ung kvinder skubber en barnevogn hen ad grusstien mod søen. Jeg følger stien tværs gennem et lyst krat, og åbner en låge ind til den store fold, der rummer den græsklædte bakkeside øst for søen. Her er der en “natursti”, hvilket i dette tilfælde dækker over, at man selv må finde vej over fugtigt terræn, mærket af kreaturklove, indtil man når tørt land på bakkesiden.
Små flokke af grågæs græsser nær bredden. Da jeg nærmer mig, letter de med svirrende vinger og gør et par blishøns selskab ude på søens overflade, mens en sort skarv flyver uanfægtet over mit hoved.
Jeg fortsætter mod nord, hvor Naturstyrelsens stier møder en lille landevej, men ellers ubesværet går over i de kommunale stier i Kasted mose. Langpelset kvæg i brune og sorte farver græsser, med forbrændingsanstalten tronende på den høje bakkekam i horisonten. Tre vandbøfler ligger i en gruppe og tygger sindigt drøv. De store dyr er en del af mosens naturpleje, ekstra vægt på klovene til gavn for de mikrobiotoper som sliddet på jord og vegetation skaber. Vandbøfler er ikke blot udbredte i Asien, men også i dele af Middelhavsområdet, især Italien. Den velkendte ostetype mozzarella er lavet på bøffelmælk. Dyrene har respektindgydende horn, men ser aldeles fredelige ud, dertil er de stude, altså kastrerede.
Kasted Mose får sit vand fra Egåen, der udspringer ved Geding Sø. På disse første meter er det blot en bæk, men mosen ligger i en markant lavning i terrænet, næsten uden højdeforskel, så der står masser af vand i små søer mellem rørsump og krat, omgivet afgræsset eng. En halv snes kilometer længere fremme gennemløber vandløbet Egå Engsø, hvor der er skabt et fugleparadis, som er yndet af vandfugle og rig jagtmark for et havørnepar (vandredag 190). Få kilometer senere udmunder vandløbet i Århusbugten, ved en strandparks velplejede plæner, en marina i nord, og, i sæsonen, kite surfere på bugtens vand (vandredag 93).
Området her er på en gang øde og mærket af byens nærhed. Jeg møder ikke andre gæster, gallowaykvæg græsser på den store eng, gæs skændes højlydt ved vandhullerne – i baggrunden lyder hele tiden et konstant trafikbrus, og på bakkesiden kører bilerne endeløst på motorvejens asfaltbånd. Hegnspæle står tilbage uden hegn, alle indre hegn er taget ned, så heste, kvæg og bøfler græsser i én stor fælles indhegning på 140 hektar.
Forvaltningen har skiftet hest, om ikke i vadestedet, så dog i mosen: Sidst jeg var her (vandredag 220), så jeg sølvgrå polske konikheste, i dag er der brune exmoorheste på engene. Det virker, som om de store græssere har skabt lys og luft i krattene, der er næsten intet urtedække og jorden fremstår som pløjet af klove derinde. Også de smalle plankebroer over fugtigt terræn har fået et hård medfart, over lange stræk er de kvast sønder og sammen og under udskiftning.
Jeg forlader området og kommer ud på dyrket land, hvor der er rågerne, der regerer på markerne. Lige fremme ligger den lille landsby Kasted, med stråtækkede huse og en kirke ud mod Egåens enge. På den anden side af landsbyen går jeg stadigt over åbent land, med gravhøje på bakkekammen og truende sorte skyer fra vest. Jeg har retning mod øst, hvor der er bebyggelse over hele horisonten. Hvide kirketårne i Lisbjerg og Skejby, motorveje og letbane, IKEAs varehuse i blå og gult, firmanavnet skrevet så stort, at jeg kan læse det på kilometers afstand. Som jeg svinger mod syd kommer det store hospitalsbyggeri i Skejby til at dominere billedet, en stor helikopterplatform på den højeste bygning. Også langs hospitalet er der plantet skove, som endnu ikke når over knæhøjde. “Æblelunden” fortæller en optimistisk projektplakat om fremtidsvisionen, men endnu er der meget langt til at erstatte de smukke gamle parker omkring de nedlagte hospitaler, hvis patienter og personale er flyttet til det nye superhospital.
Min vandredag er næsten til ende, tilbage er kun den lange nedstigning ad Paludan-Müllers Vej, til midtbyen og min egen gadedør.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s