Langå-Randers (428)

Udklip428

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Langå-Randers, 25 km (428).
Lørdag den 8. januar 2022.

Solen kommer og går i løbet af dagen, luften er kold og klar, temperaturen er lige over frysepunktet. Jeg skal fra Langå til Randers, men først efter at have gået i en løkke mod vest. Fra perronen i Langå går jeg over fodgængerbroen til den anden side af sporene, og dernæst ned til de to jernbanebroer over Gudenåen.
I løbet af natten er der faldet et drys sne over landskabet. Det er ikke nok til at dække engenes græs, men bakkernes højt liggende marker fremstår hvide. Den ene jernbanebro bærer Den Jyske Længdebanes dobbeltspor, den anden, nu om dage for fodgængere og cyklister, er en del af banestien mellem Silkeborg og Langå (vandredag 89). Mellem de to broer udmunder Lilleåen i Gudenåen. På trods af navnet er vandløbet bredt, og der er ikke en rigtig bro til at krydse den, blot en enkel spang, ikke mere end en fod bred. Heldigvis er der et rækværk til den ene side. Og den næste forhindring får forholdene til at ligne ren luksus.
Gudenåen har oversvømmet vandrestien under den nuværende jernbanebro. Jeg skifter til gummistøvler og kan lige akkurat klare skærene. Længere fremme når vandstanden imidlertid halvt op til den øverste kant af lågen ind til engen. Mindst en fod over højden af mine gummistøvler. Et bredt og tæt læhegn omkring en drængrøft, indhegnet med højt flethegn når helt ud til lågen. Med rygsækken taget af og en hånd beskyttende for øjnene får jeg kantet mig gennem læhegn, over drængrøft og hegn, og ind på engen.
Ligesom i sidste uge (vandredag 427) går jeg her på den del af Trækstien, der ikke er renoveret, og som egentlig blot er en vejret over engene. I sommermånederne er der i bedste fald en spinkel trampesti, som her i januar er oversvømmet af åen. Åen er på ingen måde frosset til, på engene er der partier med hvid is, mens den del af oversvømmelserne, der står i tættest forbindelse med åen, er isfri. Indimellem er der vandgrå is, som lige akkurat knækker under støvlerne med en sprød, klæbrig lyd, fordi de knuste isstykker ikke falder fra hinanden som hvid is, men stadig bindes til de andre stumper med seje istråde.
Fri af læhegnet er der en fantastisk udsigt gennem ådalen, Gudenåen fyldt til op over brinken, skov på den anden bred, vide enge, snedækkede bakkekanter, svaner, ænder og skarver i luften. Jeg går over engen indtil å og hegn tvinger mig ind på en mudret sti, en meter over brinken. Stien er æltet til et søle af husdyrenes klove og hove, nattens frost har gjort mudderet hårdt som cement, så hver eneste knude og top mærkes gennem gummistøvlernes tynde såler.
Knopsvanerne ligger i par eller familiegrupper ved åens brinker, de røde næb lyser op i landskabet. Jeg har solen i ryggen, og det gyldne lys viser andrikkernes farver fra den bedste side, når gråænder pludselig letter fra skjulet i rørene. En håndfuld heste og en fåreflok deler folden. Fårene har spredt sig ud over en god del af området, mens hestene holder til i læ af de store avlsbygninger, der er en del af det lille gods, Østergaard, her. Som jeg fortsætter mod vest får jeg et blik på den lille, kønne hovedbygning.
Jeg når landevejsbroen, hvor små skilte, stående i vand til livet, gør opmærksom på at “stien kan kræve brugen af gummistøvler på visse tider af året”. Jeg krydser åen, går på asfalt et par hundrede meter mod nord, indtil jeg kan følge markvejen langs banen tilbage mod Langå. For afvekslingen skyld gør jeg en afstikker gennem den skovklædte bakkeside vest for Langå, indtil jeg kommer tilbage til stationsbyen, krydser fodgængerbroen over jernbanen, og denne gang fortsætter mod øst gennem Langå Egeskov.
