Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Randers-Hadsten, 31 km (425).
Mandag den 18. oktober 2021.
Min vandredag begynder på perronen i Randers. Det er dagslangt gråvejr, køligt, med lange perioder af finregn. Jeg runder de store kupler ved Randers Regnskov og kommer ned på stien langs Gudenåen. Der er lystfiskere ved bredden og roere ude på åen. To blå jernbanebroer krydser det brede vandløb. Den første blev brugt af den for længst nedlagte bane mellem Randers og Ryomgård (vandredag 180). Den anden indgår i Den Jyske Længdebane, mit tog fra Århus kørte over den for få minutter siden. En smal fodgængerbro, hægtet på den større bro, giver adgang til vandrestierne ved Vorup Enge, på sydsiden af åen (vandredag 119).
Gudenåen er bred som en flod her. Opstrøms ligger hvide svaner, og en skarv krydser himlen. Syd for åen er der massive rørskove. Heldigvis er stien anlagt som en lav dæmning en fod over rørsumpens sorte vand. Tagrørene rejser sig højere end mit hoved, og det uigennemtrængelige pilekrat lægger yderligere metre til i højden. Stien er en smal korridor gennem vildnisset. Snart kommer jeg dog ud på terræn, der er en anelse højere, så jeg kan se hen over de bølgende rør, hvor Regnskovens kupler og byens kirke står i profil, let slørede af regndis.
Aage V. Jensens Fonde har anlagt flere udsigtshytter i området, og det afgræsses af gallowaykvæg. I sin tid var der også europæiske bison her (vandredag 182), men efter et uheldigt forløb med fejlernæring måtte flere af dem aflives, og de resterende blev sendt til Lille Vildmose.
Jeg bevæger mig væk fra engene og ud mod den sydlige kant af ådalen, krydser jernbane og motorvejen og skal så op ad en overraskende stejl bakkeside, halvtreds højdemetre på ingen tid. Så jeg er lidt forpustet, da jeg når op til de jævnere stigninger på plateauet mellem Gudenåen og Lilleåen, går gennem Tebbestrup og videre til Haslund.
En jordvej fører syd om landsbyen og over til Haslund Skov. Vejen er flankeret af en bred blomsterstribe, hvor solsikkerne står med tunge hoveder og blomster bringer friske pastelfarver til den grå dag. Mindre træer kanter vejen, et enkelt tromletykt træ står tilbage med udhulet stamme. Plateauet er domineret af lange, lave bakkesider, hvor Haslund skov ligger halvt i læ på en af dem. Oven for skoven nærmer jeg mig bakkekammen, den smalle landevej og stubmarkernes tætte linjer trækker landskabets lette kurver op. Før jeg når toppen, drejer jeg dog mod nordvest og går mod Værum. Den lille hyggelige landsby har en kullet kirke i kampesten med et fritstående klokketårn i træ.
Som jeg fortsætter mod vest begynder en ny omgang støvregn. Godt skjult i en mindre skov ligger den lille herregård Christianslund. På engene op mod skovbrynene græsser flere små hesteflokke. Flere af dem sætter i nervøs galop, mens en skimmel nysgerrigt trækker over mod hegnet.
Fra skovbrynet løber en lang allé op ad bakkesidens åbne land, til kirken øverst oppe. I en halvfems grader vinkel svinger alléen dernæst fra kirken og ned ad bakkesiden. Den to kilometer lange allé blev fredet i 1976, hvor den bestod af 243 træer. Fredningen betyder, at der kun er tilladt begrænset beskæring, at fredningsmyndigheder skal godkende træfældning, hvis råd gør det nødvendigt, at der i så fald skal genplantes, og at vintersaltning skal ske med sandblanding, hvor salt højst må udgøre ti procent.
En snes kilometer herfra, ved Ormstrup Gods (vandredag 316) findes en tilsvarende fredet allé, af samme længde, og i åbent land. Men det er på fladere terræn, her er der en anderledes dramatisk stigning op mod kirken. Rygraden i alléen er lindetræer, suppleret med ahorn, og her og der enkelte hestekastanjer. De ældste træer har massive stammer. Øverst ligger Ørum Kirke alene i landskabet. Jeg følger kirkegårdens grusstier rundt langs stengærdet. Selv på en grå og diset dag er udsigten over Gudenådalen fantastisk. Åen er skjult nederst på dalbunden, i nord knejser kirken i Grensten højt på den modsatte bakkeside (vandredag 291).
Fra kirken følger jeg alléen mod syd, ned ad bakkesiden. Træerne er tydeligt yngre her. Syd for Jebjerg når jeg frem til den travle landevej mellem Randers og Silkeborg. I syd rejser bakkemassivet omkring Lysnet sig. Jeg besteg det en novemberdag for fem år siden, med solskin og tidlig sne (vandredag 177).
Jeg er nødt til at følge landevejen et par kilometer mod Randers, før jeg igen kan komme ind på små veje. En stort gåsetræk passerer over mit hoved, flokke af ryler flyver i nervøs formation over markerne, før de omsider slår sig ned. Jeg går gennem et landskab af bølgende marker og små skove, indtil jeg når frem til Vissing og Lilleådalen, og stiger ned til de flade enge. En rød glente glider langsomt over himlen. På banevolden, der skærer gennem engene, kører hvide DSB-tog og grønne Arriva-tog, uden at det græssende kvæg løfter hovedet. Der er flere timer til solnedgang, men lyset virker allerede skumringsagtigt, og bilernes lyskegler forstærker indtrykket, som jeg går mod Hadsten.
Rågerne fouragerer på markene op mod byen. Jeg skyder genvej over kirkegården ved Sankt Pauls Kirke for at komme til banegården. Rådhusvinen på kirkens mure lyser blodrødt.
Florian Huber: Kind, versprich mir, dass du dich erschieß: 123-156.
Jyske Vandreture 