Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Stoholm-Skelhøje, 30 km (323).
Søndag den 5. september 2021.
Himlen er blå uden en eneste sky, og det er allerede en behagelig temperatur, da jeg står på perronen i Stoholm – bedre vejr end i hele sidste måned. I dag skal jeg gå ad en nyåbnet vandresti fra Stoholm til Skelhøje kaldet Kalk Kaminoen, fordi den går forbi de gamle kalkminer i Mønsted og Daugbjerg. Det er et område, jeg har været i flere gange før, mest ad asfalt- og grusveje. Den nye sti inddrager derimod flere stræk med trampestier og små markveje.
Den afmærkede rute er skiltet med en hvid flagermusesilhuet på blå baggrund, en henvisning til de mange flagermus, der overvintrer i de gamle kalkgruber. Det første pæl står nær stationen i Stoholm og leder gennem byen ad små gader og interne cykelstier, indtil jeg står i udkanten af byen, med udsigt over ådalen mod syd.
Centralt i ådalen, en smule hævet over dalbunden, ligger Smollerup Kirke, uden omliggende bebyggelse. En markvej fører derhen, flankeret af en række runde bigballer, omhyggeligt placeret i forlængelse af hinanden, som en lang slange. Dalbunden er dækket af grønne enge, højere i terrænet er der stubmarker, efter høstet korn, nogle af dem allerede harvede. Et par sorte kragefugle pirker skeptisk i jorden. Jeg tror først, det er råger, men de mangler det nøgne felt ved næbbet, og da jeg nærmer mig, går de på vingerne, og de hæse skrål afslører dem som et ravnepar.
Kirken har skib og kor i kampesten, med et hvidkalket tårn, hvor en udendørs trappestige fører op til en dør i højde med det nederste af det røde tegltag. Markvejen rammer landevejen neden for kirken, og den afmærkede rute fortsætter som en trampesti, lavere i terrænet, rundt om krat og videre langs en bæk og over ådalens enge, frem mod skovene højere på dalsiden. Her og der er stien forstærket med plankebroer. Kvæg græsser på de flade enge, og på de stejlere bakker på den modsatte dalside.
En træbro fører over Jordbro Å, vandløbet gennem dalen. Nord for Stoholm løber åen frem mod udløbet i Hjarbæk Fjord. Undervejs passerer den de smukke lyngbakker omkring Birkesø, omgivet af plantager, og den reetablerede Jordbro Engsø med meget fugleliv (vandredag 404). Her længere syd på er åen blot en meter bred, næppe mere end en fod dyb, så hurtigt løbende at den stille dag fyldes med lyden af pludrende vand.
Hvor engen møder skovbrynet, ligger en gammel borgbanke, kaldet Drost Peders Høj. Den stammer fra middelalderen, og som en informationstavle forklarer var fæstningen ganske enkel, af den såkaldte motte-type: En høj jordkegle, med en vandgrav for neden, øverst et højt tårn omgivet af en træpalisade. Samme tavle antyder muligheden af en smuk udsigt over dalen oppe fra borgbanken, så jeg stiger op ad de smalle trætrin, blot for at opdage at træerne på jordkeglens stejle skrænt spærrer udsigten hele vejen rundt. Måske efter løvfald…
En jordsti fører fra borgbanken ind i skoven, i begyndelsen løvkrat med meget eg på bakkesiden, som går over i større plantage. Ruten fører mig kortvarigt ud til landevejen ved Mønsted Kalkgrube, der nu rummer et museum for den gamle minedrift, adskilligt tusinde flagermus i vintermånederne og et ostelager (vandredag 191). En plantage strækker sig fra Mønsted Kalkgruber til Daugbjerg Kalkgruber. I lige linje er der godt et par kilometer mellem de to steder, og fra gammel tid er der rygter om, at minegangene løber sammen, så man kunne gå under jorden fra den ene mine til den anden. Eftersom der kun er offentlig adgang til en del af minegangene, og mange er uudforskede af sikkerhedshensyn, forbliver spørgsmålet uafklaret.
I dag forbliver jeg dog oppe i den friske luft, da jeg går gennem plantagen. Som det ofte ses er der striber af løvtræer, især eg og røn, nær grusvejene og nåletræer længere inde. I sydvest støder majsmarker op til skovbrynet, og Daugbjerg Kalkgruber holder sig lige akkurat inden for skoven. Hvor Mønsted Kalkgruber var et decideret industrianlæg, med høje brede minegange og en lille togbane, så var Daugbjerg et langt mindre foretagende, med små snævre gange og nu om dage med fokus på historien om Jens Langkniv (vandredag 246). Hvor der i Mønsted er store røde fabriksbygninger og høje skorstene, er der i Daugbjerg en lille sort træhytte, som jeg passerer på vej til landevejen.
Landevejen løber i kanten af ådalen og fører til Daugbjerg. Kær og enge dækker dalbunden. I udkanten af Daugbjerg er der en opstemmet mølledam og et fint lille stråtækket hus, som er den gamle mølle. En håndfuld får græsser nær bredden af den indhegnede dam, hvori troner et redehus til ænder.
Daugbjerg ligger ved den travle landevej mellem Viborg og Holstebro. For tre uger siden stod jeg af bussen i Sjørup, fem kilometer længere mod vest, for at påbegynde en vandretur der førte mig til de små lysåbne egekrat og småheder på kanten til ådalene (vandredag 421). I dag krydser jeg hovedvejen og går mod den store hedeflade mod syd. Den lokale kirke ligger højt på bakkesiden, og flagermusen på mærkepælen viser den vej. Kirken er af samme type, granit og kalk, som Smollerup, måske lidt større og mere velholdt – eller også er den middagssolen, der får kalken til at gnistre snehvidt mod den blå himmel. Lidt usædvanligt for en kirkegård er der også en lang blomsterstribe lige inden for stengærdet, af samme slags som har vundet frem i det dyrkede land mange steder i det senere år. En lav solsikke bærer en enorm blomst i forhold til de andre urter.
