Hinnerup-Åkrogen (93).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Hinnerup-Åkrogen, 32,7 km (93).
Mandag den 27. april, 2015.

Stationen i Hinnerup er blot et par forblæste perroner, med byens bibliotek og Frijsenborgskovene på den anden side af sporene. Går man den modsatte vej et par hundrede meter spaltes byen af en grøn kile omkring Lilleåen. Nord for vejen er der en bred grøn eng, endnu uden køer, og syd for vejen er der en lille rund sø, hvorefter den grønne kile ikke udgør meget mere end en strimmel land omkring åen. Men jeg skal mod øst, ud mod kysten, så jeg følger stien omkring den tilstødende Rønbæk frem mod kanten af Hinnerup. Byens fugle er tydeligvis vant til mennesker, en velnæret gås giver sig god tid til at glide ned i søens vand, krager og skader hakker løs på boldbanens græs, uanfægtede af min nærhed.
Nær udkanten af byen passerer jeg Overdrevet, et økologisk bofællesskab oprettet tilbage i firserne. Dets bygninger lyser i muntre røde og gule farver. Som jeg følger stien ud af byen kommer jeg ind i en stejl og smal slugt. Bækken opløses i ellesump med sort stillestående vand, der brat viger for overdrev med femten meter høje bakkesider og blot nogle få meter bredt.
Der er en indbydende låge ind i folden og udsyn til en spændende sti, men jeg skal ikke sydpå, så i stedet bestiger jeg den stejle bakke ad en spinkelt antydet trampesti og følger den langs et skel over til en servicevej for en vindmølle. Der er en smuk udsigt tilbage mod Hinnerup og Frijsenborgskovene, kløften er umulig at se, skønt jeg ved, at den skærer sig ned blot hundrede meter væk.
Som jeg går videre fanges mit blik af en beplantning med spinkle birketræer på den modsatte bakkeside. De står på snorlige rækker, som var det et bed med gulerødder. Her er indgangen til to helt nyplantede skove (fra 1991 og fremefter), Bærmoseskov og Himmerigsskov. De er plantet på åben mark, ligger klods op ad hinanden, men adskilt af motorvej E45. Skovene er nye statsskove, plantet som led i en folketingsbeslutning om at fordoble Danmarks skovareal. Himmerigsskov, som er den første, jeg kommer ind i, står med unge bøgetræer skulder ved skulder. De er endnu langt fra fuldt udsprungne, så der er dybe kig ind gennem deres søjlehal. Grusvejen er kantet af klynger af kodrivere. Egentlig er det en kølig dag, med solskin og drivende skyer, endda forventning om byger, men inde i skoven føles det varmt.
Skoven er kun en del af en landskabsmosaik: Her og der er der store åbne stræk af eng og græsmark især omkring det bakkede terræn langs bækken, og det gør et særdeles smukt indtryk. Jeg ser ikke andre skovgæster, men der er ridestier og rigeligt med hestepærer efterladt til at overbevise om deres popularitet.
Det sidste stræk i Himmerigsskoven går langs E45, der tilmed her løber i tandem med højspændingsmaster. Motorvejens trafikbrus hører langt ind i skovene på begge sider af vejen.
Jeg krydser motorvejen gennem en tunnel og går igennem Bærmoseskov. Den står på fladere terræn og gør ikke helt samme indtryk som tvillingeskoven på den anden side af motorvejen. Træerne er lige så unge, skovbunden er fugtigere. Skoven ligger klods op ad Trige, en århusiansk forstadsby, og efterladte sedler fra et orienteringsløb tyder på, at det giver flittigere besøg.
Jeg går i sydkanten af Trige, rækkehuse, klyngehuse og boligblokke, krydser Randersvej og kommer dernæst ind i Trige Skov, der mod syd går over i Lisbjerg Skov. Det er en gammel skov, med høje gamle bøge, etager af udsprungne bøgeblade, nøgne egetræer og høje nåletræer. I en lysning i Lisbjerg skov ligger en stor lysning med idyllisk skovsø, kantet af rørskov og med ænder på vandfladen, en del af Roholm Mose. Jeg slår en bue gennem skoven og kommer gennem et skovparti med løvskov, overstrøet med små skovdamme, dækket af irgrøn andemad, gule vorterod og hvide anemoner ved bredderne.