Store og små egetræer står med smukt forvredne stammer og grene. Kvæget er taget ind for vinteren, og uden løv på grenene er der et langt kig gennem underskoven. Jeg søger straks ud til den brede eng, og følger brinken af åen, som den slår en stor bue. Ud mod åen, på den fjerne bred, ligger et andet lille gods Løjstrup og tager sig prægtig ud i solskinnet. Godset er klogelig anlagt et par meter højere meter højere i landskabet, så herfra hvor jeg står, kan man ikke se de idylliske rester af voldgraven (vandredag 343).
Et kort stykke fremme når en tunge af egeskoven helt ud til åen. Her ligger en campingplads og en lille tom åhavn, hvis kanoer og både er trukket på land. Et bred grussti fører videre mod øst langs med åen. Også her fører to broer over åen. Den nuværende landevejsbro er en klodset og kompakt sag i firkantet beton. Anderledes med den anden bro, også den kun brugt af fodgængere og cyklister, den fredede Amtmand Hoppes Bro, fra 1905, som ifølge lokalpatrioter er Danmarks første vejbro i jernbeton. Den hviler på smukke, spinkle betonbuer og er en anderledes fryd for øjet.
Som jeg fortsætter mod øst, får jeg hurtig grund til at lykønske mig selv med at have beholdt gummistøvlerne på. Lange stræk af stien står under vand, her og der indgår den i egentlig sump. Lange tunger af brunt vand flyder ind i skoven, jeg må være omhyggelig med at holde øje med, hvornår de dækker over en dybere drængrøft. Tilbøjeligheden er til at gå i kanten af stien, hvor terrænet er et par afgørende centimetre højere, men af og til, hvor der er en drængrøft, skal jeg finde en gangplanke, skjult under en halv snes centimeter vand, for at komme tørskoet videre.
Til sidst når jeg dog frem til det punkt, hvor Trækstien møder den cykelsti, der løber langs jernbanen til Randers. Jeg er grundig træt af de mange kilometre i gummistøvler, så jeg skifter til vandrestøvler og beslutter mig for den mere pålidelige asfalt. På sydsiden af Gudenåen står store dele af engene under vand, de har endda fået hjælp til det, det er arealer ejet af Aage V. Jensens Fonde (vandredag 177). I dag er der stille, men på andre tidspunkter kan ænder og gæs høres på lang afstand. Nattens sne er næsten forsvundet fra landskabet, kun langs skyggede skovbryn ses hvide striber.
Jeg går mod øst, med mellemrum passerer hvide DSB-tog på skinnerne. Fra ådalens laveste punkt kan jeg se kirketårnes spir rage op over bakkerne. I nord Grensten Kirke (vandredag 291), i syd Ørum Kirke hvor jeg var i efteråret (vandredag 425). Rørsump, næsten en kilometer bred, klemmer sig ind mellem åen og jernbanen. Jeg går gennem landsbyen Stevnstrup og genfinder Gudenåen ved Fladbro.
Her munder Nørreåen, det sidste store tilløb, ud i Gudenåen (vandredag 182). En bred, velanlagt grussti går oven på diget hele vejen til Randers, med Gudenåen på den ene side og oversvømmede enge på den anden side. Stien er forståeligt nok populær blandt de lokale, og der ikke langt mellem motionister til fods og på cykel. Med den lave sol i ryggen går jeg de sidste fem kilometer mod Randers, hvis bymasse ses tydeligt mod øst. Et par store skalleslugere holder til på åen, men ellers foretrækker fuglene de oversvømmede enge. Der er måger og svanepar, naturligvis, fiskehejrer langs sivene, trinde gråænder og spinkle krikænder, flere skarver, som tørrer vinger i den kolde luft.
Jeg går under motorvejsbroen, som bæres på betonpiller hen over engene. Dernæst passerer jeg de to blå broer ved Regnskovens kupler, og så er der kun få skridt til Randers Bro og busstationen.

Florian Huber: Kind, versprich mir, dass du dich erschieß: 161-180.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s