Hanstholm-Tved (424)

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Hanstholm-Tved, 30 km (424).
Lørdag den 25. september 2021.

Der er en overvældende lugt af ikke alt for frisk fisk på havnen i Hanstholm. Den forsvinder dog hurtigt, da jeg stiger op ad en lang trætrappe, der fører op på Hanstholmknuden, det høje bakkedrag umiddelbart ud mod havnen. Herfra er der en fin udsigt over havnen og den høje havskrænt. På toppen står en gammel luftværnskanon, som et minde om tiden under Anden Verdenskrig, hvor Hanstholm var et vigtigt støtte for tyskerne kontrol med Skagerrak.
Et kort stykke mod øst når jeg frem til fyrtårnet i Hanstholm, der ligger foran en lille kullet kirke, og dernæst finder jeg ind på landevejen mod øst. En grusvej giver adgang til et udsigtspunkt på kanten af den gamle havskrænt, hvorfra der er en panoramisk udsigt over Hanstholm Vildtreservat umiddelbart mod syd. Stormen midt på ugen har lagt sig, men der er stadig en frisk vind i luften, og på det udsatte punkt er det så koldt, at jeg må have hue og handsker på. Skyerne hænger lavt, i øst trænger skarpe solstråler ned gennem dem.
Umiddelbart neden for skrænten løber en smal bæk ud mod havet, flankeret af en bræmme indhegnet eng med græssende kvæg. Næsten uden overgang begynder klitheden, der strækker sig adskillige kilometer mod syd. Heden er gammel havbund, og således ganske flad, men der er opstået indlandsklitter i klynger og rækker ude i det åbne landskab. Smalle lyse linjer løber over de tilgroede klitter – vildtveksler.
I vest ses den høje klitrække ud mod Vesterhavet og bag den det blå hav. Jeg kan se bilerne køre på kystvejen derovre. Den smalle strimmel land mellem havet og landevejen mod Klitmøller er den eneste del af reservatet, der er åbent for offentligheden hele året rundt (vandredag 39). I øst forsvinder den snørklede havskrænt og rykker så igen tættere på længere mod syd, nu med plantage på det øvre plateau og hedeslette for foden.
Tilbage på den smalle landevej går jeg i retning mod Ræhr. Markerne er hegnet ind med mandshøjt hegn, fem eller seks eltråde over hinanden, tykke som kabler. Den slags hegn, som landmænd bruger for at beskytte deres afgrøder mod kronhjorte. Et par skræppende gåsetræk flyver over mit hoved med kurs mod reservatet. I udkanten af Ræhr ligger et gammelt kalkbrud, med lange hvide dynger af brudt kalk. Blå søer, formodentligt gamle vandfyldte råstofgrave, omgiver kalkbruddet.
Umiddelbart syd for kalkbruddet rejser havskrænten sig som en lang tange ud i klitheden. For at komme derover skal jeg imidlertid i en lang bue helt til Ræhr og videre ind i landet. Det sidste stræk går ad grusveje, hvor biler med korte mellemrum lister forbi mig. Til sidst står jeg på en parkeringsplads i den nordligste del af Tved Klitplantage. En halv snes biler holder parkeret, af og til kommer cyklister forbi, en og to ad gangen, med overtrækstøj i grelle gule sikkerhedsfarver.
Et skilt viser af mod et udsigtspunkt, så jeg gør en kort afstikker mod nord, gennem plantagen, indtil jeg når frem til den nordvendte havskrænt og ser ud over klitheden og kalkbruddet, femten meter lavere i terrænet. Kvæg græsser på engene nærmest kalkbruddets søer. Der hænger stadig en støvet lilla tone over heden, selv om det er længe siden lyngens blomstring toppede. Det gør det lettere at få øje den brune pels på rådyrene dernede, før hovedet løfter sig over vegetationen og endegyldigt afslører dyrets tilstedeværelse. Over mod Hanstholmknuden slår klitheden over i brune og grønne toner, med hvide glimt af blotlagt sand. Siv og rør markerer de mange fugtigere partier.
Adskillige andre besøgende kommer til, flere afsøger det åbne landskab med kikkerter. Jeg går tilbage gennem plantagen og derefter videre ad grusvejen mod syd. Det er den gennemgående vej gennem den udstrakte plantage, der ikke er åben for bilkørsel, men strækningen indgår i cykelruten mellem Hanstholm og København. Undervejs bryder jeg dog væk fra grusvejen for ad afmærkede og uafmærkede stier at nå ud til havskrænten og udsigten over klitheden. Første gang er kort efter at jeg har passeret pladsen med Naturstyrelsens sheltere.