I den sydlige del af skoven kommer jeg forbi en sjov aktivitetsplads med et jernaldertema. En lille landsby omgivet af træpalisader, med udskårne trædyr på den åbne plads, og længere tilbage en kopi af et romersk vagttårn fra limes, romerrigets ydergrænse mod de germanske stammer. En tavle fortæller om de kulturelle og økonomiske forbindelse mellem romersk civilisation og danske jernalderbønder.
Lisbjerg ligger på et bakkedrag på Egådalens nordside og huser et lokalt vartegn, Lisbjerg Forbrændingsanlæg, hvis høje skorsten og store firkantede bygningskrop kan ses langt omkring. Jeg går gennem landsbyen og finder frem til kirkestien, som jeg skal følge ned over dalen. Fra bakketoppen har man en vid udsigt over det nordlige Århus og videre: Kaløvig og skrænterne på den anden side af vandet, IKEAs massive blågule kasse, universitetshospitalet i Skejby med dets række af byggekraner, motorvejen. Århus begynder på den side af ådalen.
Kirkestien, flankeret af læbælter, går ned over bakkesiden og møder snart den ekspanderende by: byggeriet af letbanen. Lisbjerg er udpeget til at blive et nyt byområde, større end Ørestaden, tusindvis af mennesker skal bo her, og letbanen skal betjene dem. Videre fremme passerer jeg Djurslandmotorvejen via en gangbro og kommer gennem den lille landsby Terp. Herfra fører kirkestien videre ned til Egåen, der er ganske smal her, jeg krydser den og står på en golfbane. Et skilt oplyser, om stiens videre forløb over golfbanen og udtrykker et optimistisk håb om, at golfspillere og vandrere kan omgås i fordragelighed. Jeg ser mig om, der er masser af golfspillere på plænen, de har alle sammen køller, så takt og fordragelighed virker som det oplagte valg for en fredelig vandrer.
Ledsaget af metalliske klik fra golfbolde, der bliver sendt af sted i den modsatte retning af mig, går jeg op ad bakkesiden. Golfspillerne deler de velplejede plæner med sorte råger. I nord kan jeg se tilbage på forbrændingsanlæggets profil, der langt overskygger kirketårnet.
Efter golfbanen passerer jeg Skejby Nordlandsvej og går parallelt med den gennem Mollerup Skov, endnu en nyplantet skov, vekslende med åbne græsningsarealer, der gør et sletteagtigt indtryk.
Jeg krydser tilbage over Nordlandsvej og går mod Egå Engsø via en cykelsti, der er ført under Grenåbanens jordvold. Engsøen blev etableret for få år siden, komplet med stier hele vejen rundt, fugletårn, aktivitetsplads osv, meget brugt af vandrere, løbere og cyklister. Søen og dens enge nærmest koger af fugle. De små holme, der er blevet skabt ude i søen, er hvidspættede af måger. I kikkerten ser jeg også skarv og svaner derude. Ænder, grågæs og vadefugle er travlt beskæftigede på engene. Søen er ganske lavvandet, de forhøjede brinker omkring det gamle åløb står tilbage som revler ude i søen. På en af dem, ubevægelig, og ganske upåvirket af det intense liv omkring den, sidder en havørn. Jeg betragter den i mange minutter i håb om at se den gå på vingerne, men den bliver blot siddende, en massiv, urørlig skikkelse.
Jeg følger Egåen det sidste stykke ud mod kysten, det første stykke langs Servicevejen. Servicevejen følger fjernvarmerørene fra Studstrup-værket ind til Århus. De, og den offentligt tilgængelige grusvej langs dem, løber et stykke langs med Egåen, der forlader søen noget bredere og med brunt, uigennemsigtigt vand. Efter at have passeret Grenåvej løber åen gennem Risskovs villakvarterer. Jeg må veksle fra en sti langs åen til befærdede gader, og så, et par hundrede meter før udløbet, tilbage til en sti langs åen. Åen løber ud i Kaløvig ved Åkrogen, en stor strandpark med en marina nord for udløbet.
Jeg går ud på marinaens lange ydermole. Store lystbåde ligger pakket side ved side langs træbroerne. Inderst i vigen kan jeg se Rønde ligge på en bakketop. Jeg finder min kikkert frem og lokaliserer Kalø Slotsruin. Der er sol over landet på den anden side af vigen og bag Skødshoved kan jeg med hjælp af kikkerten se Agri Bavnehøj og hedebakkerne ved Trehøje stå knivskarpt (se vandredag 13). Mod syd tegner havnekranerne sig mod horisonten.
Jeg forlader molen, krydser Egåen for sidste gang, går over strandparkens plæner til bybussens endestation.

Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 335-362.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s