Den afmærkede rute cirkler syd om landsbyen via trampestier og markveje, men snart er jeg tilbage på landevejen, der slår et stort sving mod Daugbjerg Dås (vandredag 334). Den frit stående hedebakke fremstår brun, men dog med glimt af lilla her og der. Flaget er hejst, og brisen har lige præcis styrke nok til at folde flagdugen ud, et par besøgende ses i profil deroppe.
Som jeg går mod øst, kommer jeg ind på et stræk med store majsmarker. Afgrøden står mere end mandshøj på begge sider af vejen flere steder, og det føles som om, jeg går gennem en afskærmet, grøn korridor. Heldigvis drejer vandreruten snart mod syd, ind på et langt stræk af markveje og trampestier. Den fører igennem en mosaik af plantage, fugtigt terræn og små søer, der er opstået ved tørvegravning. Vandoverfladen har en dyb blå-sort tone, som himlen og omgivelserne spejler sig i. En af Kalk Kaminoens informationstavler fortæller om tørvegravninger, der fortsatte flere år efter Anden Verdenkrigs afslutning og om fundet af to forhistoriske moselig. En lille bakkeknold er dækket med lyng, fra den opstillede bænk er der udsigt over søen.
Krattet syd for skjuler en intakt mose. Der er masser af luft mellem birketræerne ude i det sorte, skinnende vand, der uden den mindste overgang eller randbevoksning går direkte over i flad skovbund. På et kort stræk er trampestien næsten usynlig, men mærkepælene viser vej. Det varer ikke længe, før jeg er tilbage på mere veletablerede skovveje, dernæst det åbne land, nye majsmarker, til sidst smal landevej.
Et par kilometer fremme kommer jeg til Kongenshus. Flaget er hejst ved de bygninger, der nu huser hotel og restauration, der er biler på parkeringspladsen og folk ved de udendørs borde. På facaden er bevaret inskription Hans Dalls Renpark 1913, et minde om et kortvarigt eventyr med rener på heden, der hurtigt slog fejl.
Så snart, jeg har passeret hotellets læhegn, står jeg på mindeparkens store flade hede. En kvægrist er nedfældet i grusvejen, og der hænger en svag fært af får over terrænet, uden at jeg dog ser dyrene på noget tidspunkt. Den nordligste del af området er græshede op mod den travle Skivevej. Som jeg går mod syd, bliver lyngen mere fremtrædende, meget af den lav, tæt afgræsset eller måske snarere slået. Store dele af den er sort og vissen, men der er også bræmmer, med intens lilla blomstring. De få biler på grusvejen får støvet til at rejse sig.
Kongenshus Mindepark hædrer hedens opdyrkere. Fra grusvejen fører en jordvej ned til en lille dal med mindesten fra et utal af sogne. Ved grusvejen står også et højt udsigtstårn. Jeg har været her flere gange, senest på en større afstikker fra en vandretur langs Karup Å (vandredag 277) – men vist aldrig i så godt vejr som i dag. Grusvejen slår et stort sving og kryber derefter ned i den smalle ådal langs Resen Bæk. De lyngklædte bakker og den slyngede vej skaber et smukt landskab (foreviget i en Morten Korch-film). Grusvejen klatrer op ad dalen, men vandreruten tager i stedet en trampesti stik øst på dalbunden, langs en smal stribe kær. En låge i hegnet giver adgang til plantage med et par sommerhuse i skovbrynet øverst på bakken. Et halvt dusin bistader står på rad række, der er summen i luften, og en livlig trafik af bier ud og ind ad åbningerne nederst på staderne.
Lidet brugte markveje fører til Grønhøj. Først forbi et stykke karsk græshede med skravlede får, dernæst, i udkanten af den lille by, i grel kontrast, langs en golfbanes velplejede, grønne plæner. Grønhøj er mere en flække end en landsby, men den har dog en gammel kro og en historie knyttet til kartoffelstyskernes forsøg på hedeopdyrkning.
Nordøst for Grønhøj er jeg tilbage på majssteppen, nu på en ganske smal markvej, ujævnt udbedret med byggeaffald og marksten. Kolberne hænger lavt på majsplanterne, mens de trevlede han-blomster udgør den øverste top. Når jeg går klods op ad majsen, udgør den et uigennemtrængeligt buskads, men ved de sjældne lejligheder hvor jeg kommer en smule højere op i terrænet, kan jeg se planterne stå organiseret i lange baner, som en pløjet mark. Han-blomsterne løber sammen i lange høje striber, adskilt af lavere “furer” hvor to planterækker mødes i parallelle linjer.
Sommerfugle flyver fra blomst til blomst på markvejen. En enkelt græsmark bryder mononien, især eftersom den rummer en snes nysgerrige heste. Omsider bryder vandreruten dog fra og drejer mod øst. En nyetableret trampesti går klods op ad læhegn. I to omgange letter agerhøns fra den yderste plovfure, efterhånden et sjældent syn. Længere fremme er det duer, der med heftige vingeslag kaster sig ud fra læhegnets trækroner.
Og så går jeg de sidste kilometer ad grusvejen frem til Skelhøje, hvor Kalk Kaminoen slutter. Den lille by er også et punkt på Hærvejen (vandredag 161) og Alhedestien, på den nedlagte jernbane mellem Viborg og Herning (vandredag 145). Min tur ender dog ved busstoppestedet, hvor rutebilen mod Viborg snart gør holdt.
Adam Zamoyski: Phantom Terror, 263-330.
Jyske Vandreture 