Det er overraskende varmt inde i plantagen, nu hvor solen skinner over mit hoved, og jeg er fuldstændig beskyttet mod vinden. De mindre skovveje er blot hjulspor, som har slidt sig igennem til det hvide sand. En smal trampesti fører gennem skovbrynet og ud til et udsigtspunkt på havskrænten. Her møder jeg en lang række lave pæle, der markerer grænsen til reservatet og samtidig annoncerer adgangsforbud fra 1/4 til15/7 – fuglenes yngletid. Nogle få lyngkoste står stadig med lilla blomster, og der er røde bær på rønnetræerne. Som jeg står og kigger mod nord, er det let at forstille sig, hvordan stenalderhavet engang har nået helt herind: Havskrænten markerer en snørklet kystlinje mod nord, og klithedens slette er et fladt, brunt hav for foden af skrænten.
Efter endnu et par kilometer gennem plantagen, blandt andet gennem spinkel bøgeplantning, når jeg frem til et lavt udsigtstårn i skovbrynet. Her har jeg et udblik over den del af reservatet, der er lukket for offentligheden hele året rundt. Det er et mere end ti kvadratkilometer stort område, som består af klithede og store og små søer. Der er utallige små søer i klitten, fire lidt større søer, Sokland, Blegsø, Tormål og Hykær, og, længst mod sydøst, den store Nors Sø, hvis nordvestlige bredder også er omfattet af reservat- og forbudsbestemmelser.
En smal stribe indlandsklitter løber vinkelret fra havskrænten ud over heden og peger over mod de langt større kystklitter på den fjerne side af sletten. Jorden er karsk, og søerne er næringsfattige, så der er næsten ingen bredvegetation, og søerne står skarpt skåret ned i klitheden, som puslespilsbrikker. Solen får en klar blå farve frem i vandets overflade, mens det fjerne Vesterhav står i en diset blå nuance.
Jeg ser rådyr, et eller to ad gangen, ude i heden eller inde i plantagen. Da jeg næste gang når frem til et udsigtspunkt i skovbrynet, er det på havskrænten oven for Blegsø. Som jeg afsøger det åbne landskab med kikkerten, finder jeg små flokke af kronvildt ude på klitheden. Blæsten er stadig følelig, åbenbart også for hjortene, de holder til for foden af klitterne, hvor der er læ. Afstanden er mere end en kilometer, så dyrene er ganske små selv i kikkerten. I nordvest kan jeg stadig se fyrtårnet i Hanstholm rejse sig over lave klitter. Den høje skrænt er stejl og møder Blegsø uden overgang, vandet er klart, med en brun tone.
En trampesti følger skovbrynet mod sydøst, med en smuk og vid udsigt over landskabet, med Nors Sø fremtrædende mod syd. Brunt kvæg græsser på det lavere terræn. Der er små gravhøje nær skovbrynet, nogle af dem sammensunkne næsten i niveau med heden. Den største gravhøj findes på landskabets højeste punkt. Højen bærer navnet Isbjerget og byder på en helt enestående udsigt over vildtreservatet.
Der er flere besøgende på stedet, og flere vandrere på vej fra stien, der fører ned til søen. En mand studerer intenst landskabet i en kikkert. Med min kikkert finder jeg også hurtigt krondyr ude i reservatet. En klynge nåletræer ligger som en ø ude på heden. I læ af dem ligger en flok kanelbrune kronhinder og hviler. En stor hanhjort, tydeligt mørkere i pelsen, bestiger kortvarigt en hind og stoltserer derefter rundt i truende positur. På den lange afstand kan jeg ikke høre hans brølen, men kropssproget siger det hele. Det var fra dette sted, Isbjerget, at ulvens tilbagekomst til Danmark første gang blev konstateret. I oktober 2012 spottede besøgende et ulvelignende dyr, og kort tid efter blev dyret, en hun, fundet selvdødt (af kræft) inde i terrænet.
Fra Isbjerget, 56 meter over havet, er der et fald på 40 højdemetre ned til Nors Sø. Den stejle skrænt er forsynet med en lang trappe. Undervejs er der flot udsigt over søen, hvor et grønt næs med sort græssende kvæg står skarp aftegnet mod vandet. Der er ikke et eneste træ derovre, og græsset virker nedbidt til plænehøjde. Adskillige steder er der grønne skrænter med fæstiernes smalle terrasser. I øst ses det hvide kirketårn i Nors. På den store parkeringsplads nær søbredden holder mindst et halvt hundrede biler, det er et populært udflugtsmål på en weekend med smukt vejr.
Jeg følger grusvejen væk fra parkeringspladsen, drejer mod nord, ind i plantagen. Plantagens træer gør et skravlet indtryk i vest, men som jeg drejer mod øst, møder jeg ældre nåletræer af anseelig højde og tykkelse, og ung bøgeskov der tager sig smukt ud i et solbelyst skovbryn. Efter adskillige kilometer når jeg ud til landevejen mellem Hanstholm og Thisted og skal blot vente et kvarter på den næste bus.

Adam Zamoyski: Phantom Terror, 330-500.
Florian Huber: Kind, versprich mir, dass du dich erschieß: 1-123.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s